En uge i ensomhed ville gøre hende blød som silke, men da han så, hvad der var sket i løbet af den tid, stod han lammet ved dørtærsklen.
Kirstine havde på det seneste ikke været sig selv. I ægteskabet med Morten begyndte alvorlige revner at opstå, og hun vidste ikke, hvordan hun skulle håndtere den smertefulde situation. Alt startede med småting som det ofte gør.
Efter arbejde begyndte Morten at kaste giftige kommentarer. Hans vittigheder var fulde af vrede, hvert ord slog hårdere end et slag. Dag for dag forværredes hans opførsel. Selv i ferien gav han hende ingen pause.
Du ser ud som en gammel mølle! sagde han, uden at løfte blikket fra sin telefon. De andre mænd har smukke koner, mens min er en rynket abrikos!
Kirstine så faktisk ældre ud end sin alder. Hendes arbejde var hårdt og krævende, og det afspejlede sig i ansigtet. Men det mest smertefulde var at høre sådanne ord fra sin egen mand. Hun tjente dobbelt så meget som ham, så han havde ingen grund til at klage.
Morten brugte sine penge, som han ville, uden at rådføre sig med nogen: Hvor jeg vil, der bruger jeg! Vi har ingen børn, så jeg sparer ingenting!
Kirstine holdt ud med det også. De havde ikke officielt registreret ægteskabet, men levede som ægtefolk og skyndte sig ikke med bryllup. Moren, Ingrid, kaldte hende dog stadig svigerdatter, og Kirstine så hende som svigermor.
Svigermoren var indblandende og utilfreds med livet. Hun greb konstant ind i de unges anliggender, og de fleste af hendes kritikpunkter ramte Kirstine.
Parret boede i et rækkehus i København. Selvom de boede i byen, krævede huset konstant vedligeholdelse. Ofte bad Kirstine Morten om hjælp:
Jeg når simpelthen ikke jeg arbejder fra morgen til aften!
Hvad med mig? svarede Morten. Det er dit hus, du er hersker her, hvad har jeg så med det at gøre?
Om vinteren lå huset under sne, indtil Kirstine selv greb skovlen. Om sommeren voksede græsset op til dørene. De måtte hyre folk til at rydde op, men efter arbejde endte Kirstine altid med at afslutte det, de havde påbegyndt.
Morten lå derimod på sofaen og tjekkede kun lejlighedsvis, hvordan arbejdet gik.
Kirstine tilgav meget, men den sidste dråbe var, hvad hun så, da hun kom hjem efter en udmattende arbejdsdag. Hun var så træt, at hun knækkede benene, men gik alligevel ind i en butik på vejen hjem. Hælen på hendes hånd var øm af den tunge indkøbspose.
Hun håbede, at Morten ville møde hende hun ringede, men han svarede ikke. Mens hun sukkede og tørrede sveden af panden, hørte hun musik fra gården.
Hun lagde posen ved hegnet og skyndte sig ind i huset, hvor en festlig diskotek spillede. Indenfor voksede vrede; hun havde besluttet at sætte ord på alt, hvad der havde bygget sig op.
Der var en ægte fest høj musik rystede vinduerne, på bordet lå snacks og færdigret, som Kirstine havde lavet på forhånd, så hun ikke skulle lave mad om aftenen. Morten dansede, helt uopmærksom på sin kone, med en kvinde, der tydeligvis havde drukket for meget og var klædt provokerende.
Uden at sige et ord gik Kirstine gennem rummet og slukkede musikken.
Morten vendte sig langsomt, tåget af chok: Hvad gør du? spurgte han, mens han vaklede.
Det er mig, der skulle stille dig spørgsmålet! Hvad foregår der? Hvem er den kvinde?
Hans dansepartner fortsatte uforstyrret i sin egen rytme.
Hvad er så vigtigt? drønede Morten. Jeg har lige mødt en gammel klassekammerat, så vi fejrer. Eller kan jeg ikke slappe af i mit eget hjem?
Hvis du husker, så sagde du selv, at dette er mit hus, og du har ingen ret til det. Så ryd op nu, før du slipper din gæst ud, så kan vi tale.
Jeg vil ikke! forsøgte Morten at rejse sig, men han vaklede.
Kirstine følte allerede afsky. Han var ikke længere en mand for hende, kun en byrde. At leve med ham af frygt for ensomhed? Nej tak!
Fast besluttet greb hun kvinden ved armen og førte hende ud i porten: Det er tid til at gå!
Derefter gik hun tilbage ind: Hvor er du? Skal du gå ud eller bliver du?
Morten trak på skuldrene, greb en salat og en flaske fra bordet og vaklede ud gennem døren.
Du kan klare dig uden mig, ring, din dramatiske ven! råbte han, da han gik.
Åh nej! skreg Mortens mor, mens hun holdt sig for hovedet. Hovedet gør ondt!
Mor, stil dig ikke! Jeg blev smidt ud af Kirstine. Hun ville bare have, at jeg mødte hende, så jeg løj, for jeg vidste, at hun ville tage min side.
Hvorfor skulle du så møde hende? spurgte hun forundret.
Hvem ved! Hun kritiserer mig konstant: dette er forkert, det er så. Jeg er træt af det! Måske er jeg også træt af mit arbejde? Tror du, det er let for mig? Hvorfor skal jeg hjælpe i et andet hus?
Præcis! svarede moren. Lad ham først få sin andel af huset, så kan han kræve noget. Han ser ud som om han er så vigtig, at han må møde mig. Han er sund, han skal klare sig selv!
Det sagde jeg til ham! Og han blev så såret!
Lad ham være såret! Du skal ikke bukke under. Hun vil gifte sig så må hun holde ud! Hun er ikke længere en pige, der kan løfte næsen!
Hvad skal jeg så gøre nu? spurgte Morten, med hovedet bøjende.
Vær tålmodig, min dreng! sagde moren. Han kommer selv tilbage, som en lille kanin, når han ser, at han har levet en uge alene. Så skal du insistere på, at han får en lejekontrakt. Ellers vil han blive stående uden dig!
Morten lyttede, nikkede til moderens råd og sagde: Du har ret, mor! Jeg vil ikke tolerere hendes lunefulde krav! Hvem er hun til at kommandere mig? Jeg er ingen slave, jeg er en voksen mand! Jeg er min egen chef!
Efter morens anvisninger holdt Morten sig væk fra hjemmet, ringede ikke til Kirstine og ventede præcis en uge.
Mors liv var heller ikke let. Hun trak konstant i ham: gør dette, gør hint. Da han prøvede at modsætte sig, mindede hun ham om gamle, hårde opdragelsesmetoder: et stramt slag på ryggen:
Du er her hos mig, ikke hos din kone! Hvis du ikke arbejder, mister du frokosten!
Ingen ord mere, ingen modstand.
Endelig, efter de syv dage, var Morten klar til at vende hjem: Jeg tager af sted, mor! Jeg vil se, hvordan hun klarer sig uden mig. Hun må jo bøje sig og bede mig om at vende tilbage!
Gå, gå! Men giv ikke op! Tal tydeligt du vender kun tilbage på dine egne vilkår!
Han gik ud af huset som en sejrherre. Alt skulle vise hende, hvem der var chef! Hovedet løftet, ryggen rank, skridtet sikker.
Han gik hen til porten, trådte ind på gården og standsede.
Der var noget galt.
Han så sig omkring: haven var velplejet, græsset klippet som på en linjal, vinduerne skinnede, blomsterbede var jævne, stierne rene uden et eneste ukrudt. Ikke kun det, alting virkede levende, farverigt og velholdt. Porten var ny ikke den gamle knirkende, men en solid, pålidelig dør.
Morten tog nøglen, men opdagede, at den ikke længere passede. Han tøvede et øjeblik, gik beslutsomt mod døren og bankede på.
Indenfor stod ikke den forslåede Kirstine med mørke rande under øjnene. I stedet stod en frisk, smilende kvinde med glimt i øjnene.
Jeg troede, du ville være alene og lide Men du Du kunne i det mindste have ringet!
Hvorfor? svarede den nye Kirstine med et legende smil og let tilt i hovedet.
Hvad tror du? Manden er væk en uge, men hvad får du så?
Jeg har ingen mand, svarede hun roligt.
Hvor kommer han så fra? grinede hun. En enkelt gæst, men han var en mislykket besøgende. Ikke værd at huske!
Morten rødmede: Er det dig, jeg taler til? Du får nu et slag i ansigtet, og du skal tale anderledes! Jeg burde have opdraget dig før! Jeg fortrød aldrig!
Han trådte frem, men Kirstine rystede ikke på en eneste hårstrå.
Bag døren kom en høj mand frem, lagde en hånd på hendes skulder og sagde fast: Hey, fyr, gå væk. Bedre at gå i fred.
Hvem er det? Spurgte Morten. Er det en elsker? Hvis du smider ham ud, lover jeg at vende tilbage og ikke slå dig! erklærede han med stolthed.
Pludselig gik tiden i stå, så han stod stille, men så løb han som om djævelen jagtede ham, mens nogen bagfra hjalp ham til at øge farten.
Kirstine stod på verandaen og lo så hun græd, mens sin storebror jagtede den tidligere samlever ud gennem porten med to hurtige spark. Så snart Morten var ude af døren, smækkede broren den nye port i.
Kirstine, tag ham ikke tilbage! Jeg forstår ikke, hvordan du kunne holde ud med ham!
Kirstine sukkede dybt: Jeg var dum, så jeg holdt ud. Jeg troede, han ville ændre sig.
Sådanne mennesker ændrer sig ikke, de bliver bare værre! Hvis du har brug for hjælp i huset, ring til mig, så kommer jeg. Men lad ham vide, at han ikke længere er velkommen.
Og hvis han ikke forstår?
Så forklar igen, sagde broren med et smil, og gik ind i huset sammen med søsteren.
Inde i stuen fortsatte gæsterne festen, mens de så scenen gennem vinduet.
Så, fødselsdagsbarn, skål for dig!
Skål! lød svaret, og glasene klingede.
Kirstine smilede. Hvor dejligt det var at have en så omsorgsfuld, stærk storebror ved sin side!
Hun indså, at ingen skal blive fanget i et forhold, hvor respekt og kærlighed mangler; at styrken i at stå op for sig selv og søge støtte fra dem, der virkelig holder af én, er den eneste vej til frihed og ægte lykke.
