Kære dagbog,
I aften stod jeg ved hovedbordet i min lille spisestue på Nørrebro og så på de velkendte ansigter min bror Bjørn, hans kone Anders, vores halvtrode søster Signe og den evige gæst, vores svigerfar Viggo. Jeg løftede stemmen, så de alle kunne høre mig:
Så, kære gæster, har I spist nok? Dranket I jer fulde? Har jeg gjort jer tilfredse? spurgte jeg, mens jeg rejste mig fra bordet.
Jo, Freja, svarede Bjørn med et smil, du er altid på toppen!
Jeg er enig til fulde hundrede! tilføjede Signe. Vi har lært at lave mad sammen med mor, men jeg får det aldrig så lækkert som dig. Jeg kalder dig altid, når jeg skal holde fest.
Mor, sagde Anders, men træningscentret kalder på mig igen! Jeg kan ikke holde op!
Jeg sender dig en ny kone, så du kan lære hende at lave mad, sagde jeg til ham med et glimt i øjet.
Sådan giftede jeg mig med dig, råbte Viggo og brummede tilfreds. Undskyld!
Jeg smilede bredt, men så gik min ansigtsudtryk fra varme til kolde. Jeg greb den store, tunge salatskål fra bordet, løftede den op og smækkede den i gulvet med et brag, der fangede alles opmærksomhed.
Slut nu, små børn! Dansen er forbi! sagde jeg med en skarp latter. Jeg vil ikke længere bære jeres byrder, især ikke dig, Viggo!
Stilheden hang tungt over bordet. Ingen af dem havde forventet en sådan udbrud fra mig jeg, den altid hjælpsomme, stille og lydige.
Er du skør? spurgte Viggo, men fik i stedet et slag i kinden fra min hustru.
Ring straks til lægen, hun har fået et psykisk sammenbrud! udbrød Signe.
Jeg greb den halve flaske med æblemost og råbte:
Den, der rækker ud efter telefonen, får et slag i hovedet! sagde jeg med et falskt smil. Hvorfor står I bare og ser på mig? Løb af sted, I sultne grise!
Bjørn protesterede højlydt, men jeg slog ham i ansigtet. Jeg sagde til ham:
Jeg er din store søster, så rolig dig selv!
Jeg vendte mig mod dem alle:
Jeg vil ikke længere være jeres tjener! Jeg er træt af at løbe rundt efter jer, som om ingen kan klare sig selv!
Signe spurgte, om jeg var blevet bidt af en flue, mens hun rødmede af forlegenhed. Jeg satte mig på en stol, lænede mig tilbage og sagde:
Jeg samlede jer her, fordi jeres frækhed har overskredet alle grænser. Det har allerede gået alt for længe.
Anders forsøgte at berolige mig: Vi har ikke gjort noget. Men jeg svarede: Det er det eneste, du nogensinde siger!
Jeg indså, at jeg havde levet 45 år i troen på, at jeg gjorde livet rigtigt. Jeg var den tredje i familien, med en yngre søster, og jeg havde altid forsøgt at holde sammen på slægten, selvom jeg selv var træt. Jeg havde giftet mig, fået to børn, været en trofast hustru og en god mor, men nu havde jeg nået min grænse.
Efter frokost kom lægen ind og sagde:
Alle prøver er klare, ingen kontraindikationer. Skal vi planlægge operationen?
Ja, doktor, svarede jeg, mens en tåre løb ned ad kinden. Vi skal bare komme i gang så hurtigt som muligt.
Lægen skrev i min journal: Operation i morgen, ingen middag i aften, og derefter hvile. Han vendte sig mod min værelseskammerat, Katja, og sagde:
Dine prøver er ikke så gode, vi må undersøge nærmere.
Da lægen gik, spurgte Katja mig, hvorfor jeg så så nedslået ud.
Jeg er bange for operationen, svarede jeg. Min mand har I så på min telefon.
Katja grinede:
Jeg tror, han er på vej hjem med en sang på læben. Måske vil han endelig holde en lille fest for os!
Jeg sukkede:
Han ved, at jeg har en operation, men han gør ikke engang et lille nikket. Han er bare i baren med sine venner.
Katja var ti år yngre end mig og havde ikke så meget livserfaring, så samtalen døde ud af sig selv. Jeg undlod at spise middag, fordi jeg vidste, at jeg skulle faste før operationen. Jeg lå stille og stirrede på loftet, mens minderne om en kollega, der brækkede benet på to steder, fløj forbi. Jeg havde taget ham i bilen hver dag, leveret mad og rent tøj, og selvom jeg selv kun nåede hjem ved midnat, havde jeg aldrig nægtet ham en hånd.
Da Katja kom tilbage fra sit eget måltid, spurgte jeg:
Hvorfor behandler han mig sådan?
Alle mænd er så, svarede hun med et grin. De udnytter os, som om vi er en buffet.
Jeg tænkte på, om jeg havde været for hård ved ham, men Katja svarede:
Det ændrer ikke på, at han aldrig siger et venligt ord til dig.
Jeg trak mig ind i dynen og lukkede øjnene.
Den følgende dag var det svært at gå sulten, men jeg forsøgte at holde mig beskæftiget med Katja, som kom ind med små besøg og korte samtaler. Min telefon ringede sjældent. Min søn Anders tog ikke telefonen, men sendte en besked om at ringe tilbage. Min datter Signe sendte to beskeder, men så ud til at være utilgængelig.
Jeg tænkte:
Hvorfor vil de overhovedet tale til mig?
Katja spurgte:
Hvad med dine børn?
De lever hver for sig, svarede jeg. De tror, de er voksne.
Jeg overvejede, at mine forældre og søskende altid så mig som den gratis kok, den evige hjælper. Jeg havde aldrig fået tak.
Operationen gik uden komplikationer, men jeg blev i hospitalet i to uger. Jeg ringede til ingen, ventede på et opkald, men hørte kun stilhed. Jeg tænkte på, hvordan alt mit liv havde været en række af opgaver for andre.
Da min bror Bjørn ringede, sagde han, at han var optaget, og lagde på. Jeg sagde til mig selv:
Han er altid travl.
Signe gav mig kun fem minutter af sin tid, kun for at spørge, hvornår jeg bliver “kapabel”, fordi hendes svoger skulle flytte ind med ti personer, og hun håbede på, at jeg kunne hjælpe med mad.
Jeg svarede, at operationen var svær, at der ville være to til tre ugers hvile på hospitalet, og at lægerne sagde, at jeg skulle holde mig i mindst halvtreds dage.
Hun skreg:
Du skal være klar om tre uger! Det er vigtigt!
Jeg sagde:
Jeg er bange.
Signe lo og sagde:
Bare smid det hele!
Jeg tænkte på, at min mand, der nu kun kom hjem, når han har penge til at betale regningerne, og at han kun tog nogle få minutter på telefonen for at fortælle, at lønnen var slut. Jeg var så træt af hans løsslupne måde at leve på.
Jeg skrev til ham:
Hej, Vasja.
Han svarede først om aftenen med en besked om, at pengene var væk, selvom lønnen var blevet udbetalt for tre dage siden. Jeg slog ham i ansigt med min indre vrede og tænkte, at han burde have vist mere omsorg.
Jeg gik til køkkenet, samlede de tomme krukker og så på den knuste salatskål. Jeg sagde til mig selv:
Jeg har overreageret med følelsesmæssigt, men jeg har brug for en ny start.
Jeg besluttede, at jeg vil leve for mig selv, ikke længere som en tjener for andre. Jeg vil bygge et nyt liv med et nyt salatskål, som en påmindelse om, at jeg kan starte på ny.
Kærlig hilsen,
Freja Jensen.
