Else Christensen vidste alt.
Ja, hun havde levet længe nok til at samle på visdomhun var hverken tyve eller tredive år gammel, men hendes liv havde allerede givet hende mange erfaringer.
***
Else var træt af at bære den tunge byrde af ensomhed.
Lise, hvorfor er det sådan med mig? Hvorfor er jeg altid den, der bliver stående alene? Er jeg for masende? Gør jeg noget, der gør andre væk? Eller mangler jeg måske kærlighed og omsorg?
Alle omkring mig har et liv, et forhold, en partner Og jeg sidder udenfor. Hvorfor er jeg alene?
Hør her, Else Du må ikke le, men min gamle mormor talte om noget, jeg kalder ugifthedens krone.
Åh, ja? spurgte Else og rystede på hovedet. Som om vi lever i middelalderen?
Tror du mig ikke? svarede Lise og sprang op fra stolen. Min kusine har faktisk mistet den krone, den gamle sagde, at den skulle fjernes.
Else løftede et øjenbryn, men spurgte videre uden at vise for meget nysgerrighed.
Hvem er denne mormor da?
Lise trak på skuldrene og sagde, at hun ville ringe til Nanna, sin søster, som også havde oplevet den mærkelige krone.
Efter ti minutter skrev Lise hastigt et notat på en serviet:
Hej Nanna, hvordan går det? Skal du gifte dig igen? Hvad med Helle? Ah, hun smed ham ud, så jeg tror jeg kan komme forbi.
Lise lukkede telefonen og sukkede.
Der er noget, der sker, tænkte hun. Jeg skal købe en gave til brylluppet igen. Det er den femte gang nu. Måske har den gamle mormor virkelig fjernet krone
Else trak på skuldrene og sagde, at hun ville overveje det. Hun satte sig i bilen, men mormoren, der kørte i en gammel Volvo, drejede bilen om og sagde, at der ingen krone var at finde.
Så er der altså ingen krone?
Ja, du har valgt de forkerte mænd. Den første forlod dig med et barn i maven og løj om sin ægteskabelige status. Den anden var en bedrager, der kun så på dig som en lektie. Den tredje han er også en fejl.
Else sukkede og spurgte:
Så hvornår vil den rigtige mand komme?
Mormoren svarede roligt:
Han vil komme, når du mindst venter det. Han vil være din, selvom han ikke er hel. Du kan stole på ham, han vil give dig den ro, du har søgt. Men du må vente, tage det roligt, så du ikke mister dig selv i jagten.
Hun gav Else også et råd om en veninde, der skulle besøge lægen og drikke nogle urter.
Dette samtale fandt sted for mange år siden. I sin desperation for at finde kærligheden kørte Else til mormorens hytte i en lille landsby ved Sjællands kyst.
Alt, hvad mormoren sagde, viste sig at være sandt. Da Else mødte den tredje mand, havde hun glemt mormorens ord helt. Han var god, han behandlede hendes datter som sin egen, men så forsvandt han pludselig uden at sige noget.
Senere mødte Else Jørgen Hansen. Ingeniøren fra Aarhus, der boede i en tom lejlighed i Nørrebro. Når Else flyttede ind med sin datter, var lejligheden ubeboet, og den venlige nabo, Katja, fortalte, at ejeren kom og gik som en vagthavende.
En dag kiggede Else nysgerrigt ind gennem den let åbne dør i gangen og så en mand hænge tapet. Hun sukkede stille, for ejeren var tilbage.
Den første gang deres veje krydsede, var det i trappen. Dørene i bygningen var så designet, at man måtte lukke den ene, før den anden kunne åbnes. Else kom for sent på arbejdet, kunne ikke åbne døren, og naboen undskyldte og lukkede sit hjem. Hun hørte hans lette skridt og følte sig lettet.
Senere mødtes de på en legeplads, hvor Jørgen hjalp Kristine med at løfte en cykel. Else bagte småkager og bragte dem til ham. De mødtes i parken, hvor Jørgens søn, på samme alder som Kristine, legede. Børnene blev hurtigt venner, mens Else og Jørgen talte sammen.
Efter et halvt år inviterede Jørgen hende på date, præsenterede hende for sin familie, og de begyndte at bo sammen. Før de flyttede sammen, fortalte Jørgen sin historie:
Jeg er ingen ung dreng på tyve år. Jeg er en voksen mand med egne meninger og karaktertræk. Jeg lover dig, hvis du vil være med mig, at jeg ikke vil være utro, at jeg vil tage ansvar, arbejde hårdt, og at jeg ikke drikker eller ryger. Jeg har ingen dårlige vaner.
Else lyttede, men Jørgen fortsatte:
Jeg kan ikke love, at jeg vil elske dig som i en film. Mine følelser er der, men de er ikke som du måske ønsker. Jeg har elsket før, men jeg har også såret folk.
Else spurgte:
Skal jeg have talt med hende?
Jørgen svarede ærligt:
Jeg har forsøgt at forstå, hvorfor jeg altid ender alene. Jeg har haft kvinder, smukke, kloge, men jeg har aldrig kunnet give dem, hvad de fortjente. Jeg har brugt år på at jagte noget, der føltes som en gave, men som i virkeligheden var en byrde.
Han fortsatte med at fortælle om sit ægteskab med Inge, som han ikke kunne elske, men som elskede ham. Han indså, at kærlighed kan føles som en straf, når man forventer, at den skal være perfekt.
Efter en uge gik Else til Jørgens store familie. De var livlige, glade, og tog hende og hendes datter meget godt imod. Else frygtede, at hun kun var en erstatning, men ingen af dem så hende som en byrde.
Hun fortrød aldrig sit valg. Jørgen var pålidelig, og sammen fandt de en ro, hvor passionen blev erstattet af tryghed og respekt. Af og til fangede Else hans blik på andre kvinder, men det påvirkede ikke deres liv.
En dag, mens springeren vaskede vinduer på en solrig forårsdag, gik Jørgen ind og beundrede hendes smil. Han følte sig fri, som om han endelig havde fundet den, han havde savnet.
Han dansede let rundt i stuen, trak hende ind i en kram, og sagde:
Jeg elsker dig, Else. Jeg har indset, at du er den, jeg har ventet på hele livet.
Else tænkte på mormorens ord: Vent blot. Hun smilede, for nu forstod hun, at den eneste krone, hun skulle jage, var den ro i eget hjerte.
Godmorgen, kære venner! Må jeres kærlighed, hvis den endnu er på vej, finde vej gennem vinduet og lyse op i jeres liv. Og hvis den allerede er her, så pas på den, plej den, og lad den vokse.
Omfavn hinanden, send varme tanker og lad livet minde os om, at den største visdom ofte ligger i at kunne vente med tålmodighed og tro på, at den rette tid vil bringe den rette kærlighed.
