Den skilte kvinde blev efterladt med en baby på dørtærsklen. Et år senere bankede landsbyens kvinder på døren.
Så din mand er ikke kommet? spurgte de med nysgerrige blikke rettet mod Signe. Hun sænkede blygt blikket, uden at vide, hvad hun skulle svare.
Nej, og hvorfor skulle han så komme tilbage? Vi gik jo hver til sit, svarede Signe og forsøgte at virke selvsikker.
Gik fra hinanden, gik fra hinanden Bent, du ved, han er heller ikke nogen gave. Det er usandsynligt, at nogen straks vil samle et skatte op, fortsatte kvinderne. Signe ville ikke gå ind i den samtale. Hun samlede hurtigt sine indkøb og forlod butikken.
Selvfølgelig vidste hun, at rygter ville sprede sig i hele landsbyen. Her er skilsmisse en sjældenhed. Selvom manden drikker eller løfter hånden, mener de fleste, at man skal blive sammen.
Bent var en anden han drak ikke, han skændtes ikke, og derfor blev han misforstået. Folk forstod ham ikke.
Alle mænd kæmper sig hjem efter lønnen, men Bent er altid fuldstændig ædru, som en fremmed, sagde de. De forsøgte at gøre ham til et eksempel, men misundelsen dominerede alligevel, og Bent fik ingen sympati. Misundelsen bredte sig også til Signe. Rygterne gik rundt om, at Bent havde en anden. Men hverken de sladder eller andre snak påvirkede parret. Konflikterne blev afgjort bag lukkede døre.
Da bruddet blev tydeligt, chokerede det alle.
Signe trak sig ind i sig selv, delte intet med andre, og selvom folk så ud til at ville støtte hende, holdt hun afstand. Hun gik hjem gennem den knirkende sne, mens tomheden nagede i sjælen.
Halvandet år var gået, siden Bent var flyttet, men tanker om ham forlod hende ikke.
Det var Signe, der tog initiativet til skilsmissen. Bent gik først imod, indtil livet blev uudholdeligt. Alt begyndte, da hun så hans melankolske blik på børnehaven, hvor børnene legede.
Bent, vi må tale alvorligt, sagde hun en dag.
Ja, lad os. Du vil sikkert snakke om, hvad vi skal lave til aftensmad? lavede han en spøg, men Signe var urokkelig.
Jeg vil have en skilsmisse, kom hendes stemme som torden i en klar himmel.
Hvorfor? spurgte han forvirret.
Et fuldt ægtepar skal have børn, men vi har ingen. Måske får vi aldrig nogen. Jeg vil have, at vi skilles. Du finder en anden kvinde og bygger en familie, forklarede Signe, i håb om at han forstod.
Bent blev virkelig såret.
Spurgte du mig, om jeg behøvede et barn, hvis du selv er væk? Lad os lægge den sag til side, så vi ikke skal vende tilbage.
Nej, Bent, vi vender tilbage til dette. Jeg har indgivet skilsmisse, sagde hun fast.
Bent missede alle retsmøder, og de blev skilt på afstand.
Da Signe vendte hjem med skiltedokumentet, holdt Bent sine følelser i skak.
Sådan er det, så? knurrede han.
Ja, Bent. Jeg vil have, du tager af sted, svarede hun.
Inde i sit værelse lyttede hun, mens han pakkede sine ting. Hun overvejede at gå ud for at tage afsked, men kunne ikke tvinge sig selv, bange for at stoppe ham. Døren smækkede, og Signe løb til vinduet og så Bent forsvinde.
Med Bent væk, følte Signe, at hendes sjæl hurtigt forlod kroppen. Hun kunne ikke vænne sig til livet uden ham. Om aftenen sad hun ofte og så på gamle fotografier, mindedes de tider, hvor deres hus var fyldt med venner. Nu kom ingen på besøg, for Signe havde sagt nej til alle.
En dag, da hun gik hjem, så hun en stor kurv på trappen. Ikke en almindelig landsbykurv elegant, som fra en butik, stor nok til at rumme tre kartofler. Signe så sig omkring ingen i nærheden. Hvem havde lagt den her?
Hun gik nærmere og kiggede forsigtigt ind.
Hvem leger der her? spurgte hun højt.
Pludselig rørte noget sig i kurven. Signe sprang tilbage, men så igen.
Gud! udbrød hun, greb kurven og løb ind i huset.
Indeni lå en spæd baby, så lille, at den næsten var gennemskinnelig. Signe vidste ikke meget om at passe spædbørn, men hun tog straks ansvar. Det var en lille pige. Signe skiftede ble og lagde hende under et tæppe.
Da pigen faldt i søvn igen, satte Signe sig ved siden af og smilede:
Hvad skal jeg nu gøre med dig, lille en?
Signe navngav hende Kirstine. Så sød, med små fingre hvor gammel var hun? Signe kunne ikke gætte, men pigen kunne sidde op, støttet af puder, og hun spiste glad en flydende grød med sukker.
Natten var næsten søvnløs; Signe holdt vagt over den sovende pige. Hvilken vidunderlig fornemmelse var det at se hende ånde roligt!
Næste morgen besluttede Signe, at hun ikke straks ville kontakte myndighederne. Hun gik ud med Kirstine om natten, så naboerne ikke så dem. Hun tog fri fra arbejdet, løb til købmanden, mens Kirstine sov. Hun vidste, at hun en dag måtte aflevere hende, men udsatte øjeblikket.
Tre uger senere bankede politiets områdebetjent på Signes dør. Han gik ind, inspicerede rummet og så på Signe, som knap kunne holde sine følelser.
Så, Signe Nielsen, skal vi tale?
Han lavede protokol, mens Signe, med tårer i øjnene, spurgte, hvor barnet skulle bringes hen.
Jeg vil ikke aflevere hende, kun give information videre. Hvorfor græder du? Vil du ikke slippe hende? Hvis en mor ikke vil have barnet, hvem så?
Jeg har hørt, at en ugift kvinde kan blive nægtet adoption, sagde Signe.
Det kan også gå igennem. Vi kan skrive gode anbefalinger, hjælpe. Det sker ikke af sig selv, svarede betjenten.
Signe havde ikke forventet, at bureaukratiet ville trække fem måneder ud af hendes liv, men følelsen af endelig at have Kirstine lovligt ved sin side var det hele værd.
Signe fik forældreorlov i halvandet år, som de giver til forældre, der henter børn fra institutionspleje.
I dag fejrede Kirstine sit første år. Signe vidste ikke den præcise fødselsdato, lægen havde kun estimeret. Om morgenen ville hun gøre dagen speciel. Mens pigen stadig sov, fyldte hun rummet med farverige balloner, så det blev festligt.
Derefter hentede hun en stor dukke fra butikken. Ekspedienten lo:
Hvorfor køber du så en kæmpe dukke?
Signe svarede fast: Duen skal altid ligge ved Kirstines seng, som en beskytter.
Da landsbyboerne hørte, at Signe havde adopteret et barn, ændrede deres holdning. Diskussionerne gik på, hvem de rigtige forældre kunne være. Mange mente, at Signes hus ved vejen var det perfekte sted for et barn, der skulle afleveres. Betjenten understøttede rygterne og sagde, at så længe Kirstine var elsket, skulle hun blive.
Signe frygtede, at en dag ville døren banke igen, og nogen ville kræve, at hun gav pigen tilbage. Men hver morgen smilede Kirstine straks, og det smil fyldte Signes liv med lys.
Godmorgen, min lille, sagde Signe og lo.
Kirstine strålede, og Signe klædte hende på. Deres hjem var varmt, så pigen legede på tæppet. Signe satte hende foran dukken, og Kirstine betød fascineret på legetøjet, indimellem kiggede hun på sin mor. Signe lo, da datteren rakte efter dukken. Hun skubbede dukken nærmere, og Kirstine rejste sig på sine små ben, stod stille. Signe holdt vejret, fuld af håb.
Prøv at gå, lille sol, opmuntrede hun.
Lægerne bekræftede, at Kirstine var sund, men Signe var stadig bekymret. Så gik pigen, uden støtte, et skridt, to, og holdt dukken i sine gummihænder. Signe var henrykt, løftede hende i armene og snurrede rundt.
Pludselig hørtes et hårdt bank på døren. Signe fryste, trak Kirstine tættere ind. Hjertet hamrede, og Kirstine begyndte at klynge. Døren gik langsomt op som i en gyserfilm.
På dørtræet stod Bent, tyndere, men med et varmt blik. Han så på Kirstine, kiggede rundt i rummet.
Undskyld jeg ser, I har det godt. Hvad hedder din datter? spurgte han.
Kirstine, svarede Signe, og så en skygge af forvirring i hans ansigt. Bent, hun er ikke vores. Jeg har adopteret hende. Kom ind.
Bent var ved at gå videre, men stoppede ved invitationen.
Smid skoene, Bent. I dag er Kirstine fødselsdag. Lad os sætte os med te og kage, så fortæller jeg alt.
Han smed jakken og støvlerne af. Signe så på hans ansigt med en underlig sorg.
Er du rask? Spiser du noget? spurgte hun.
Han så sig forvirret omkring, så ud til at smile.
Jeg har ingen appetit. Sådan gik det, svarede han blidt, og hans smil brændte i Signes sjæl. Hvor meget havde hun savnet ham
Kirstine rakte hænderne ud mod Bent, som forstod gestussen: tag hende på skulderen. Bent nikkede, smilede og sagde:
Lad mig holde hende, mens du laver teen.
Signe så, hvordan Kirstine og Bent sad på gulvet og legede med dukken. Bent spurgte sjovt:
Hvor er dukkens mund? Hvor er øjnene?
Kirstine pegede sikkert og lo højlydt. Signe tørrede tårer af glæde væk.
De kunne tale, først efter at Kirstine havde sovet efter frokost. Signe fortalte alt til Bent.
Hvorfor rakte du ikke ud til mig? Måske var det svært for dig alene? spurgte Bent.
Nej, alt er fint. Hvorfor skulle jeg? Jeg troede, du havde fundet en anden, måske allerede ventede et barn, svarede Signe.
Bent så væk og mumlede lavt:
Jeg fandt allerede min kærlighed. Trist at hun var så stædig.
Da mørket faldt, begyndte Bent at pakke.
Jeg må køre, to timer på vejen sagde han.
Signe krydsede armene, indså at han snart ville gå.
Måske er det bedst, sagde han, men du forstår ikke, hvor svært det er. Uden dig behøver jeg ingen børn. Jeg prøver at lægge dig bag mig, men du dukker stadig op i mine drømme. Jeg kom for at se dig, troede jeg kunne glemme, men kun gjort det værre.
Signe, med tårerne knap holdt tilbage, sagde:
Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg tænker på dig hver eneste minut. Hvad skal vi gøre, Bent?
Pludselig smilede Bent.
Jeg ved, hvad vi skal gøre, svarede han.
Signe så overrasket på ham.
Det er enkelt, fortsatte Bent. Vi skilles, fordi vi ikke havde børn. Nu har vi Kirstine. Vi kan blive en familie igen.
Gifte os igen? spurgte Signe.
Bent lagde jakken fra sig, så sig omkring, tog en lille vase med en blomst og stod foran Signe.
Elskede, vil du gifte dig med mig? Jeg lover at tage vare på dig og Kirstine.
Signe satte sig forsigtigt ved siden af ham, så ind i hans øjne.
Ja tusind gange ja, svarede hun.
Bent satte en lille ring på hendes finger og trak hende ind i en fast omfavn.
Alt dette uden dig var som at drømme. Nu vågner jeg, som om livet starter på ny.
Et år senere fik Signe og Bent en dreng, Mikkel. Han blev først afvist på fødeafdelingen, men efter bureaukratiske omveje fandt han sin familie.
Nu har vi både prinsesse og prins, sagde Bent. Han er lille nu, men han vil vokse til at beskytte sin søster.
De stod i hinandens arme, så på deres børn. Blikket sagde alt: dette var den sande, lykkelige familie.
