Maren, du og din mand deler ansvaret for skilsmissen, siger psykologen og ser mig i øjnene.
Jeg er skyldig? Nej, det er ham, der har ødelagt familien! protesterer jeg.
Forstå, Maren, når et par går fra hinanden, er skylden ligeligt fordelt. 50procent til hver. Ikke 9010 eller 6040, men præcis 5050. Du har ikke formået at opbygge et sundt forhold, forklarer psykologen roligt.
Hvad skal jeg gøre? Jeg har to døtre. Min mand elsker dem, men jeg hader ham. Hvordan skal jeg klare det? spørger jeg i håb om, at hun har en magisk stav, der kan rette op på alting.
Først og fremmest, tag dig sammen, Maren. Du kan ikke køre på fuld hastighed uden at brænde ud. Hvem skal så tage sig af børnene? Døtrene har brug for en stabil mor, ikke en hysterisk én. Overvejer du at indlede et nyt forhold?
Aldrig! Ikke en eneste gang! Jeg vil ikke blive såret igen.
Tag det stille og roligt. Du er ung, livet ligger foran dig. Hvorfor giftede du dig?
For kærlighed, svarer jeg og begynder at græde.
Det er naturligt at søge lykken, men mange ender med at skilles. Vi lærer i skolen om tal og videnskab, men ikke om ægteskabets kunst. Så ser vi, at folk gifter sig, men løber i tårer ud af brylluppet, mens de røde år flyver forbi. Ungdommen smuldrer hurtigt.
Jeg gjorde alt for familien! Jeg holdt ud med min mand i femten år, mens han kun lugtede til blomster og aldrig mærkede noget. Han var passiv i alting. Jeg er træt af ham, kan ikke se ham mere. Vores kærlighed er smadret, forklarer jeg, mens jeg lader alt komme ud.
Jeg vil foreslå et eksperiment, Maren, siger hun med et legende smil.
Hvilket? spørger jeg ivrigt.
Jeg formoder, at du vil have et nyt forhold snart. Giv dig selv en pause, og find en dreng til at slå på, så at sige. Brug ham som træningspartner i ægteskabets kunst, så du lærer at leve med en mand og føle dig tryg, siger psykologen og kigger på mig med et spørgende blik.
Hvor finder jeg sådan en tåbelig fyr? spørger jeg overrasket.
Du behøver ikke lede. Den dreng til at slå på er din eksmand, svarer hun.
Hvordan?
Du har jo ikke længere nogen følelser for ham. Hvis han forlader dig, betyder det ingenting. Så eksperimentér. Det er en sikker vinder, insisterer psykologen.
Jeg beslutter mig for at prøve. Jeg har intet at miste, og jeg er ligeglad med min eks, Lars.
Lars er så træls, at jeg med døtrene flytter ind i en lejlighed på Vesterbro. Så følger retten, og vi bliver skilt. Lars roder med at sende mig billige gaver, blomster og inviterer til sauna, men jeg er udbrændt.
Da jeg med døtrene ind i den lille lejlighed, puster jeg lettet ud. Jeg føler mig endelig i himlen, svæver på skyerne. Men så kommer pigerne og spørger:
Mor, hvad har far gjort?
Jeg fryser. Hvordan forklarer jeg dem, at jeg ikke kan leve med deres far, at hans ord er som vind, at livet med ham er gråt og indelukket? Jeg beslutter mig for at gå til psykologen igen, så han kan vise mig vejen.
Eksperimentet starter. Jeg ringer til Lars en måned efter skilsmissen:
Hej, hvordan har du det? Skal vi mødes? Jeg har nogle spørgsmål.
Maren? Selvfølgelig, lad os mødes med det samme! svarer Lars, mens han næsten griner af glæde.
Vi sidder på en bænk i Kongens Have. Lars forsøger flere gange at sidde tættere på, tage min hånd. Vi taler om ingenting, og jeg har ingen spørgsmål. Han følger mig hjem, giver mig et hurtigt kys på kinden og sender en lille gave til døtrene. Jeg kigger ud af vinduet, så han stadig står udenfor, vinker med hånden, og han sender mig et luftkys.
Sådan bliver mine møder med eksmanden en rolig fornøjelse uden skænderier, uden knust service. Livet får nye, klare farver.
Vi mødes nu en gang om måneden på café, i biografen, i parken. Jeg begynder at spinne et liv af glæde, og jeg tror, jeg kan væve en fremtid sammen med Lars.
Et år går.
Lars, mødes vi i dag? spørger jeg spændt.
Undskyld, Maren, jeg er optaget. Jeg ringer, så snart jeg har tid, svarer han og lægger på.
Det sker trefire gange. Jeg begynder at blive nervøs. Er der en anden? Har Lars fundet sig selv? Jeg bliver jaloux og vil have svar. Jeg ringer igen:
Lars, pigerne savner dig. Lad os tage dem i zoologisk have.
Maren, jeg har en kone på fødeafdelingen, svarer han kort.
Hvilken kone? råber jeg.
Jeg er ikke sjov, Maren. Vi venter en dreng med Lise, svarer han.
Jeg står målløs, får kun et enkelt ord:
Farvel, Maren. Jeg ønsker dig al lykke under de klare danske himle.
