– Du har ingen mor længere! – råbte svigermoderen.
– Glem, at du har en mor. Når du er gift, skal du ikke længere forstyrre mig og lade som om jeg aldrig har eksisteret. Jeg betaler heller ikke for dit bryllup. Hvis jeg ikke selv har valgt din kone, så vil jeg ikke finansiere hele dette skuespil.
Jeg mindes den tid, da min lille søn, Søren, holdt mig i sine arme og sagde:
– Mor, du er den bedste i verden. Jeg vil gøre alt for at se dig smile.
Hans uskyldige ord vendte min sjæl på hovedet. Jeg var stolt af den lille dreng, jeg kaldte min engel. Hans gyldne lokker, blå øjne og fine træk udstrålede en aristokratisk elegance. Da han voksede, blev jeg omhyggelig med at vurdere hver eneste mulig svigerdatter: hun skulle have en god slægt, velplejet fremtoning, slank figur, højere uddannelse og perfekte manerer helst en stilling i en anerkendt virksomhed og et indflydelsesrigt netværk.
– Min søns lejlighed er allerede klar. Vi har brug for en passende husmor, så alt altid er i orden, og så hun er villig til at tage imod gæster selv klokken tre om natten for det er hendes pligt som kone og husmor.
Tiden gik, og mine krav blev kun hårdere.
– Ingen ældre end femogtyve år, ellers kan hun få et svagt barn. Og vi skal være sikre på, at barnet er fra Søren.
– Tanja, du skal frygte Gud, sagde mine slægtninge til mig. I dag findes der ingen piger, der lever op til dine krav. Hvis du vil have, at din søn gifter sig i tide og får børn, så slip af med dine komplikationer, ellers vil han forblive enevældig ung mand.
Søren bestod både gymnasiet og universitetet med udmærkelser, fik en god, højt betalt stilling, men hans kærlighedsliv stod i stampe. Hver gang han præsenterede en pige for mig, fandt jeg tusind grunde til at afvise hende.
Ved hvert møde med potentielle svigerdøtre bad jeg min søn:
– Søren, gå i køkkenet og skær frugt, så vi kan snakke lidt.
Den første pige, jeg skulle møde, var Lærke. Hun kom fra en simpel familie: mor som revisor, far som kulfyret, og to yngre brødre. Lærke arbejdede som apotekerassistent, hvilket fik mig til at tænke:
»Hun har adgang til medicin. Hvad hvis hun forgifter min søn? Eller mig? Den baggrund er uacceptabel.«
– Lærke, du forstår, at du ikke kan gifte dig med Søren? sagde jeg skarpt, da vi var alene. I er for forskellige. Han er vokset i en særlig verden, noget du aldrig har oplevet. Find en mere simpel mand.
Lærke rejste sig tavst og gik uden at sige farvel til mig. Da Søren spurgte, hvad der foregik, svarede hun koldt:
– Spørg din mor, som har opdraget dig i et særskilt miljø. Hun sagde, du er for god for mig, så jeg må lede efter noget mere almindeligt.
– Mor, hvorfor så du ned på Lærke? Jeg kan lide hende, virkelig. Hvad sagde du til hende?
– Min søn, du har glemt noget, svarede jeg langsomt. Jeg er din mor og ved bedst, hvad der gør dig lykkelig men ikke Lærke. Hvor har du fundet den slags? Det er som om der ingen af anstændig afstamning findes.
Søren indså, at jeg ikke kunne overbevise ham, og trak sig tilbage. Han sagde indimellem, at han havde mødt en ny pige, men han tøvede med at præsentere hende for mig. Jeg tilbød min hjælp til at etablere hans familie, men han afslog høfligt:
– Det er mig og min kone. Jeg bestemmer selv, hvem jeg vil gifte mig med.
– Jeg ved, hvem du vil vælge, svarede jeg. Du vil bringe hjem en rengøringsdame uden andet i hovedet end moppen.
– Så får hun gulve, der skinner som krystaller, grinede Søren.
– Vær ikke så uforskammet over for din mor! udbrød jeg.
Søren gik tavst ind på sit værelse. Til sidst besluttede han at flytte ud i den lejlighed, som jeg havde ejet og lejlighedsvis udlejet.
Forholdet til hans far, Hans, der havde skilles fra min kone for mange år siden, var dårligt. Hans havde ikke talt med Søren siden skilsmissen, da Søren var seks år. Men for nylig havde faren accepteret et møde.
– Du ved, hvorfor jeg forlod dig, Kirsten? Fordi du aldrig lod mig leve frit. Du kontrollerede hver eneste beslutning. Da jeg ville tilbringe tid med dig, skændtes du og sagde, at jeg ikke kunne lære noget, fordi jeg mangler uddannelse. Hvorfor skulle du så have givet mig børn? Jeg var kun en arbejdshest. Så gik jeg fra dig, piskede dig og skiltes. Du afslog børnebidrag og fratog mig forældremyndigheden.
– Så du er tilfreds, er du? spurgte Søren med et særligt blik.
– Hvorfor gør du det? spurgte faren såret. Jeg købte dig en lejlighed og gav dig nøglen. Har hun sagt noget?
– Hvad? troede jeg ikke, han sagde det.
Hans måtte gentage:
– Jeg sparede i ti år for at give dig et eget sted. Gå ikke tilbage til hende, så får du ingen fremtid. Hun ser ingen som en person.
– Hvorfor talte du aldrig med mig? spurgte Søren usikkert.
– Jeg ville beskytte dig. Tanja truede med at flytte dig til en anden by, så jeg ville holde mig på afstand.
Faderens ord ændrede min opfattelse af min mor. Jeg syntes, hun var den bedste, og jeg sagde ofte, at jeg ville finde en pige, der mindede hende om hende. Kirsten lo ydmygt og sagde, at han aldrig ville finde en sådan hun var én ud af en million, måske én ud af en milliard.
Efter Lærke kom der flere bekendtskaber, men ingen passede Kirsten. Til sidst stillede jeg min mor et ultimatum:
– Enten holder du op med at blande dig i mit liv, eller så mister du kontakten til mig.
– Du utaknemmelige skabning, råbte hun. Glemmer du, hvem du taler med? Jeg har givet dig et hus, uddannelse. Hvordan vover du?
– Mor, stop, sagde jeg. Jeg ved, hvem der egentlig købte lejligheden. Jeg har talt med far, og han fortalte mig alt.
– Og du tror ham? skreg hun. Ikke min egen mor, men en fejlslagen fyr?
– Hvis du vil, er den fejlslagne fyr min far. Eller måske ej?
Kirstens ansigt blegnede, og hun gav mig et afskyeligt blik, før hun lukkede sig inde på sit værelse. Næste morgen gik hun ikke ned for morgenmad. Jeg bankede på, men hørte kun:
– Lad mig være i fred, og løb tilbage til din værdiløse far!
– Mor, hvorfor gør du det? sagde jeg og gik ind. Hun lå i sengen med forvirrede hår og et krøllet kjole, stirrede ind i loftet. Det var en skarp kontrast til den plettede, velduftende kvinde, hun normalt var.
– Søren, jeg har indset én ting, sagde hun langsomt. Du kan gifte dig med den, du vil; jeg er ligeglad. Selv om du skulle gifte dig med en papegøje med en blanding af pingvinskæg og indisk næsehorn. Glem bare min eksistens efter ægteskabet, og jeg vil ikke betale noget til brylluppet. Hvis jeg ikke valgte din kone, vil jeg ikke betale en eneste krone.
– Jeg forstår, mor, svarede jeg med et skævt smil og lukkede stille døren. Den dag flyttede jeg ind i MIN egen lejlighed.
Seks måneder senere inviterede jeg min mor på restaurant for at fortælle, at jeg ville giftes.
– Og hvem er hun? spurgte Kirsten ligegyldigt.
– Uanset hvem hun er, vil du ikke kunne lide hende, sagde jeg koldt. Jeg vil bare have, at du ved, at min kommende brud hedder Lise. Hun er 26 år, kommer fra en ældgammel lægefamilie. En meget anstændig pige.
– Gud, hvor får du så denne sikkerhed om hendes verdighed? mumlede moren og rullede med øjnene. Vis mig et billede.
Jeg fandt min telefon frem og viste et foto. Lise havde en østlig fremtoning.
– Sådan en fremtidig bedstemor til mine barnebørn? Hvilken frygtelig skræmme! udbrød hun.
– Det er en halvkoreansk pige, sagde jeg tålmodigt.
– Endnu bedre, svarede hun med en spydig latter. Det er som en blanding af bulldog og næsehorn.
– Du vil lære hende at kende efter brylluppet, sagde jeg med et smil.
Kirsten stod med åndedrættet i halsen.
– Efter brylluppet? Du vil gifte dig? Til trods for mig?
– Hvorfor til trods? Det er min egen glæde, grinede jeg og kaldte en tjener over.
Morens blik var forvirret, mens hun forestillede sig, hvordan hendes barnebørn ville se ud. Det lød som et mareridt.
På bryllupsdagen gik jeg til min mor og sagde strengt:
– Ingen skænderier. Hvis Lise forlader mig på grund af dig, vil jeg aldrig tilgive dig.
Kirsten måtte tie stille som vandet i en sø, holde sig i baggrunden, mens den strålende brud og den lykkelige brudgom tog imod lykønskninger, dansede og lo. Næste dag kom de nygifte med en kurv til Kirsten, men jeg lod dem ikke komme ind.
– Sådan, min søn. Jeg har opfyldt alle dine ønsker. Nu lyt til mig: Bring ikke den halvkoreanske blanding ind i mit liv. Forstår du, hvad du gør? Du kan have tusind koner, men du har kun én mor.
De unge kørte væk, og jeg smidt kurven i skraldespanden.
– Jeg tager intet fra denne halvkoreanske pige, råbte jeg vredt.
Efter dette blev jeg ofte syg, og Lise tog sig af min pleje. Vi hyrede en nattevagt og en dagvagt, så jeg ikke blev efterladt alene. Jeg kunne ikke acceptere min svigerdatter, som jeg havde hader, fordi min søn havde sammenlignet hende med mig på en måde, der ikke var til min fordel.
– Du sagde, du ville finde en, der lignede mig. Hvor er ligheden? svarede jeg klagende. Nu er jeg afhængig af Lises hjælp, og det irriterer mig dybt.
Når telefonen ringede, svarede jeg med en blid stemme:
– Hej, Lise. Hvordan går det? Jeg har lidt blodtrykssvingninger. Kan du komme forbi? Så aftalte vi.
Sådan var min historie en gammel kvinde, der kæmpede for kontrol, men som til sidst måtte give plads til den nye generation, selv om hun aldrig helt kunne give slip.
