Kære dagbog,
I går fik jeg en overraskende telefon fra Morten. Han sagde, at Peder og hans kone Katrine fra Aarhus ville overnatte hos os i weekenden. Jeg kunne næsten ikke tro det det var næsten fem år siden, jeg så dem sidst. Jeg smilede ved tanken: endelig noget at tale om.
Morten fortalte, at de har haft svært ved at holde ud i deres hjemby, hvor alt synes at gå nedad. Vi har fået en smule frihed her i København, men I sidder fast i en sump, sagde han med et glimt i øjet. Jeg spurgte, hvor de skulle bo, og han svarede, at de bare måtte falde over på vores sofa. Så længe du er med på det, sagde han og smilede skævt. Jeg nikkede, selvom jeg havde planlagt alt uden mig. Det ville blive et lille hovedstadsweekend, hvor vi kunne vise dem, hvordan livet kan være, hvis man arbejder hårdt og får lidt held med.
Jeg gik i gang med at gøre lejligheden skinnende. Jeg vaskede alt grundigt, trak frisk sengetøj frem fra skabet og lagde det på sofaen. Jeg købte et blødt tæppe, så de ikke frøs, og et par nye puder til ekstra komfort. Det føltes som om vi skulle modtage nærmeste familie.
Lørdag morgen lød døren, da Peder og Katrine trådte ind. Peder var i en gammel træningsdragt, som man sjældent ser i København længere, og Katrine bar et par slidte jeans og en tætsiddende top. De så ud som om de havde haft en lang rejse, og Katrine så lidt irritabel ud, mens hun kiggede omkring i gangen.
Kom ind, I er så velkomne, sagde jeg, mens jeg holdt døren åbent. Peder smed sine gamle sneakers af og viste sine huller i sokkerne med et grin: Bedre end jeg forestillede mig! Katrine gik stille ind i stuen og spurgte: Er dette jeres lejlighed?
Nej, den er vores. Vi har købt den med et realkreditlån, svarede Morten. Skal vi sætte os ved bordet? En kop kaffe eller te?
Kaffe, sagde Katrine kort. Noget kraftigt til mig, sagde Peder og bankede mig på skulderen.
Efter en time var stemningen blevet mere afslappet, og vi udvekslede nyheder. Her er livet helt anderledes, bemærkede jeg. Luften er friskere, og folk smiler mere, nikkede Katrine. Hvorfor skulle de ikke smile? Der er noget at glæde sig over her, tilføjede Peder. Hvorfor skulle vi ikke have en indkomst? Her er der løn, mens vi i Aarhus knap har noget at leve af, sagde han med et suk.
Jeg lagde et fad med frugt og min hjemmelavede kage på bordet. Peder spurgte under middagen, om der var ledige stillinger på mit arbejde. Jeg er klar til alt, sagde han. Jeg kan ikke længere holde ud at arbejde for en pølse. Morten sagde, at de netop rekrutterede nye medarbejdere, men kunne ikke love noget.
Katrine så overrasket ud, da jeg spurgte, om de ville overveje at flytte med børnene. Hun tænkte sig om: Vi har to børn, den ældste er lige startet i børnehave, og vi har sparet op til et godt sted. Men vi har ingen penge til at flytte. Jeg fortalte, at min søster havde et værelse, hvor venner kan bo i to om dagen, så de kunne måske bo dér midlertidigt.
Katrine sukkede og sagde: Det er svært at bo hver for sig. Det handler om fremtiden og lønnen. Jeg mærkede et tvivlens glimt i Martins øjne, men han smilede og prøvede at berolige mig.
Mandag gik de hjem igen. Peder sendte mig sit CV, og jeg vidste, at Morten ville hjælpe ham. Inden to uger fik Peder et job på prøvetid ikke den højeste stilling, men med en rimelig løn i kroner og gode udsigter.
Du har reddet mig, Morten, sagde han en aften, da han kom forbi med en flaske hvidvin. Det er min chance. Hjemme er intet at holde fast i længere. Jeg åbnede flasken og sagde: Bare husk at holde løftet.
I de følgende dage så jeg Peder komme forbi, drikke kaffe og fortælle om sit nye arbejde. Jeg spurgte om Katrine og børnene. Børnene har det godt. Jeg har sendt dem penge til nye legetøj. Mor hjælper, men min kone er ikke så glad for, at jeg er væk, sagde han efter et par glas vin. Jeg grinede og sagde: Fjernrelationer kan være svære, men I vil savne hinanden.
Næste weekend kom de igen, men denne gang med børnene. Vi har savnet jer, sagde Katrine. Børnene har ikke set far i lang tid. Jeg blev overrasket det var første gang, jeg så dem siden et år eller to. Jeg inviterede dem indenfor, fortalte, at jeg havde stegt en kylling, og spurgte hvor de boede. Katrine sukkede: Vi er på et dyrt hotel. Pengene er knappe, men vi må mødes af og til med dig, så du ikke glemmer, hvordan jeg ser ud.
Morten spurgte, om de ville drikke rød eller hvid vin. Jeg smilede, mens jeg gik i gang med at lave kaffe til gæsterne. Katrine bad mig om at passe børnene et stykke tid, så hun og Peder kunne få et øjeblik alene. Jeg tøvede jeg forstod ham, men at tage sig af andres børn føltes mærkeligt. Til sidst sagde jeg: Okay, bare en gang. Jeg laver kaffe til jer, så I kan nyde en rolig stund.
Børnene blev hos os, og alt gik over som planlagt. Det var fint, men senere begyndte Katrine at sende mig beskeder, hvor hun bad mig tjekke Peders telefon. Hun ville sikre sig, at han ikke havde en anden. Jeg afviste først, men hun blev ved, sendte lange smser, stemmebeskeder og små emojis. Morten gemte sine samtaler, slog hende fra, men jeg opdagede en aften, da han gik ind i køkkenet, en lang besked fra Katrine: Kan du gå ind til ham i morgen? Jeg tror, han ignorerer mig. Måske har han fundet en anden. Tjek hans telefon, hvis du kan.
Jeg følte mig fanget. Hvorfor skjuler du det? spurgte jeg Morten. Er hun nu din veninde? Jeg svarede: Det er ikke spionage, men hun er ved at blive for påtrængende. Jeg vil hjælpe, men jeg ved ikke hvordan. Morten indrømmede, at han havde ladet hende komme for tæt på, fordi han ikke turde sige nej.
Efter en hård snak slettede Morten alle meddelelser fra Katrine og blokerede hendes nummer. Katrine ringede en sidste gang og truede med at fortælle alt til Peder, hvis jeg ikke holdt op. Da hun endelig holdt op, gik hun og Peder ud af vores liv.
Jeg talte med Peder om det, og han var rasende over, hvor langt det hele var kommet. Hun har manipuleret os alle, sagde han. Jeg er træt. Jeg troede, afstand ville hjælpe, men det har kun gjort det værre. Vi talte ud, men hans ord hang i luften.
To måneder gik, og både Peder og Katrine forsvandt fra vores hverdag. Morten og jeg gik tilbage til vores rolige liv, tog på ferie, besøgte vores forældre i Odense og nød hinandens selskab. En dag så jeg Katrine i gaderne i København; hun gik forbi uden et nik. Senere hørte jeg, at hun og Peder havde slået op. Rygterne sagde, at hun fandt en ny mand, mens Peder var i Moskva, men hvem ved, hvad sandheden er?
Alt i alt har denne weekend med gæsterne givet os både glæde og udfordringer. Vi har lært, at man skal sætte grænser, men også at man kan hjælpe venner, uden at miste sig selv i processen.
Kærlig hilsen,
Rigmor Sørensen.
