Manden af mine drømme forlod sin kone for mig, men jeg havde aldrig forestillet mig, hvordan det hele ville ende. Jeg havde beundret ham allerede på universitetet i København. Man kan kalde det en blind, naiv kærlighed. Da han endelig vendte sin opmærksomhed mod mig, mistede jeg fuldstændig forstanden. Det skete, for at være ærlig, nogle år efter vores eksamener vi endte med at arbejde i samme firma, Novo Nordisk. Vi havde begge en specialisering i bioteknologi, så det var ikke usædvanligt. Jeg troede dog, at skæbnen havde spillet os sammen.
Han virkede som den mand, jeg altid havde drømt om. På det tidspunkt bekymrede mig hans ægteskab slet ikke. Jeg havde aldrig været gift før og vidste ikke, hvordan det føltes, når et ægteskab går i opløsning. Så jeg følte ingen skam, da Søren besluttede at forlade sin kone, Anna, for mig. Hvem skulle have troet, at det ville såre mig så meget? Som man siger: man kan ikke bygge sin lykke på andres ulykke.
Da han valgte mig, svævede jeg på syvende himmel og var klar til at tilgive ham alt. Men i hverdagen var han langt fra den prins på den offentlige scene. Hans ting lå spredt ud over lejligheden på Nørrebro, og han nægtede stædigt at tage opvasken. Alle huslige pligter faldt på mine skuldre, men på det tidspunkt var jeg ligeglad.
Han glemte hurtigt sit tidligere ægteskab. De havde ingen børn, og det var faktisk hans svigerforældre, der havde presset på for brylluppet. Med mig skulle det være anderledes det lovede han mig.
Min lykke varede kun kort, for alt ændrede sig, da jeg blev gravid. I starten var Søren overstadig glad for den kommende baby. Vi holdt en stor familiefest i vores lejlighed, inviterede kolleger fra Aarhus og København, og alle ønskede os masser af kærlighed og god helse til vores lille. Den aften er stadig et af mine smukkeste minder, og jeg fortryder den ikke. Men fra det øjeblik begyndte min blinde kærlighed at svinde.
Jo større min mave voksede, jo sjældnere så jeg Søren. Jeg var på barsel, så vi så hinanden kun sent om aftenen. Han blev ofte senere på kontoret og deltog i firmafester. I starten generede det mig ikke, men snart blev jeg udmattet. Husarbejdet blev mere udfordrende, for jeg kunne ikke længere bare bukke mig ned og samle hans sokker, som lå spredt over hele gulvet.
Jeg begyndte at spekulere på, om vi havde hastet ind i forældreskabet. Jeg vidste, at følelserne svækkedes med tiden, men jeg havde ikke forestillet mig, at det ville ske så hurtigt. Søren bragte stadig blomster og chokolade, men jeg ønskede bare, at han skulle være ved min side.
Det blev hurtigt tydeligt, at hans hyppige udgange ikke var uskyldige. En kollega nævnte i en samtale, at en ny ung medarbejder i vores afdeling var blevet ansat. Vi savnede allerede personale, og da jeg gik på barsel, blev situationen kritisk. Ironisk, ikke?
Jeg var ikke sikker på, om det var hende, men min mand havde definitivt en anden. Der var ingen fri minut på hans dag enten var det arbejde, et møde eller endnu en firmafest, han ikke kunne gå glip af. En dag fandt jeg et lille stykke papir i lommen på hans jakke med initialer, jeg ikke genkendte. Jeg ved ikke, hvad der fik mig til at lægge det tilbage, men jeg lod som om, jeg intet så.
Det var skræmmende at være alene i min syvende graviditetsmåned, og alligevel klagede Søren konstant over, at jeg var blevet for nervøs. Hver skænderi endte med et suk af skuffelse fra hans side. Jeg indså, at hvis jeg brød emnet op, ville jeg ende alene. Frygten for at miste ham var så stærk, at jeg ikke kunne tænke på noget andet. Som man siger: når man frygter noget for meget, så sker det.
Uanset hvor elegant han havde kurset mig, var han ingen gentleman. De værste ord, jeg nogensinde har hørt, var: Jeg er ikke klar til at få et barn. og Jeg har en anden. Jeg kan ikke engang huske præcis, hvordan han sagde det, men i det øjeblik troede jeg, jeg gik amok.
Jeg havde aldrig troet, at jeg kunne finde modet til at anmode om skilsmisse. Det virkede som om, han ikke havde forventet, at jeg ville sætte en stopper for hans opførsel. Jeg kastede alle hans ejendele ud af lejligheden den næste dag. Jeg var taknemmelig for, at vi lejede en lejlighed på Østerbro så vi ikke behøvede at dele den med nogen.
Og barnet? Tænk over det. Hvordan skal du opdrage det?
Jeg finder en løsning. Jeg arbejder hjemmefra, og mine forældre har altid tilbudt at hjælpe. Min mor advarede mig om, at han var en kvindesøger jeg skulle have lyttet.
Det var ansvaret for min kommende søn, der gav mig styrke. Alene ville jeg aldrig have haft modet til at gå.
Jeg indså også, at jeg ikke ville opdrage et barn med en far som ham. Hans forræderi var så fejlagtigt, at jeg ikke ville have noget med ham at gøre. Det var som om en tåge løftede sig fra mine øjne.
De første måneder efter skilsmissen, inklusive fødslen, var ekstremt hårde. Jeg flyttede tilbage til mine forældre i Roskilde, hvilket glædede både dem og mine bedsteforældre, som var begejstrede for at have en lille dreng. Jeg kan ikke sige, at jeg ikke savner Søren overhovedet, men jeg prøver at holde ham ude af mine tanker. Jeg er sikker på, at jeg har truffet det rigtige valg, og at jeg kan give min søn alt, han har brug for.
Så pludselig dukkede han op igen. Det viste sig, at Søren dybt fortrød og ønskede at møde sin søn. Men vil jeg det? Måske skal jeg virkelig flytte til en anden by, som Århus, for at starte på ny?
