23. november 2025
I aften sad jeg ved vinduet i min lille lejlighed på Nørrebro og så sneen dale over de tændte vinduer i gaderne. Det var en af de der kolde vinteraftener, hvor man enten kan sidde i lyset fra stearinlys eller lade sig falde i mørket for mig spillede det ingen rolle. Jeg havde alt, hvad man kan ønske sig: et hyggeligt hjem, et stabilt job på akutafsnittet i Rigshospitalet og en flok firbenede venner, der altid holdt mig med selskab. Men kærligheden til den anden halvdel af livet syntes at løbe som en vandstrøm gennem en spand med huller.
Alle mine skolekammerater er nu gift, har børn og en tryg hverdag, mens jeg stadig gik alene på gaden. Jeg begyndte at spekulere på, om min skæbne var at være den evige singlet, som man ser på i de gamle danske folkeviser. Men så mindede jeg mig selv om, at jeg også havde en hjertevarm familie: min mor døde, da jeg var ung, og min bedstemor, Mormor Inge, har siden da passeret mig på og opdraget mig til at blive sygeplejerske. Skoleåret afsluttedes med, at jeg søgte optag på medicinstudiet, men rykkede ikke igennem; i stedet startede jeg på den korte uddannelse til ambulancemedarbejder og har nu arbejdet døgnvagt på skadestuen.
Som barn drømte jeg om en kat og en hund, men min mor var allergisk over for pels. Da jeg som 12årig bragte hjem en lille, skælven killing, begyndte hun pludselig at hoste, så jeg måtte aflevere den til Mormor. Senere, da vi mistede forældrene, fandt jeg en lille sort hund ved en skraldebunker og kaldte ham Snuske. Jeg ønskede også en hund, men Mormor var bange for, at jeg ikke kunne klare ansvaret.
I dag har jeg fem trofaste ledsagere. Den første, en skrøbelig loppebelastet hvalp, blev fundet ved indgangen til Torvehallerne, rystende af kulde. Jeg smøg ham ind i en pose og bar ham hjem. Han var så hurtig som en jernbane, så vi kaldte ham Kuglen. Han blev straks ven med Snuske.
Kort tid efter fandt jeg en lille, lille tysk gravhund, som en familie fra Østerbro smed ud på gaden, fordi den ville ødelægge deres nye sofa. Jeg hentede hende, og hun hed nu Mimse. Hun var så klog, at hun forstod, at hun var blevet forladt, og hun græd i en uge, indtil jeg hørte om hende fra de lokale hundeelskere. Jeg bandt en varm halsedragt om hendes ører, så hun ikke frøs. Hun gik med en fin, grå strik i hovedet, som en ældre dame i en lille landsby.
En tidlig morgen, da jeg løb til vagten, rullede en sneklump ned ad trappen og ramte mig i ansigtet. Bag den lå en sort kat med store, blå øjne, som havde låst sig fast ved varmerøret. Jeg kaldte hende Misse og gav hende et stykke ost og en skive rugbrød. På væggen satte jeg et kort med noten: Misse, du må ikke blive smidt ud. Jeg henter dig, når jeg er færdig på vagt. Mormor syntes, at navnet var lidt for pompøst, men den store, stolt kat accepterede det og blev hurtigt lederen af flokken.
Senere fandt jeg en lille, sød killing i et park, der næsten blev spist af to kragepar. Jeg kaldte ham Musse. Han voksede op til at blive en stille, venlig kat, der aldrig skabte ballade. Så har jeg også en gammel kat, som Mormor kaldte Kage, fordi den altid lå i køkkenet ved kagens skiver.
Selvom jeg har en hel zoologisk samling derhjemme, har jeg haft svært ved at finde en partner, der kunne acceptere den zoo jeg lever med. Min gamle veninde, Mormor Inge, advarede mig: Åh, Sidsel, du har to hunde og tre katte det er som at have fem børn. Ikke alle mænd kan tage den slags ansvar. Jeg tog hendes ord til hjerte, men så mødte jeg først Mads, den charmerende svømmer fra Aarhus, som så ud til at kunne klare en hel flok dyr. Vi gik hurtigt fra flirt til forlovelse, og han hjalp endda med at gå med Kuglen og Mimse i parken.
Det gik dog op for mig, at hans kærlighed til mig kun rakte så langt, som hans tolerance over for mine dyr. En aften, da jeg stod og lavede aftensmad, så jeg ham på altanen, hvor han i raseri slog til Mimse, som ved et uheld havde trampet på hans hvide sneakers med sine mudrede poter. Kuglen sprang ud for at forsvare hende, men fik et hårdt stød i ansigtet af hans læderrem. Jeg løb ud i sneen, greb hans håndled og rev remmen af ham med al min kraft.
Det gør ondt, Sidsel! råbte han. Jeg svarede: Det gør dig ondt, men mine dyr gør det også! Hvorfor slår du dem?
Han forsøgte at undskylde med det var bare for at holde dem fra at trampe på mine sko. Jeg sagde: Gå din vej, og kom aldrig igen! Han lo højt og sagde: Det er jo kun en lille zoo, du har her. Jeg gik hjem med et hjerte, der brød på grund af den knuste drøm om at dele livet med ham.
Det gik et år, og jeg fandt endelig en ægte forelskelse i Anders, en traumatolog fra Odense, som jeg mødte på en natvagt, da vi begge hjalp en bilulykkepatient ind på skranken. Hans rolige stemme og alvorlige blik slog mig som en lynild. Vi udvekslede numre, og han ringede mig dagen efter. Vi begyndte at ses, og jeg mærkede, at han tog mig seriøst, selvom jeg gemte mine dyr for ham. Jeg tænkte, at hvis jeg sagde sandheden, ville han måske afvise mig, så jeg holdt det skjult.
Efter seks måneder introducerede han mig for sin søster og hendes mand i en lille hytte på Sjællands Kyst. Jeg førte ham til min lejlighed, men han så straks den store mængde dyreudstyr i skabet, og mistanken voksede. Jeg måtte vælge: indrømme, at jeg boede sammen med fem dyr, eller fortsætte med løgnen. Jeg valgte at flytte alle dyr til Mormors hus, men hun sagde: Du kan ikke bare gemme dem der, Anders er en ærlig mand, og du må være ærlig over for ham. Jeg bøjede mig for Mormors ord og sagde, at jeg ville besøge dyrerne hver dag, men at jeg havde brug for at finde ud af, om vi kunne fortsætte sammen.
Anders blev overrasket, da han en dag fandt en kasse med dyrefoder i skraldespanden, men han sagde blot: Det er bare baggrundsstøj. Samtidig slap Mormor Kuglen og Mimse ud i sneen, og de løb som en lille procession gennem den friske hvide sne, mens Misse førte an med sin stolte hovedpragt. Folk på gaden så forbløffet på den farverige parade, og jeg stod tilbage med kinderne røde af skam.
Da Anders så den store flok af hunde og katte stå ved døren, spurgte han: Er det jeres? Jeg knælede, skjulte ansigtet i mine hænder og græd stille. Mormor sagde: Du sagde, du havde ingen brudgom med brudegaver. Anders trak sin jakke på, gik ud med bilen og sagde farvel.
Jeg lå tilbage i lejligheden, omfavnet af alle dyrene, og tænkte over, hvad der egentlig var sket. Jeg havde mistet et potentielt liv med Anders, men jeg havde beholdt min ægte familie af firebenede venner. Jeg indså, at det er bedre at være sandfærdig over for sig selv end at gemme sig bag en facade, som kun bringer smerte.
Jeg har lært, at ærlighed både over for mig selv og de jeg elsker er den eneste vej, der fører til et liv uden skjulte skygger. Selvom jeg stadig er alene i et kærlighedsmæssigt perspektiv, ved jeg nu, at jeg kan stole på, at mine dyr vil stå ved min side, uanset hvad fremtiden bringer.
