Mor, kan du sidde med Mikkel i dag? spurgte Kirstine med træt stemme. Jeg skal på arbejde og hente vigtige papirer.
Kirstine, jeg har møde med redaktøren klokken syv i aften, svarede Else, mens hun bladrede i sin dagbog. Jeg kan desværre ikke.
Altså, mor, du er altid optaget! Han er jo din barnebarn! Er arbejdet virkelig vigtigere end mig?
Else knibbet læberne sammen. Endnu et forsøg på at spille på samvittighedens skyld.
Kirstine, jeg sagde jo, at du skulle vente med at få barn med en, du knap kender. Du lyttede ikke. Det er dit valg, dit ansvar.
Sådan er det, svarede Kirstine koldt. Så du er ligeglad med mig og barnet. Tak for støtten.
Hun lagde på.
Else var netop fyldt femoghalvtreds år. Endelig kunne hun puste ud. En skilsmisse havde vendt hendes liv på hovedet. Femten år havde hun alene forsørget to døtre, arbejdet på to jobs og nægtet sig selv alt. Men for fem år siden kom Mikkel Nielsen ind i billedet. En rolig, pålidelig mand, som accepterede hende med hele bagagen og ikke stillede urealistiske krav.
Døtrene voksede op, fik uddannelse. Den ældste, Kirstine, købte en etværelseslejlighed sammen med Mikkel, mens den yngste, Freja, fik en studiebolig i nybyggeri. Else fik endelig en god stilling i et forlag, meldte sig på italienskundervisning og begyndte at spare op til en rejse til Italien drømmen om et liv i Firenze.
Men Kirstine blev gift som 23-årig med den første, der kom forbi. Seks måneder senere var hun gravid. Else havde advaret hende om at skynde sig, men hun lyttede ikke. Nu viste det sig, at svigerfaderen var uansvarlig, arbejdede sjældent, og pengene strømmede kun af og til. Kirstine kæmpede mellem spædbarnet og småjobs for at få enderne til at mødes. Telefonen rungede konstant med hendes opkald.
Else lænede panden mod det kølige vindue. Hvor trættende var det at blive bedt om at opgive sig selv? Kirstine begyndte at antyde, at hun ville flytte hjem igen, så det skulle blive lettere for alle. Else sagde nej, fordi hun havde sit eget liv, sit arbejde, sine planer. Datteren blev såret, græd i røret om den tabte ungdom.
En uge senere kom en ny overraskelse. Den 20-årige Freja, lige færdig med universitetet, annoncerede, at hun var gravid. Faderen var en fyr, hun havde kendt i tre måneder, en budbilchauffør, der levede i et kollegieværelse uden udsigt. Freja løb ind i stuen, strålende.
Mor, kan du tro det? Vi med Viktor skal blive forældre! udbrød hun, mens hun faldt på sofaen. Vi får en lille! Det er så fedt!
Else så på datteren, og irritation boblede op igen. Samme historie som med Kirstine.
Freja, har I tænkt jer, hvordan I vil klare jer? spurgte Else roligt. Hvor skal I bo? I en studielejlighed med en baby? Hvad skal I købe?
Freja kradsede i sin cardigan.
Så længe Viktor har et værelse Så finder vi på noget. Mor, du hjælper os, vel? Vi har brug for dig.
Else satte sin kop hårdere på bordet, end hun havde tænkt.
Nej, Freja. At få barn er jeres ret, jeg er ikke imod det. Men at forsørge en ung familie er ikke min opgave. Lejligheden er din, alt hvad jeg kunne give, har jeg givet. Nu må I klare jer selv.
Freja sprang op, tårene strømmede.
Hvordan kan du sige det? Er du hjerteløs? Jeg er din datter! Barnet er din barnebarn!
Det er netop derfor, jeg er ærlig. I er voksne. Du har en uddannelse, Viktor har et job. Hvis I har besluttet at få barn, så må I tage ansvaret selv. Jeg har gjort mit. Jeg har mit eget liv, mine egne planer.
Hvilke planer? Er familie ikke vigtigst? råbte Freja, mens hun greb sin taske. Kirstine har ret. Du er egoistisk!
Kirstine stormede ud af lejligheden. Else stod i stuen med lukkede øjne. Begge døtre stod samlet mod hende i den digitale familiegruppe, fyldt med anklager om egoisme og koldhed. Kirstine skrev lange beskeder om, hvor svært det var, at mor skulle hjælpe, mens Freja tilføjede, at hun aldrig havde forestillet sig, at mor kunne være så ligeglad.
Mikkel støttede Else, krammede om aftenen og forsøgte at berolige. Men spændingen voksede. Kirstine kom med barnet uden varsel, smed lågen op og sagde:
Mor, jeg er her kun for et par timer, pas på Mikkel.
Else prøvede at protestere, men Kirstine var allerede på trapperne ned. Mikkel rynkede panden, men sagde intet. Freja ringede med tårer i stemmen, bad om moralstøtte, klagede over, at Viktor ikke forstod, at der ingen penge var, og at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre.
Else følte sig presset fra alle sider, som en uendelig brønd, der skulle fyldes på.
Lørdagen gik stille. Else og Mikkel planlagde en rolig aften med film og snak om den kommende rejse til Italien. Pludselig klingede døren.
Mikkel åbnede. På dørtrinnet stod Kirstine med kufferter og barnet i armene. Bag hende fulgte Freja med røde øjne af tårer.
Mor, vi flytter midlertidigt ind hos dig, erklærede Kirstine uden at hilse, og trillede kufferten ind. Sergey kommer senere med resten af møblerne. Vi vil leje vores lejlighed ud, så vi får penge! Så kan du hænge mere med Mikkel, mens jeg kan arbejde!
Hvad? stammede Else. Kirstine, hvad snakker du om? Det har vi ikke aftalt.
Hvad skal der aftales om? Du er min mor, du skal hjælpe. Hvem ellers?
Freja skubbede sig ind bagefter.
Mor, jeg har brug for penge til en babyseng, snøftede hun, mens hun tørrede næsen med ærmet. Vi har intet. Viktor tjener lidt, jeg kan ikke blive hjemme i barsel, jeg må arbejde.
Else mærkede, hvordan noget bristede inden i hende. Al træthed, irritation og sårede følelser brød ud.
Nej, sagde hun skarpt og gik frem. Kirstine, vend om og tag hjem. Freja, ingen penge. Det er slut.
Begge døtre stod måbende og så på hende.
Er du seriøs? spurgte Kirstine, mens hun holdt Mikkel, som græd.
Helt sikkert, svarede Else, armene krydsede over brystet. Jeg har opfostret jer, givet uddannelse, købt lejligheder. Fløjt nu ud af reden og byg jeres eget liv i stedet for at hænge mig på jeres børnebørn!
Så kan du tale sådan! skreg Freja. Vi er dine døtre! Dit blod!
Jeg kan, derfor siger jeg det, svarede Else. I er voksne. I har valgt, hvem I vil binde jer til, og hvornår I vil få børn. Jeg advarede, jeg rådede. I lyttede ikke. Det er jeres ansvar, ikke mit.
Kirstine flyttede barnet til den anden arm, stirrede på moderen med forbløffelse og vrede.
Du smider mig ud? Seriøst? Du kaster din egen datter på gaden med et lille barn?
Jeg smider dig ikke ud. Du har et hus! svarede Else uden at løfte blikket. Og du har en mand! Løs jeres problemer selv.
Du er en kold egoist! råbte Freja, og slog med foden. Du betyder ingenting for os! Alt du tænker på, er Italien!
Ja, Italien betyder noget for mig, svarede Else roligt. Mine planer, mit liv. Jeg har levet i tyve år kun for jer. Hvad vil I mere? At jeg bliver til jeres livløse barnepige indtil min sidste dag?
Døtrene kiggede på hinanden. Kirstine greb kufferten, vendte sig og gik mod udgangen. Freja løb efter. Else hørte deres skridt forsvinde ned ad trapperne, en blanding af foragt og sårede stemmer.
Ugen gik uden et eneste opkald eller besked. Mikkel sagde, at Else havde gjort det rigtige. Men inden i hende klemte en uro. Var det for hårdt?
Senere fandt hun ud af, at Kirstine havde solgt sin lejlighed og flyttet ind hos sin svigerhus. I en trang lille toværelseslejlighed blev hun presset af svigermorens krav og svigerfarens klager over, at unge er dovne.
Freja havde hørt af en nabo, at hun græd på bænken ved opgangen. Viktor var bange for ansvar og flyttede ud. Han pakkede sine ting og forsvandt. Freja stod alene med en gravid mave og ingen penge.
Else stod i køkkenet, prøvede at forstå, hvad hun skulle gøre. Medfølelse for døtrene stod mod hendes beslutsomhed om ikke at blande sig. Hun havde givet dem en god start; hvad de sårede ud af den, var ikke hendes ansvar.
Døtrene ringede igen. Kirstine klagede over svigermorens kritik, græd over, at hun ikke kunne klare det længere. Freja græd, at hun var helt alene. Else lyttede, viste sympati, men tilbød ingen konkret hjælp kun råd.
Men de ville have mere end råd. De ville have, at mor skulle løse deres problemer, give dem husly og penge. Else sagde nej hver gang.
Med Mikkel købte de billetter til Italien for tre uger den længe ventede drømmen. Før afrejse ringede Else til døtrene.
Mor, er du i tvivl? spurgte Kirstine usikkert. Hvad med os?
I er voksne, I klarer det, svarede Else, mens hun så på kufferten ved døren. Når I lærer at løse jeres egne problemer og holder op med at se mig som en gratis barnepige og pengepumpe, vil jeg gerne tale med jer som ligestillede. Indtil da, voks.
Du forlater os? hviskede Kirstine. Hvad gør vi så
Jeg forlader jer ikke. I har ret til at fejle. Jeg har ret til ikke at betale for jeres fejl, sagde Else og tog sin jakke. Jeg vil altid være jeres mor, men jeg behøver ikke ofre mig for voksne børns dårlige beslutninger.
Mikkel ventede ved bilen. Else gik ned, satte sig i bilen og trak vejret dybt. Hun havde endelig besluttet: Ikke mere skyldfølelse. Hun havde givet sine børn uddannelse, tag over hovedet, kærlighed. Hun havde givet råd, men ingen lyttede. Opgaven var fuldført. Tid til at tænke på sig selv.
Else drømte om en pause sammen med sin mand. Om de romerske gader, florentinske museer, venetianske kanaler. Om friheden, hun havde fortjent. Alt dette lå foran hende og det var bare helt perfekt.
