Giv mig din datter, så holder jeg mund, siger Ingolf, mens han holder sin hånd på den slidte bordplade.
Undskyld, jeg så det ikke, vær menneskelig, Ingolf, lad mig ikke blive ødelagt
Hvem tror du, jeg er, Ingolf? Har du glemt mit navn? For dig er jeg Ingolf Henriksen.
Vær så venlig, lad sagen gå til retten
Ingolf rejser sig, retter ryggen, spænder skuldrene så hårdt, at skjorten knirker. En kold ild brænder i hans mørke øjne og skræmmer Søren Zylinski, hvis skuldre synker sammen af frygt.
Søren har ledet sit hold i mange år, men Ingolf blev formand for kun et år siden. Folk mente, at han var for ung kun femogtyve år. Men kommunens ledelse så hans evne til at få landbruget til at gå rundt, hans energi og hans klare måde at tænke på, så de gav ham grønt lys.
Du er en tyv, Søren Zylinski, siger Ingolf med en metallisk tone. Når jeg siger noget, kan du ikke snuble væk; jeg vil bøje dig med den magt, jeg har fået. Der var stakke, og så forsvandt de, fortsætter formanden. Det var i foråret, tror du, jeg har glemt Jeg sender dig til retten!
Sådan kan det gå, jeg har altid arbejdet ærligt på marken Jeg har ikke taget noget, sværger jeg. Ingolf, kan vi måske finde en løsning? Min kone vil ikke klare det, og jeg har børn
Børn, siger Ingolf eftertænksomt. Du vil have en aftale? Jeg vil beskytte dig men hvad får jeg ud af det? Hvis jeg dækker dig, skal jeg have noget til gengæld
Søren strammer op og holder øje med formanden, i håb om, at han måske vil bøje sig, for de er vokset op på samme jord.
Og Birgitte, din dejlige, smukke pige hvad hvis jeg gifter mig med din datter? Så får jeg et ægteskab?
Søren blegner. Tænk dig om, Ingolf, hun er stadig ung
Ung, siger han. Jeg har set hende på gården forleden en ung pige.
Hun er kun sytten år, lige ved at blive kvinde, stadig har hun sin dukke, hun holder om den.
Lad hende blive en levende dukke! Så er min betingelse klar: Giv mig din pige, så holder jeg mund om din fejl. Hvis du nægter, fortæller jeg det videre til kommunen, så du ender i retten. Så er det bedre at give mig datteren eller at tørre brød Du ved ikke, om du får se din familie igen.
Søren falder i knæ for formanden. Hvad kræver du af mig? Det er en umulig byrde! Hvordan kan jeg tvinge min datter til dig? Hvad er jeg, en monster?
Ingolf vender tilbage til bordet, sætter sig og tager et stykke papir. Så lad os skrive: Søren Zylinski gik imod myndighederne, greb fat i folkets velstand
Vent, skriv ikke, siger Søren med en faldet stemme, jeg vil tale med min datter i dag.
Så tal med hende. Hun er nemlig en stædig pige, som har turde sige imod og du kalder hende lille.
Så er du skyld i det, du tog hende med dig hun blev bange.
Hvis du vil have min sjæl, smiler Ingolf.
Søren sukker tungt. Hvis kun min sjæl
Han kommer hjem, sætter sig på den slidte bænk og trækker støvlerne af.
Hvad er der galt? spørger Mariane.
På bordet står en gryde med kartofler, og i ovnen lugter nybagt brød i hele huset. Hvorfor så trist?
Birgitte! han råber på sin datter. Pigen gik ud af soveværelset, havde ikke nået at flette sit hår.
Hvad, far?
Han ser på hende. Formanden har sat sig for øje med vores datter han vil gifte sig med hende.
Birgittes læber ryster, hænderne famler i den uflækkede flet, og hun står som en birk i vinden, rystende af hans ord: Hvorfor vil han mig? Jeg vil ikke
Mariane giver et suk, falder på en stol.
Søren sukker igen. Jeg ved, du ikke vil, men jeg vil heller ikke Det er for tidligt for dig.
Far, hvorfor gør du sådan?
Det er nogen, der har fundet på at trække en pige ind i landsbyrådet med magt, vi lever ikke under en konge længere
Formanden har tænkt det ud, så han kan blive vores fjende, siger Mariane.
Så afvis ham, så er alt forbi, foreslår Mariane.
Far, jeg vil ikke gå med ham, han er ond, alle er bange for ham
Den yngste søn, Kurt, læner sig mod ovnen og lytter til hvert ord.
Jeg er skyldig, jeg var dum, jeg overså stakkene om foråret
Åh, far, så får de dig i fængsel
Så vil Ingolf sætte dig i fængsel han truer, men jeg har ikke holdt min tillid, han siger.
Så hvad sker der, hvis han vil have Birgitte? Han vil jo også tage dig
Det er sandt, svarer Søren, at give min datter for min fejl jeg behøver ingen svigersøn på min ryg
Far, kan du klage? spørger 13årige Kurt.
Stil dig, jeg klarer mig uden dine råd, beordrer far. Du vil selv ende i fængsel, vores hjælper er fundet hvem vil lytte til mig? Jeg er stadig formand, selvom jeg er grøn
Far, jeg er bange for ham, græder Birgitte.
Søren ser på sin datter, så på sin kone, sukker og forbereder sig på at gå.
Hvor skal du? spørger Mariane.
Pak det, mor, husk skjorten, og brødskiverne Jeg går i morgen tidligt til Ingolf, lad ham arrestere mig, jeg er ikke fjende til min datter, så jeg ikke skal give hende bort med tvang, og det er for tidligt for hende
Mariane løber ind til sin mand, omfavner ham og siger. Birgitte går ind i soveværelset og lægger sig på den indrettede seng. Hun sidder der, hører sin mor græde og sin far sukke. Hun har ikke set sine veninder; kun farens ven, Fede, Maternas søn, som er et år ældre, næsten som en bror. Han er pæn, men hun har ikke set ham før. Formanden har hun slet ikke tænkt på. Han er ældre, og hans tunge mine skræmmer hende, han råber altid, kræver og kritiserer han er en fremmed for hende.
Birgitte føler medlidenhed for sig selv, for hun har ikke set sig om, og nu står hun foran et ægteskab med en mand, hun ikke kender, Ingolf Zorin. Men også for sin far, som måske skal forsvinde for altid.
Hun begynder at flette sit hår, trækker i trådene, men smerte mærker hun ikke, kun vrede og fortvivlelse. Så vender hun sig mod sine forældre, tager sin fars taske. Jeg vil ikke gå nogen steder, far, siger hun for første gang som voksen.
Hvis du var enig, siger Søren og slår sig i brystet, så ville det ikke såre mig. Det vil blive hårdt for dig med ham bedre jeg tjener min straf, så du kan leve uden tårer.
Far! Birgitte griber ham. Gå ikke! Han vil sætte dig i fængsel uden at blinke. Vi bliver dømt, de vil pege på mig, på Kurt og på min søster Antonine, som allerede har en mand og børn.
Søren sætter sig træt på kisten ved døren, som også bruges som bænk. Jeg ved det, Antonine vil også blive ramt, skammen vil ramme hele familien, de vil sige, at Søren Zylinski har spist høet så er det skræmmende.
Gå og sig til ham i morgen, at jeg er enig, lad ham sende en forlovelsesbesked, beder Birgitte.
Mariane samler deres ejendele og lægger dem bag ovnen, mens hun tørrer sine øjne og dækker bordet.
Om natten ligger Søren og Mariane vågne, taler og sukker hårdt. I naboværel hører de Birgitte græde.
Nej, Maja, hun er bange for ham, ægteskabet vil være en byrde, siger Mariane, i morgen tidligt tag min taske, så jeg kan gå ud i gården og til Ingolf, så han kan gøre, hvad han vil, men jeg giver ikke min datter.
Mariane holder fast i sin mand: Søren, som du vil, men hvordan skal vi klare os uden dig
* * *
De rejser sig ved daggry, bange for at vække børnene. Mens de håndterer gården, ser de ikke, at Kurt løber ud af porten. Da de er færdige, står solen højt.
Hvor er vores lille dreng? spørger Søren.
Jeg ved ikke, han er måske løbet til skolen, svarer Birgitte, har ikke set ham siden morgen.
Det går nok, jeg bliver lidt hjemme længere
Søren, bliv hjemme til frokost, så vi har tid til at klare os, siger Mariane. Hun håber stadig, at uheldet vil gå forbi.
Det er heller ikke nødvendigt at skynde sig i fængsel, tænker Søren.
Samtidig kører Kurt med onkel Matias i en traktor på vej til kommunens centrum.
Hvorfor skal du til kommunens centrum? spørger Matias.
Jeg har en opgave fra skolen: hente eksamensbeviser. Så jeg haster.
Matias stønner, traktorens motor larmer, mens de kører ind i byen.
Kurt springer af, takker og løber til kommunens kontor. Den første sekretær, Gyrth, er en robust fyr på femogfyrre år. Kurt tror, han kan hjælpe både far og Birgitte.
Hvad vil du, dreng? spørger Gyrth med overraskelse.
Jeg leder efter Alexei Mitrovich.
Hvorfor?
Jeg har et problem.
Børn hører ikke hjemme her.
Gyrth kalder ind den egentlige leder, Gyrth. Kurt falder i sprogforvirring og forvirrer sekretæren.
Vent, du kan ikke så let tale dårligt om formanden, siger sekretæren, da han hører drengens historie.
Det er sandt, siger Kurt, min søster Birgitte vil ikke giftes med Ingolf, men han presser mig.
Hvor hørte du det fra?
Jeg ved, at Ingolf Archibald har planlagt at tage Birgitte som hustru
Gyrth griber ind, siger, at han vil vente ved indgangen, indtil Vasili bringer en vogn.
I Mursen, hvor kommunen holder møde, giver Ingolf Zorin ordrer og inspicerer markerne, kritiserer traktoren Peder. Da Gyrth ser ham, bliver alle tavse. Ingolf retter sig og er klar til at redegøre for de daglige anliggender.
Kurt gå rundt ved rådhuset, kigger på vinduerne. Han elsker at klage, men denne gang føler han medlidenhed for sin far, som måske skal i fængsel.
Sådan, hvordan styrer du? spørger Gyrth.
Alexei Mitrovich, alt som altid, prøver jeg at holde gården i live
Jeg ser, du har mistet høet om foråret, men du rejser nu kun en storm. Hvorfor holdt du mund før? Ventede du på den rette mulighed? Hvorfor tror du, at din leder Zylinski er skyldig? Eller fordi din datter afslog dig, så du truede?
Spørgsmålene falder som ærter, og Ingolf bliver blegere for hver eneste.
Jeg forstår, siger han. Jeg er skyldig. Det er ikke mig, men en anden, der tog stakkene Jeg ville skræmme ham.
Så betaler du for det, siger Gyrth roligt, men fast. Du går for retten for overgreb.
Kurt springer ind, åbner radioen. Tænd den, der er nyheder
Radioen spiller, og alle hører om krigen: 22. juni 1941, den tyske invasion.
Kurt skynder sig hjem, selvom han ikke ved, hvad der venter.
Alexei Mitrovich, jeg tager ansvaret, men tiden er dårlig, siger den bleggade Ingolf. Lad mig gå i front, jeg bliver kaldt.
Gyrth, rystet af nyhederne, læner sig over bordet og tænker, hvordan han skal håndtere Ingolf Zorin.
Høet er spist, han ved ikke, hvis køer spiste det, men jeg skal i front nu
Hvem bliver tilbage? spørger Gyrth.
Der vil være mænd, fx Matias Illich, han er for gammel til værnepligt, men kan blive formand
Så er det tid, Ingolf, jeg har travlt jeg tænker på dig senere.
En uge senere står flere traktorer omkring rådhuset, og landsbyboerne samles. Ingolf bærer en taske, løfter armene og går i en cirkel, mens folk samles omkring ham.
Åh, Ingolf Henriksen, du har stærke hænder du kan både holde en kvinde og en riffel, siger Matias Illich, som nu er den nye formand.
Zylinskis familie vinker farvel til svigersønnen. Antonine hænger fast på ham som en pisk, indtil kommandoen: Til traktorerne!
* * *
Vinteren i Jylland er hård, foråret uberegnelig, og dagene er lange med triste beskeder.
Åh, sukker Mariane, ser på datteren, vi har lige undgået en tragedie, men en ny fare kommer. I dag ser jeg, at den ene ulykke falmer som en ild i vedovnen.
Fire år er gået, Mursen er blevet tom, flere enker og forældreløse er kommet. Men foråret 1945 giver håb, sejren nærmer sig.
Fedor vender tilbage i marts, han er såret men vender hjem, han blev indkaldt, da han kun var atten. Nu er han en stærk ung mand, en ung brudgom.
Birgitte griber Ingfloods hånd, smiler mod den gryende daggry over den danske mark og beslutter sig for at følge sit hjerte frem for frygt.
