Vi havde slet ikke planlagt det det skete bare, som en overraskende regnbue efter en grå dag.
Bodil Christensen lagde en tallerken med omelet på bordet og satte sig overfor Mads Nielsen. Solen skinnede ind gennem de lette gardiner og malede væggene i en blød gylden nuance. Hun støttede hagen med hånden og gav et lille, skævt smil.
Mads trak vejret dybt, mens han lagde telefonen fra sig.
Sådan en fed pige? Hvad er det ved hende, som har fanget dig?
Åh, hun er helt fantastisk! udbrød Bodil med en energi, som kun en nyopdaget kaffebønne kan give. Vi snakkede i går, og det viste sig, at vi har så meget til fælles. Hun elsker også klatring, går i det samme fitnesscenter, og læser de samme bøger. Det er som om jeg er en klon, som blev sat ind på kontoret.
Mads lo og greb efter sin kop kaffe.
Det er jo skønt. Du har længe haft brug for en veninde på arbejdet.
Præcis! sagde Bodil, mens hun rakte ud efter gaflen, men lod den hvile på bordet. Jeg vil gerne tale videre. Hun er også vild med vandreture. Vi har allerede aftalt at tage et weekendtur næste måned. Hun fortæller alt så ærligt, uden den dér falske glans, som folk ofte bruger som en slags mascara.
Mads nikkede, mens han tog en bid af brødet.
Lyder som musik i ørerne. Skal du præsentere os for hinanden?
Selvfølgelig! Lad os lave en middag i weekenden. Jeg laver noget lækkert, så kan vi sidde, snakke og måske endda le lidt af hinandens dårlige vittigheder.
Helt i orden, sagde Mads med et glimt i øjet. Hvorfor ikke?
Bodil nikkede tilfreds og gik i gang med omeletten. Indeni boblede alting af lykke. Hun havde sit drømmejob, en fantastisk kæreste, som de havde været sammen i tre år, og nu også en ny veninde, som passede som hånd i hånd. Livet føltes næsten som en perfekt opskrift.
To uger senere arrangerede Bodil en middag i sin lejlighed i København. Hun pudsede fliserne, indtil de glimtede som nye mønter, og tilberedte Mads’ yndlingsret ovnstegt kylling med rosmarin. Lærke Rasmussen dukkede op med en buket tulipaner og en hjemmelavet kage.
Bodil, dit hjem er så hyggeligt! udbrød Lærke, mens hun kiggede rundt. Jeg kunne blive her for evigt.
Bodil lo og tog blomsterne fra hende.
Tak. Mads, det her er Lærke. Lærke, møder du Mads.
Mads rakte hånden frem og smilede.
Dejligt at møde dig. Bodil har snakket så meget om dig, at jeg allerede har fået indtrykket af, at jeg har kendt dig i hundrede år.
Lige så, svarede Lærke og gav ham et håndtryk. Jeg taler også konstant om dig. Du er den mest tålmodige mand, jeg kender.
Det må man jo have, sagde Mads med et blink til Bodil. Uden tålmodighed ville man ikke overleve en så aktiv kvinde som dig.
Aftenen gik som smurt. Mads og Lærke fandt hurtigt fælles fodslag. De elskede gamle film fra 1970erne og klassisk rock, og de diskuterede ivrigt, hvilke film der var de bedste, mens de skålede for hinanden.
Bodil sad midt imellem dem, lånte et smil på læben og nød synet af sine to yndlingspersoner, der blev venner. Hvad kunne være bedre?
Efter den aften begyndte de tre at hænge mere sammen biografen, kunstudstillinger og udflugter i naturen. Mads foreslog ofte at invitere Lærke med, for han syntes, at der aldrig var et kedeligt øjeblik med hende.
Bodil fløjtede gladeligt.
Men efterhånden lagde hun mærke til små, underlige detaljer. Mads blev oftere sent på arbejde, selvom han før altid var god til at smutte hjem til tiden. Han sendte færre beskeder i løbet af dagen og ringede sjældnere bare så. Da Bodil tog emnet op køb af lejlighed, bryllup svarede han kort og undvigende, som om det var en knude, han ikke ville rode med.
Lærke ændrede sig også. Nogle gange fangede Bodil et hurtigt blik fra hende, et blik, som om Lærke ville sige noget, men så trak hun på smilet og skiftede emne.
En aften sad Bodil i stuen, mens Mads lavede mad i køkkenet. Hans telefon lå på bordet ved siden af hende. Skærmen blinkede en besked. Bodil så hurtigt på den. Afsender: Lærke. Tid: næsten midnat. Teksten var kort: Tak for i dag.
Bodil stivnede. Hjertet sank som en tunge blytunge tårer. Hun lagde telefonen fra sig og stirrede ud i væggen. Hvad betød det? Hvad var der sket? Mads havde sagt, at han havde arbejdet sent.
Hun skubbede tankerne væk. Måske var det bare et tilfældigt møde eller en arbejdsrelateret samtale, selvom Mads arbejdede i en anden virksomhed. Hun skammede sig over sin jalousi og forsøgte at overbevise sig selv om, at de blot var gode venner, at hun fandt på problemet selv.
Men der lå stadig en klang i baghovedet.
I marts kørte de tre til en hytte i Mols Bjerge. Turen var planlagt længe. Bodil drømte om en weekend i naturen, om gåture i skoven og aftener ved bål. Lærke gik straks med på idéen, og Mads sagde ja. De lejede en lille hytte ved søen, tog telte og klatreudstyr med.
Allerede fra første dag var stemningen mærkeligt aflukket.
Bodil så, hvordan Mads og Lærke udvekslede blikke, hvordan de blev tavse, så snart hun gik ind i stuen. På den anden dag gik de to alene langs søen, mens Bodil hvilede efter en klatretur. Mads forklarede, at han blot viste Lærke vej til en gammel kapell, som en lokal hyttevogter havde fortælt om.
Bodil nikkede, men noget knibbet i hendes mave.
Senere den aften, på sidste dag, sad de ved bålet. Begge så forvirrede og skyldige ud. Mads undgik Bodils blik, og Lærke gjorde det samme. Bodil prøvede at starte samtalen, men svarene var monosyllabiske.
Natten efter kunne Bodil ikke falde i søvn. Hun følte, at noget var brudt for altid.
En uge senere skrev Mads en besked: Bodil, vi må tale sammen. Lad os mødes på caféen.
Bodil sad på kontoret, stirrede på telefonens skærm og mærkede en kold fornemmelse i maven.
Klokken fem mødtes de på en café i Indre By. Mads sad allerede ved et bord ved vinduet, med Lærke ved siden af.
Bodil stoppede i døren, overvejede at gå tilbage, men benene førte hende til deres bord. Hun satte sig uden at tage jakken af.
Hvad foregår der?
Hun så både på Mads og Lærke, som begge bar skyldige miner.
Mads sad stille i et øjeblik, knuste servietten i små bidder, før han løftede blikket.
Bodil, jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det. Vi havde ikke planlagt det. Det skete bare.
Bodil knugede hænderne under bordet.
I Mols Bjerge fandt vi ud af, at at vi er faldet for hinanden, sagde han stille. Vi prøvede at kæmpe imod, men vi kan ikke længere skjule det.
Lærke begyndte at græde, tårerne løb ned ad kinderne og smudrede sminket.
Bodil, jeg er så ked af det. Jeg ville aldrig såre dig. Du er min bedste veninde. Men dette er stærkere end os.
Lærke rakte ud efter hende.
Bodil trak hånden væk. Indeni brændte en blanding af raseri, såret og forvirring.
Stærkere end os? spurgte hun. I har snakket i min ryg! Mens jeg planlagde bryllup, gik I ud og morede jer? Hvordan kan I leve med jer selv?
Mads svarer med en flad stemme: Vi ønskede det ikke
Ikke ønskede? råbte Bodil. Nogle gæster vendte sig om, men hun gav ikke mærke til dem. I har haft hemmelige møder om natten! Og nu siger I, at I ikke ville? Det er forræderi, Mads. Det værste du kunne gøre mod mig.
Mads sagde: Jeg ved det. Jeg ved, jeg har været ond. Men jeg kan ikke længere lyve for dig. Jeg kan ikke lade som om alt er som før.
Og du, Lærke? spurgte Bodil. Du sagde, du var min bedste veninde. Hvordan kunne du?
Lærke slog hænderne for ansigtet og stødte: Undskyld. Jeg vidste ikke, at det ville ende sådan. Vi snakkede bare, tilbragte tid sammen, og så opdagede vi, at det var mere end venskab.
Bodil rejste sig, trak stolen tilbage med et højt knirk. Hun greb tasken og så dem i sidste øjeblik.
Jeg vil ikke se jer igen. Aldrig mere.
Hun gik ud af caféen uden at kigge sig om. Gaden var kold, tårerne løb, men hun tørrede dem ikke af. Hun gik tilfældigt, indtil hun stod ved metroen.
Dagen efter skrev hun en anmodning om overflytning til virksomhedens afdeling i Århus. Chefen blev overrasket, men spurgte ikke videre. Hun var en værdifuld medarbejder, og flytningen blev godkendt hurtigt.
Lærke forsøgte at ringe Bodil blokerede nummeret. Mads sendte et par beskeder hun slettede dem uden at læse. Mads hentede sine ting, mens hun var væk hjemmefra. Bodil vendte tilbage til en tom lejlighed, stod i stuen og så på de tomme sko, som engang stod ved døren.
To uger senere var Bodil allerede i Århus. Hun flyttede ind, pakkede ud, mens hendes forældre udtrykte bekymring. Men hun var fast besluttet på at starte forfra, uden minder om Mads og Lærke.
De første måneder var hårde. Hun gik tilbage til klatringen, men nu alene. Det hjalp hende med at finde ro.
En dag modtog hun en besked fra en fælles bekendt i Odense. Den fortalte, at Mads og Lærke var flyttet sammen og havde boet sammen i to måneder.
Bodil læste beskeden, slukkede telefonen.
Smerten dulmede, men den forsvandt ikke helt. Hun græd ikke længere om natten, tænkte ikke på den sidste aften. Hun gik videre, skridt for skridt, dag for dag.
Bodil mistede ikke kun en kæreste og en veninde, men også troen på, at folk kan være helt ærlige. Troen på, at venskab kan være sandt, og at kærlighed ikke altid holder. Men hun besluttede at bygge sit liv igen bare med lidt mere forsigtighed, når nye mennesker kom ind.
Smerten vil blive hos hende længe, men Bodil vidste, at hun kunne klare det. For hun havde ikke andre valg.
