Kære dagbog,
I dag har jeg igen tænkt på den kvinde, der har vundet min mands hjerte. Hun er så smuk, at jeg selv ville have valgt hende, hvis jeg var en mand. Der findes kvinder, som ved, hvad de er værd. De bærer sig med værdighed, ser direkte og åbent på verden, lytter opmærksomt. De har ingen hektiske bevægelser, behøver ikke at blotte skuldre eller ryg for at blive lagt mærke til; de er roligt majestætiske og mister aldrig fatningen.
Jeg kan se mig selv i hende som den fuldstændige modsætning til mig. Jeg er altid i farten, råber på børnene og på Mikkel, alt falder fra mig, jeg når aldrig at få noget gjort. Arbejdet er en rod, chefen er utilfreds, jeg går i slidte bukser og en trøje med hætte. At stryge en bluse er en hel mission; jeg har glemt, hvornår jeg sidst pressede de små flæser i min skjorte. Heldigvis har min tørretumbler, den nyeste på markedet, gjort tøjet næsten klar til brug uden en eneste strygepresse.
Hun er derimod en drøm: holdning, figur, ben, hår, øjne, ansigt jeg kan slet ikke indånde, så stærkt er hendes udstråling. Jeg har ikke kunnet indånde siden jeg så hende. Jeg var på arbejde i en fjern forstad til København, gik ind på den første café jeg så for at få et hurtigt måltid. Maden var klar, men sulten var større. Jeg fandt et ledigt hjørne, tog menuen og løftede blikket. Det var ikke en fantasi jeg genkendte ham fra ryggen. Og så så jeg hende.
Mikkel holdt hendes hænder i sine håndflader og kyssede hendes fingre. Jeg tænkte, hvor vulgært, som om han sagde: “Dine fingre dufter af røgelse”. Men hun var ubestrideligt smuk. Jeg bestilte en suppe og en salat, spiste uden at mærke smagen, og ventede, indtil de gik. Jeg var bange for at blive set, men det var forgæves Mikkel var fuldstændig optaget af sin egen verden.
Det føltes som en brændende fornemmelse, som efter en forbrænding, hvor du ser mærket på huden og ved, at smerten snart vil komme. Du lever i venten, mens du blæser på det røde område for at mindske smerten. Men indeni var der kun tomhed.
Mikkel kom hjem i sit sædvanlige rolige humør. Jeg er altid den, der skynder sig, alle andre presse, mens han er den stabile, jordnære sangviniker med en god sans for humor. Jeg kunne virkelig bruge hans humor nu. Jeg drømte om at spørge ham, “hvordan er din elskerinde?” med en kølig tone, se ham blive rød i ansigtet, svede, prøve at holde roen. Så ville jeg fortsætte: “Hvad nu? Skal børnene møde den nye mor? Hvor passer jeg ind?” Men jeg sagde ingenting. Han trak mig ind i sengen, lagde mig hos sig og faldt hurtigt i søvn.
Måske har de ikke haft sex endnu tænkte jeg, mens jeg krøb over på min side af sengen og lo stille for mig selv. Jeg forestillede mig, at jeg var en kvinde, der bliver fanget i øjeblikket, men som kun kan sige, at det var en hallucination. Det er kun den første fase: forspil, tiltrækning, åndedræt og tanker i takt. Mikkel er som en skjult elsker, uden ord eller bevægelse.
Jeg vendte mig rundt i sengen, sov i stykker, drømte om farverige blomster og andres elskerinder i røde kjoler. Jeg vågnede med tung hovedpine, gik langsomt gennem lejligheden, samlede børnene til skole. Hele dagen har jeg spekuleret på, hvad kvinder i min situation normalt gør. Google? Det hjalp ikke. Jeg havde ingen svar. Skal jeg prøve at leve videre? Jeg lever allerede videre: det samme vante liv, manden hjem til tiden, ingen læbestift på skjorten, ingen fremmed parfume, springende børn, film om søndagen. Intet har ændret sig. Samme sex to gange om ugen, af og til tre, hvis man er opmærksom på detaljerne.
Måske var det forkert café jeg gik ind i? Jeg ringede til ham i frokostpausen, men han svarede ikke. Jeg tog en taxa, skyndte mig tilbage til den samme café, lagde en plausibel historie til taxachaufføren om, at vi ventede på en pakke til arbejde. Mikkels bil stod på pladsen overfor. Han og elskerinden gik ud sammen, steg ind i bilen og kørte væk.
Jeg blev bleg, bad om vand, foregik som om jeg ringede, råbte i telefonen: “Skide nok med jer og jeres pakke! Jeg kan ikke vente længere, jeg skal på arbejde!” Jeg vidste, at taxachaufføren ikke ville dømme mig, men jeg ville ikke lade ham se mig som en skrøbelig kvinde.
At vide, at der er en elskerinde, kan ændre livet radikalt. Skilsmisse? Måske. Men hvordan kan man ellers leve? Tåle? Hvorfor? Hvorfor skulle man holde ud?
For et par år siden havde en veninde også en elskerinde i sit ægteskab. Hendes mand gemte sig, men hun opdagede det alligevel. En skandale brød ud, han nægtede alt, selv da beviser i form af ufordærvede beskeder blev fremvist. Han påstod, at det var konkurrenters intriger. Så sagde han: “Jeg ville aldrig lyve. Det ser tåbeligt ud, men hvis du elsker din familie, så ærlig dig selv og gør det rigtige. Gå fra hende, eller gå, men sørg for at din familie har alt, den behøver.”
Jeg var stolt af ham den gang. Hvor let det er at løse andres problemer på afstand. Når du selv er i dramaet, ser du både din kone og elskerinden på én gang, forsvinder modet i et øjeblik.
Jeg gik mod deres bord i caféen og satte mig på en ledig stol. Elskerinden så overrasket på mig, Mikkel stod stille, så på mig, og så faldt han på sin stol. Vi sad tavse. Jeg nød at observere dem. Elskerinden forstod straks, hvem jeg var eller måske vidste hun det allerede.
Mikkel ville sige noget, men jeg stoppede ham med en løftet hånd: “Det her er ikke, hvad jeg troede, er det? Der er ingenting overraskende ved denne situation. Sådan er livet nogle gange. Men tænk over, hvordan I vil løse det børnene, lejligheden, forældrene. I er kloge, I kan klare det.”
Jeg gik roligt ud af caféen, min friske, pressede kjole lå som om den lige var blevet sat på en ny smuk hylde i et showroom. Jeg havde endelig fået slip på en del af den byrde, jeg har båret så længe.
Kærlig hilsen,
Sofie.
