Kære dagbog,
I morgen skal jeg besøge min kommende svigermor. Mine gifte veninder prøvede at berolige mig, men de skræmte mig næsten til døde:
Husk at holde hovedet højt, du er ikke plukket op fra en skrotplads
Lad dem ikke lægge dig i en klemme, ret alle spørgsmål på plads med det samme.
Vær forberedt på, at svigermødre sjældent er milde
Det er du, der gør dem glade, ikke omvendt.
Jeg lå ikke et øje på natten, og ved morgenen så jeg ud som om jeg var blevet lagt i en kiste, smukkere end før. Vi mødtes på perronen og steg på regionaltoget, en to timers tur. Toget gik gennem en lille by, såsnart efter et kort stop i en skovsø. Luften var iskold, duftende af nyåbnet jul, og sneen glimtede i solen, knasende under fødderne. Træerne hviskede med deres nåle. Jeg begyndte at fryse, men heldigvis dukkede en landsby op i horisonten.
En lille, slank gammel kvinde i en slidt uldfrakke, velbeslåede valmelædersko og en hullerimmet, men ren sjal, stod i døren til deres gård. Hvis hun ikke havde kaldt på mig, ville jeg have gået forbi:
Hej, lille pige, jeg er Ulla Sørensen, Vagns mor. Lad os blive bekendt. Hun trak en plyslet handske af sin rynkede hånd og rakte den ud. Håndtrykket var fast og grebfuldt, blikket under sjalen skarpt. Vi gik ad stien gennem sneklumperne til en lille hytte af mørkegrå træstammer. Inde var der varme fra den røde brændeovn.
Det var som at træde ind i middelalderen, kun otteoghalvfems kilometer fra Aarhus. Der var vand fra en brønd, et udendørs toilet, radioen kun i de få husstande, og mørket i hytten var næsten total.
Mor, lad os tænde lyset, foreslog Vagn.
Mor så på mig med et strengt blik:
Sid ikke i mørket, eller vil du risikere at tabe skeen? Hun så på mig igen, smilte og sagde: Okay, min dreng, lad mig selv ordne det. Hun skruede en pære op i loftet. Et svagt lys spredte sig et meter omkring.
Sulten? Jeg har lavet nudler, kom og spis en portion varm suppe. Vi spiste, så på hinanden, mens hun hviskede blide ord. Hendes øjne var både varme og årvågne, som om hun analyserede min sjæl. Hun gik frem og tilbage, skar brød, lævede træ til pejsen og sagde: Jeg sætter kedlen på. Lad os drikke te. En lille tekande med låg formet som en lille fyrretræstub. Teen var bærisk hindbærsyltetøj blev rørte i, og den varme drik lyste som en lille sol i vinterkulden. Jeg følte mig som en skuespiller i en sort-hvid film fra før krigen. Pludselig kunne jeg næsten høre instruktøren sige:
Optagelserne er færdige, tak til alle.
Varmen, den krydrede mad og den hindbærte gjorde mig træt, men jeg længtes efter at lægge mig ned i en blød pude i to hundrede minutter. Men så kom en ny opgave:
Gå ud og køb to kilo mel, så vi kan bage småkager til Vagn og hans søster Lise, deres familier og den kommende svigermor fra Aalborg. Jeg ville stege kål til fyldet og koge kartoffelmos.
Ulla sukkede, mens hun trak en stor hvidkål ud fra under sengen og sagde:
Kålen skal hakkes, så den bliver som små skiver.
Vi gik gennem landsbyen, folk stoppede, hilste, mænd tog deres hatte af og bøjede sig. Køkkenet lå i den nærliggende by, vi gik gennem skovene med grantræer, der bar sneens hætte. Solen skinnede på de hvide klippeblokke på vej til køkkenet, og på vejen hjem glødede den svagt gult. Vinterdagen var kort.
Da vi vendte tilbage til hytten, sagde Ulla:
Hør, lille pige. Jeg skal slå sneen i haven, så musene ikke spiser barken på træerne. Jeg tager Vagn med for at kaste sneen under træerne.
Jeg stod alene med melet, tænkte på, om jeg nogensinde ville blive god til at bage. Den første småkage var rund, den anden lang; den ene størrelse som en håndflade, den anden som en lille blød bold. Den ene havde masser af fyld, den anden næsten intet. Den ene var brun som chokolade, den anden lys som hvedemel. Jeg var udmattet. Senere fortalte Vagn mig, at min mor havde arrangeret en prøve for at se, om jeg var den rette svigerdatter til hendes søn.
Gæster strømmede ind som fra en overflod; alle var lysehårede, blåøjet og smilende. Jeg gemte mig bag Vagn, genert. Runden af bordet fyldte stuen, og jeg blev placeret på en seng med små børn omkring mig. Sengen var som en rustning, så højt at mine knæ rørte loftet, mens børnene hoppede og jeg næsten fik svimmelhed. Vagn kom med en stor kasse, dækket af et tæppe, og jeg sad som dronning på en trone for alle at se.
Jeg spiste hverken kål eller stegt løg, men jeg gik i seng med en knasende fornemmelse i ørerne. Det blev mørkt. Den kommende svigermor havde kun en lille seng ved komfuret, de andre sov i stuen. Hytta er trang, men bedre sammen. Jeg lå på en seng en gæstebed. En nystrøget, udskåret kommode, lavet af Vagns far, havde lagt et fint lagdelt lagnet lagen på, men det virkede så skræmmende. Ulla lagde dynen og sagde:
Gå nu, hytten er i gang, men værten har ingen seng! De kommende slægtninge lå på gulvet på gamle tæpper, som var trukket ned fra loftet.
Jeg måtte på toilettet. Jeg kravlede ud af min rustning, trippede forsigtigt på gulvet så jeg ikke trampede på nogen. Jeg nåede til værelset, hvor mørket var tungt. En lille pelsklædt skabning gniddes mod mine ben. Jeg troede først, det var en rotte, men så hørte jeg latter: Det var en lille kat, der om dagen gik på jagt, men om natten kom hjem.
Jeg gik på toilettet sammen med Vagn; døren var en skillevæg. Vagn stod bag mig, tændte en tændstik for at sikre, at jeg ikke faldt i en skål. Jeg kom tilbage, lagde mig i sengen og faldt i søvn: den friske luft, intet motorstøj kun landsbyens stille susen.
Jeg håber, i morgen går bedre, selvom jeg er nervøs for, om jeg vil blive accepteret som den rigtige svigerdatter. Men måske er det blot at holde hovedet højt, som mine veninder sagde.
Indtil i morgen.
Ragna Nielsen.
