Den påtrængende svigermor dukkede op som om hun boede hos os, indtil jeg gav hende en smag af hendes egen medicin
Nogle gange viser det sig, at fjenden i huset ikke er en fremmed, men en svigermor med et venligt smil og en Tupperware fuld af mistænkelige kødboller. Jeg hedder Élodie, har været gift i to år, og som man siger, gik alt fint mellem mig og min mand indtil hans mor begyndte at varme vores hjem alt for ofte. Hun var så insisterende, at selv postbuddet kom forbi sjældnere end hende.
Jeg sorterede madvarerne i køkkenskabet, da døren pludselig gik op. Jeg åbnede. Selvfølgelig MarieClaude, min svigermor.
Élodie, hej, jeg har lavet kødboller! Med skrubbe! Helt friske! Hun rakte gladeligt den plastikbeholder.
Jeg sukkede. Min mand og jeg har altid hadet fisk. Jeg blev træt af den fra barnsben, og han, som søn af en fisker, har spist så meget, at han næsten kunne have fået gæller. Vi har snakket om det flere gange. Men svigermoren foregik som om, det var lige meget.
MarieClaude, vi spiser ikke fisk Du ved det jo.
Men man skal jo ikke smide det væk! Gem det, så kan I give det videre til nogen! forsøgte hun at forsvare sig.
Det var dog ikke kun de forbandede kødboller. Hun kom oftere og uden varsel. Uden at banke på. Hun gik ind som hjemme og begyndte sine inspektioner:
Åh, hvad er det for en ost? Jeg har aldrig smagt den før, jeg tager et stykke. Og måske lidt pølse også, så kan du købe mere. Forresten, jeg har medbragt fisk man skal jo dele!
Hver gang hendes appetit voksede. En dag dukkede hun op med en veninde. Ingen invitation. Ingen forespørgsel.
Vi var på apoteket tænkte vi at varme os lidt. Skal du ikke give os en kop kaffe?
Mens jeg stod som frosset ved døren, rorede hun allerede rundt i køleskabet, trak syltetøj, ost, småkager frem, mens veninden slog sig ned ved bordet.
Jeg følte mig som en fremmed i mit eget hjem. Min mand løftede armene det er mor, hun er sød. Sød? Jeg havde set hende gemme vores ananas under sin frakke. Det var ikke længere hjælp eller omsorg det var en fræk indtrængen.
Så udtænkte jeg en plan. Blid, men præcis. Næste dag tog jeg min veninde Nathalie med, købte de stærkeste sushi i kvarteret, og uden varsel gik vi til MarieClaude.
Hej, vi var i nærheden og tænkte, vi skulle kigge forbi! Vi har medbragt sushi prøv dem! sagde jeg med et smil, mens jeg pressede fadet i hendes hænder.
Svigermoren blegnede. Hun kan ikke udstå sushi. En gang smagte hun dem, og siden da kalder hun dem råe rotter på ris.
Sæt jer, så ser jeg, hvad I har medbragt, jeg vil også have noget sagde jeg, mens jeg gik mod køleskabet.
Jeg trak en couscous, en piémontesalat, en kage frem alt faldt på bordet. Nathalie lo højt.
Åh, MarieClaude, er det ikke i orden? Jeg har medbragt sushi, det er jo normalt at udveksle, ikke? tilføjede jeg med falsk uskyld.
MarieClaude stod lammet på stedet. Uden ord. Hun forstod. Forstod hvordan det føles, når nogen invaderer ens hjem.
Jeg gik og takkede hende for den varme modtagelse, og lovede at komme tilbage snart.
Siden da har alting ændret sig. Hun ringer nu inden hun kommer, hendes besøg er sjældne og diskrete. Hun bringer endda med, hvad vi virkelig kan lide. Ikke mere fisk. Nogle gange er det ikke nødvendigt at skændes. Man behøver bare at holde et spejl op foran dem.
Min indtrængende svigermor ankom som om hun ejede huset, lige indtil min ‘hjemkomstfest’
