Kære dagbog,
I dag samlede jeg mine ting med en mærkelig stolthed. Jeg gik ud af døren fra min mand, Søren, som jeg har levet med i femten år. Det var ikke kun mig, men også den nye kvinde, som er tolv år yngre end mig Ingrid. Jeg så på ham med tårevædede øjne, i håbet om at det hele var en spøg, og at han ikke ville gå.
«Søren, gå ikke!», bønnede jeg ham. «Vi skal stadig opdrage børnene. Gå ikke for deres skyld!»
Han vendte sig om og sagde: «Børnene vil forstå!». Hans stemme var næsten knust, men han fortsatte: «Lad mig ikke blive fanget af børnene! De er jo allerede 13 år gamle de er vokset op.»
Jeg begyndte at snøfte: «Men de har stadig brug for en far!». Jeg greb efter hans arm, men han trak den væk.
«Lad mig ikke blive holdt fast af børnene! Ødelæg ikke mit liv!», udbrød han irriteret. I det øjeblik tænkte han kun på sin lyse fremtid med den unge Ingrid, uden en tanke på, hvordan hans handlinger knuste mig.
Da han endelig gik, lå jeg stille på gulvet i gangen og sank i tårerne. Da Rasmus og Rikke kom hjem fra skole, lå jeg stadig der, men tårerne var tørret. Jeg stirrede tomt ind i luften, rejste mig langsomt og sagde med en knækket stemme:
«Far er gået… for altid.»
«Græd ikke, mor», sagde Rikke beroligende. «Vi klarer os uden ham.»
«Ja, vi klarer os. Jeg hjælper jer», tilføjede Rasmus fast.
Jeg græd, men omfavnede dem begge og hviskede: «Hvor er I søde. Hvor heldigt, at I er her. Vi klarer det, alt bliver godt»
Det gik langsomt. Jeg græd i natten, når børnene sov, savnede min mand, men smerten blev svagere med tiden.
Samtidig blev Søren mere og mere utilfreds med Ingrid. Det var sjovt, men hverdagen var uholdbar. Hun vidste intet om huslige pligter, og når hun så gjorde, ville hun ikke gøre det. Søren begyndte at sammenligne hende med mig sådan som han altid har levet. Dette trættede Ingrid, og hun kastede ham ud af døren.
Et år senere stod jeg på trappen, da Søren kom tilbage, hovedet bøjede, rynket og udmattet. Han bad om tilgivelse, sagde: «Jeg elsker jer, jeg kan ikke leve uden jer. Hvis I ikke tager mig tilbage, kan jeg ikke overleve.» Jeg følte en underlig glæde i mig, for jeg elskede ham og børnene mere end den unge kvinde, han havde forladt os for. Jeg sagde, at han måtte blive, men børnene tog ham imod uden stor entusiasme. En ung stolthed forhindrede dem i at tilgive deres far, så de ignorerede hans forsøg på forsoning.
Jeg begyndte at blomstre igen. Jeg var stolt af, at Søren vendte tilbage. «Så er jeg bedre», tænkte jeg. Søren gik rundt med en tilfredshed, som om han troede, at min accept betød, at jeg stadig elskede ham. Så syntes alt at falde på plads.
Men Ingrid blev jaloux over, at de var sammen igen. Hun var vred over, at Søren levede et godt liv uden hende. Hun besluttede at genoptage deres forhold, og snart gik Søren igen, denne gang uden den stolte holdning fra sidste gang. På en lørdag, hvor børnene var på skole, kastede han et kort undskyld, jeg tog fejl og gik. Jeg så på tv i stedet for at græde, men indeni følte jeg mig som en komplet fiasko.
Jeg var ikke længere fortvivlet som før; i stedet var jeg vred på mig selv for at have ladet svagheden vinde. Jeg kæmpede for at holde ansigt, og først da døren lukkede bag ham, brød jeg sammen og græd.
Da børnene kom hjem, roede jeg mig selv. Rasmus og Rikke syntes endda at finde glæde i nyheden:
«Endnu en gammel historie», sagde Rasmus med et smil. «Vi lever videre uden ham. Det er måske endda bedre.»
Søren vendte sig så mod Ingrid, som om han var konge. Hun havde kaldt ham, så han troede, at hun elskede ham. Han gik rundt som om hele verden stod stille for ham. Men efter kun en måned med hende, smed hun ham ud igen.
Nu står han igen på min dørtrin, hovedet sænket, sikker på, at jeg vil tilgive ham. Men denne gang lukkede jeg døren. Jeg sagde roligt:
«Du havde ret dengang. Det var en fejl at mødes igen. Nogle smerter kan man ikke helbrede, man må fjerne dem. Kom ikke mere.»
Det var hårdt at høre, men jeg kunne ikke længere lade ham trænge sig på mit liv. Jeg tænkte på, at han er ung og ubeslutsom, men hvad med børnene? Jeg er deres far, men han er ikke længere ønsket af sin ekskone. Sådan endte min fortælling et liv i konstant kamp mellem hjertets længsel og fornuftens råb.
