Mikkel Andersen vandrer gennem Rold Skov i flere timer. Han elsker disse ture stilheden, granens duft, den friske luft, fuglenes sang. Alt er roligt, indtil et skarpt knæk i grene lyder bag ham.
Han vender sig om og fryser. Bag træerne træder ulve frem, en efter en. Der er mindst otte. Grå skygger glider lydløst over det faldne løv og nærmer sig. Først tror han, de blot passerer, men så ser han, at de går direkte mod ham.
Kølighed breder sig i brystet. Mikkel løber mod det nærmeste træ. Rygsækken glider af hans skuldre, falder i græsset, og han, grebet om barken, klatrer op, mens hænderne ryster. Ulvene omringer træet. En døv knurren smelter sammen til et frygtindgydende kor. En af ulvene springer, bider hans støvle og trækker den ned. Mikkel skriger, bryder fri, men holder kun nænsomt fast. Hjertet hamrer, som om det vil springe ud af brystet.
Han ved, han kant holde ud længe. Telefonen ligger i rygsækken, og hjælpen er flere titusinde meter væk.
Pludselig fra skovens dyb høres en lyd, der får hårene til at stå op. En tung, død, dyb brum ikke en ulveskrig, men noget lavere, som om jorden selv taler. Ulvene bliver forsigtige. Ørene tørrer, kroppen spænder. Et øjeblik senere træder en kæmpe skikkelse frem fra træernes skygge.
På en lysning træder en brun bjørn frem.
Han går langsomt, sikker, og hvert skridt runger i hans bryst. Han stopper et par skridt fra flokken og brøler. Brølet er så kraftigt, at bladene ryster, og fuglene flygter fra grenene.
Ulvene skælver. Den ene klemmer halen, den anden trækker sig tilbage, og inden for få sekunder er hele flokken væk i buskadset, som om den aldrig har været der.
Bjørnen bliver alene. Den løfter snuden, ser op kun på Mikkel. Blikket er tungt, men ikke vredt. I flere sekunder stirrer de på hinanden. Så snøfter bjørnen sagte, vender om og går tilbage i skoven, som om den smelter sammen med træerne.
Den gamle mand sidder på en gren, ude af stand til at bevæge sig. Han er reddet fra døden kun fordi et andet rovdyr var i nærheden. Når frygten langsomt svinder, klatrer han ned, løfter rygsækken og kigger den vej, bjørnen gik.
Tak, hvisker han.
Skoven er tavs. Kun vinden rasler i grenene, og et fjernt ekorn hakker i træet.
Siden da kommer Mikkel ofte til den lysning, efterlader et stykke rugbrød og en ske honning. Og hver gang tågen lægger sig over jorden, får han fornemmelsen af varme, kloge øjne, der følger ham fra skovens dyb.
Måske er det blot tilfældighed. Eller måske vogter nogen virkelig over ham i den skov.
