MOR TILKALDER IKKE EN FARE MED AT FORLADEN OS

Mor vil ikke gå bort

For nylig har vi gennemlevet et stort tab: min mors søster er gået bort. Hun var enlig, men efterlod en fire år gammel pige, Lærke. Min mand, Anders, og jeg overtog ansvaret for hende. Så snart barnet fik besked om sin mors død, lukkede hun sig inde i sig selv og forlod aldrig hjemmet. Hun nægtede også at flytte, så Anders og jeg flyttede ind i den lejlighed, hvor Lærke og hendes mor boede i København. Vi tænkte, at efter begravelsen ville hun flytte ind hos os, men at bo i den lejlighed blev hurtigt uudholdeligt. Om natten tændte og slukkede vandet af sig selv, og lyset blinkede som en fjernstemt fjernbetjening. Døre og gulve knirkede, som om nogen løb fra rum til rum. Jeg prøvede at velsigne lejligheden, men uden held.

En nat, da jeg som sædvanlig lå vågen og Anders sov tungt, hørte jeg en hvisken fra Lærkes værelse. En ubehagelig kulde gik gennem mig, men jeg ville ikke vække manden. Jeg tændte stille lyset, gik hen til hendes dør og lyttede. Kun min datters stemme kunne høres.

Jeg vil ikke sove, jeg vil lege med Freja (det er min dukke). Jeg leger lidt mere, så lægger jeg mig.

Jeg åbnede døren, og der sad hun i et hjørne bag skabe, holdt dukken tæt om sig og så mig med bange øjne. Hun kiggede frem som om jeg var en fremmed indtrængende.

Lærke, hvem snakkede du med lige nu? spurgte jeg.

Med mor

Kuldegysninger løb ned ad min ryg. Jeg lagde hende i seng, krøb ind til Anders og faldt også i søvn. I den følgende uge talte hun konstant med nogen, men jeg lod som om det kun var stress pigen havde mistet sin mor, og så kan man jo også snakke med en usynlig ven. Lejligheden fortsatte med at teste min tålmodighed.

En eftermiddag, mens jeg lavede frokost, kaldte jeg Lærke flere gange til bordet, men hun råbte, at hun ikke ville spise. Hun havde aldrig haft stor appetit, så det var en kamp at få hende til at tage en mundfuld. Hendes mor havde været, sagt så blidt, utålmodig, og når Lærke nægtede, trak hun hende hårdt ved bordet. Da jeg til sidst kaldte hende tiende gang, hørte jeg et dramatisk brag og hende græde. Jeg løb ind på værelset og så et uvirkeligt syn: et stort skab fra IKEA væltede over hende. Heldigvis ramte det kun kanten af sengen, så der var en lille sprække mellem skabet og gulvet. Lærke blev helt igennem forskrækket og holdt en panikreaktion resten af dagen. Senere den aften hørte jeg hende igen græde og bede om tilgivelse. Jeg gik ind for at trøste hende, og hun krøb op i mine arme og holdt mig tæt. Hun stirrede på det samme hjørne, som om der stod en person der med et blegt ansigt.

Lærke, hvem er der? spurgte jeg.

Mor svarede hun stille.

Lærke, kan du sige til mor, at du slipper hende og at hun skal gå.

Mor vil ikke gå!

Da den fyrre dage siden døden gik, gik vi med Lærke til gravstedet i en lille kirkegård uden for Aarhus, lagde blomster og delte småkager med børnene, så de kunne mindes den afdøde. Alt blev roligt. Vi solgte lejligheden, pakkede flyttekasser og tog Lærke med os hjem til vores nye lejlighed på Østerbro. Sådan gik det fra spøgelser i køkkenet til en ny start med kaffe, rugbrød og et glimt af dansk ironi.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

two × two =

MOR TILKALDER IKKE EN FARE MED AT FORLADEN OS
Forlod sin kone – Forestil dig, femogtyve års ægteskab! Og så forlader han hende! – hviskede vennerne til hinanden. – Jamen, han ville jo bare ikke arbejde, og hun, stakkels kvinde, måtte tage job på fabrikken i sin alder! – lød den medfølende snak fra de andre. *** Deres by var så lille, at folk her kunne huske hinanden helt fra barndommen. Klassekammer-træf blev holdt jævnligt, men normalt var det bare spontane kaffe-aftaler på byens cafe eller grillhygge i kolonihaven. Denne gang havde Julie, sammen med et par andre energiske damer, insisteret på et uforholdsmæssigt dyrt restaurantbesøg. – Vi må jo vise, at vi også har succes, – sagde hun til sin mand. Mads, der de seneste par måneder kun havde forsøgt at skaffe kunder efter at være stoppet på fabrikken, smilede skævt. Succesfulde. Deres bord stod i hjørnet, hvilket Mads fandt helt fint. Han nåede at tage et par slurke vin, før Jørgen – hans gamle klassekammerat fra den lokale skole – kom hen til dem. Jørgen var den eneste, der aldrig forandrede sig. – Mads! Længe siden – nok over en måned? – jokede han, – Julie, du er som altid smuk. Behandler du Mads ordentligt? Han er jo en arbejdsom mand. Nå, Mads, fortæl, hvordan går det efter du stoppede? Har du fundet noget, du kan lide? Alt ok hos jer? Mads åbnede munden, klar til ærligt at sige, at efter han stoppede som svejser, hvor han havde været den bedste i 20 år med løn, der fik de andres øjne til at rulle, så lavede han nu kun kaffe om morgenen, mens han ledte efter opgaver. Han tog tilløb: – Ja, altså, Jørgen, jeg… Men Julie var hurtigere: – Ej, Jørgen, du ved da! Hvilket arbejde? – Julie tog en slurk vin og lænede sig frem, og med restaurantens akustik hørte alle omkring bordet hende, – Hvorfor skulle han arbejde? Det føltes som et slag i ansigtet for Mads. – Hvorfor gør du sådan? – hvæsede han. – Mads gider jo ikke søge job. Du ved jo, Jørgen, – Julie sukkede dramatisk, – det mest lukrative i dag er at sidde på konens ryg. Hvorfor knokle? Jeg arbejder, jeg klarer det, og han tager den med ro. Mads, kom nu, indrøm det! Det hørte både Jørgen og dem, der sad nærmest. – Nå… det var da tydeligt, – sagde Jørgen, der kun kunne have ondt af Mads, – Øh… undskyld, Mads, jeg må lige over til Stine. Godt at se dig. Jørgen nærmest flygtede fra bordet. Mads vendte sig mod Julie: – Hvad sagde du lige? Julie slugte mere vin, – Sandheden, skat. Hvad generer dig? – Hvordan kunne du fremstille mig sådan foran alle? Julie, der nærede nag over at hun måtte tage job, svarede barskt: – Hvad skulle jeg sige? At du bare sidder hjemme og lader som om du er eftertragtet som en privat håndværker? Mads, du arbejder jo ikke. Jeg arbejder. Derfor sidder du på min ryg. Det var dér, aftenen sluttede for Mads. – Vi går nu. Straks. – Hvad med festen? – protesterede Julie. – Hvilken fest? Vi går! Julie benyttede lejligheden til at kaste til par gamle klassekammerater: – Vi fik pludselig noget vigtigt! Hyg jer videre! Taxaen, som de fik fat i, kørte gennem de stille danske nattegader. – Julie, – begyndte Mads, da chaufføren talte i sit headset, – Hvad var det, du sagde derinde? Forstår du overhovedet, hvad du gjorde? Han havde spurgt det før, men de havde ikke fået det vendt ordentligt. – Jeg gentager – jeg sagde sandheden, Mads. Synes du virkelig, det er bedre at skjule din dovenskab bag en undskyldning? – Dovenskab? – Mads vendte sig mod hende, – Jeg har forsørget dig i toogtyve år! Du har aldrig behøvet at arbejde! Vi har rejst med børnene til syden, sendt dem på universitet. Vil du påstå, det ikke betød noget? Julie bemærkede, at taxachaufføren nu lyttede med, men det stoppede hende ikke. – Det var dengang, Mads. Nu arbejder jeg. Og jeg forsørger dig. Og du tager dig ikke sammen og søger job. – Jeg stoppede ikke for sjov. Jeg er håndværker, ikke kontormand, – sagde han. Mads havde virkelig været den bedste svejser på fabrikken. Han turde tage de sværeste opgaver. Men den nye chef talte kun grimt, og Mads nægtede at finde sig i det. – Hvad nytter det, når du ikke har job nu? – svarede hun. – Jeg har lagt annoncer overalt! – insisterede Mads. – Men mens du venter, – gentog Julie monoton, – sidder du hjemme på mobilen, mens jeg slider på fabrikken, bare for at betale regninger! Du behøver ikke pust engang om sydenturene. De kom hjem i tavshed. Mads gik forbi Julie, der pakkede tasker ud, og direkte ind i soveværelset. Han skiftede ikke engang tøj, bare lagde sig på sengen uden tanker. Senere kom Julie ind. – Vil du bare ligge der? Vil du ikke hjælpe med opvasken? – Jeg har ikke lyst, Julie. – Sandheden gør ondt. Det var det sidste, han hørte, før han prøvede at falde i søvn. Han genkaldte alt: søvnløse nætter med ekstra jobs for at spare op til huset, hvordan han selv havde repareret deres gamle bil, for at spare penge, Julies stolthed dengang… Nu, én måned uden fast indkomst, og han var blevet til ballast på ryggen. Han gik ind i stuen, væk fra Julie. *** Henad middagstid lød et opkald. – Dav. – Hej, jeg hedder Ivan. Så dit opslag online. Du er jo svejser, ikke? Vi skal have svejset en ramme – hvis du kan komme forbi, kan jeg forklare. – Ja, Ivan, jeg kører med det samme. Derfra begyndte opkaldene at komme. Nogle huskede, hvordan Mads havde svejset deres hegn, andre manglede reparation af varmeanlæg, eller et stativ til taget. Efter tre uger følte Mads, at han fandt tilbage til sig selv. Bestillingerne kom dagligt. Han arbejdede 14 timer i døgnet, men det var hans job, hans penge – og bonus: ingen chef. – Du virker… som dig selv igen, – sagde Julie, da han sent kom hjem fra et job. – Jobbet er der, – svarede Mads og hældte vand op. – Heldigt, – sagde hun, – så kan jeg vel sige op? Det spørgsmål ventede han siden den første kunde overførte depositum. – Sige op? – lo Mads. – Ja. Du ser jo, at det går fremad. Kan ikke se idéen i at fortsætte. Hvornår tjener du måske lige så meget som før? Vi aftalte jo, at jeg ville tage mig af huset. Men Mads havde andre planer. – Julie, – hendes navn lød fremmed, – Din beslutning om at sige op angår ikke mig. Hun forstod ikke. – Hvad mener du? – Jeg mener, at du næppe skal sige op. – Er du sur på grund af den episode? Det har jeg da glemt. Skal vi nu også skændes om sådan en bagatel. – Nej, Julie. Det er ikke bagateller. Du har besluttet, at det jeg gjorde for os i tyve år intet er værd. Fint. Nu skal du også arbejde. Vi får delt økonomi. Mine penge er mine. Dine er dine. Det var ikke kun for at hævne sig, han var bare træt. Hvis Julie skulle behandle ham sådan, kunne han gøre det samme. – Delt økonomi? Er du crazy? Vi har været gift i femogtyve år! – Og hvad så? Var det ikke dig, der bebrejdede mig for at sidde på din ryg? Så slipper vi for at én sidder på den andens ryg. Du arbejder? Bliv ved. Om du siger op eller ej, er dit valg. Han sov igen i stuen. Julie sov slet ikke. Om morgenen pakkede hun tasker, tog lidt tøj og børnefotos og lagde en seddel under hans notesbog i køkkenet: “Jeg bor hos min mor lidt. Tænk over din opførsel” Mads stressede ikke med at få hende hjem. Følelser for hende gik ikke væk, men de grimme ord heller ikke. Selv da han fejrede nytår alene, ringede han ikke til hende. Men han frygtede opkald fra døtrene. Den ældste, Katrine, ringede først. – Far, godt nytår! Hvordan har du det? – Hej, Katrine. Jeg har det fint. – Ville gerne besøge dig, men har eksamen den 3. januar. Umuligt. Jeg ved, at du og Mor… ikke har det godt. Ville du overveje en forsoning? Det var hans frygt. Han vidste, at pigerne, især Katrine, ville tage mors side men var ikke forberedt. – Katrine, jeg ved ikke. Ærligt? Det ender måske med skilsmisse. Han vidste, Katrine nu ville anklage ham. – Far… Tror du, vi dømmer dig? Mads blev tavs et øjeblik. – Virkelig? – Vi er voksne, far. Vi husker, hvordan du sled. Jeg har hørt, hvad mor har sagt til dig… Gør det, du synes er bedst. Vi bakker dig op. Vi elsker dig. Da indså Mads, at alle hans bekymringer var meningsløse. Han græd direkte i røret – og Katrine også. – Tak… Den yngste, Anna, tog det endnu lettere. Anna var mere følsom og sagde bare: – Far, hvis du bliver glad, bliver vi glade. Mor er nervøs, men lad være med at tage det ind. Hun overdriver også. Skilsmissen gik hurtigt igennem. Mads gav hende huset, fordi han ikke ville dele det, og flyttede selv til sin egen lille lejlighed tæt på værkstedet, han havde lejet. De bekendte syntes stadig, Mads var kold og hård. – Femogtyve års ægteskab! Og så forlader han hende! – hviskede vennerne. – Han ville jo bare ikke arbejde, og nu skal hun, stakkel, arbejde på fabrikken! – lød det medfølende fra de andre. Ingen vidste, hvad Julie havde sagt. De så kun afslutningen – ikke hele forestillingen.