Hør nu godt efter, sagde svigersønnen hårdt, vi har taget dig ind i familien, vi behandler dig som et menneske, og du afviser småting for os? Det er ikke i orden, svigersøn! Du skal respektere din svigermors forældre. Hvem ved, hvornår du selv får brug for vores hjælp?
***
Signe blev født, da hendes mor kun var nitten år gammel. Den tidlige moderskab stod i vejen for de unge forældres planer, så de overlod den lille pige til sin bedstemor i de første år. Mens forældrene gik på skole, blev Bedstemors hjem hendes eneste trygge base.
Brylluppet fandt sted, efter at datteren var født, men den egentlige familiesammenhæng blev først til, da Signe fyldte seks år. Så flyttede forældrene med hende til Aarhus, og hun gik i første klasse.
Forholdet i den nye husstand gik aldrig let fra starten. Faderen, som havde en anstændig stilling, viste ingen interesse for hverken kone eller datter. Hans liv bestod af hyppige udflugter, affærer og store fester. Moderen blev ofte på arbejde til langt ud på natten. Signe, overladt til sig selv, tilbragte sine dage på gaden. Uregelmæssige måltider, ofte kolde og knappe, gav hende kronisk gastritis. Da sygdommen blev værre, måtte moren køre hende fra hospital til hospital, og dette blev senere et redskab for pres.
Der fandtes ingen grænser eller ret til egen mening i hjemmet. Ethvert ønske, Signe havde, blev koldt afvist. Hvis hun prøvede at stå på sig, endte det i skænderi og anklager. Moren proklamerede åbent, at Signe var en utaknemmelig pige.
Jeg gør alt for dig, og du kan ikke engang vise et lille tak! Hvor mange lidelser du har påført mig, kun Gud ved, fortsatte moderen, forsvind fra mig!
Spændingen toppede, da Signe som teenager nægtede at deltage i en aftenfotografering med gæsterne. Moren reagerede voldsomt:
Din skamløshed! Hvordan vove du at gøre mig til skamme foran folk? Skift straks tøj og kom ud nu med det samme!
Mor, jeg vil ikke blive fotograferet, insisterede Signe, jeg vil sove! Jeg skal op tidligt.
Morens hånd gik mod døren, far greb ind for at skille dem ad, og så sagde han direkte til Signe, at de havde ønsket et andet barn, men af en eller anden grund ikke kunne få det.
Hvis jeg kunne, ville jeg smide dig ud af huset på stedet! sagde han hårdt, men desværre kan vi ikke få flere børn! Hvis der fandtes en chance, ville jeg straks sende dig i børnehjem!
***
Signe fik aldrig lov til at sige nej. Moren kaldte hende gentagne gange ufuldkommen, ussel og takløs. Da Signe blev seksten, og familien adopterede en pige, blødte moren endelig lidt op hvilket kun tilføjede endnu mere pres på Signe.
Du er stadig vores guld, sukede moderen, mens den adopterede pigen kastede tallerkener i raseri over, at de nægtede at købe en computer, så hun kunne være ligesom de andre. Med dig har vi aldrig haft problemer! Jeg har lyttet til din far, vi har accepteret forældremyndigheden Nu er der ingen problemer mere
Ingen vidste, at Signe i skole blev slået og låst inde i skure. Hun blev udslettet af sine klassekammerater, som i stedet for at blive venner, ydmygede hende som en flok. Signe klagede aldrig hun så ingen mening i det. Hvem skulle stå op for hende?
Signe valgte en juristuddannelse, fordi forældrene pressede på, så hun kunne vinde deres anerkendelse. Det hjalp ikke nu kritiserede de hende for ikke at finde sin plads i livet.
Hvorfor vil du studere jura? fnyste faren, du får kun en fabriksarbejders fremtid! Du er talentløs! Find dig en anden vej
Stille led Signe ud. Hun drømte om at slippe fri fra de lænker, som hendes forældre strammede omkring hende. Hun var udmattet.
***
Da Signe skulle giftes, udløste forældrene et forudgående skænderi og beskyldte hende for egoisme, for at have ødelagt deres planer og for at have taget penge fra dem. Signe havde lånt dem et lille beløb, fordi hun ønskede at bidrage til den store dag. Moren glemte ikke at lægge sine problemer på datteren.
Forstår du, Signe, hvor meget energi vi har brugt på dig? sagde moren, da Signe afviste at hjælpe med endnu et arrangement.
Jeg forstår, mor, men Jens og jeg prøver at stå på egne ben nu. Vi har vores egne bekymringer, svarede Signe forsigtigt, vi har ikke tid til alt det her!
Hvilke bekymringer? Dine bekymringer er også vores! Din mand skal forstå det, greb faren ind, og er vi ikke lidt kræsne? Hente mad, levere den til restauranten, passe den lille, mens vi fejrer.
Far, Jens arbejder sent, og han har et vigtigt møde i morgen, protesterede Signe.
Et møde? Er det vigtigere end familien? Glemmer du, hvor svært det var at opdrage dig? Dine sygdomme, din ubehagelige temperament! råbte moren.
Mor, du taler om mine sygdomme, som opstod mens I travlede med arbejde, og jeg kan ikke huske, at du nogensinde opfostrede mig, svarede Signe med bitterhed.
Takløs! Du forstår ikke, hvad det vil sige at være forælder! Hvis vi ikke havde haft dig, ville du bo hos din bedstemor i sult! skreg moren.
Jeg er taknemmelig, men jeg er ikke forpligtet til at aflægge hele mit liv for jer! Vi beder kun om et lille rum for os selv, sukkede Signe.
Personligt rum? I er lige blevet gift, og allerede tænker I på jer selv! Vi har givet jer et hjem, vi har opdraget jer! insisterede faren, og nu turde I nægte?
Mor, I har ikke noget med vores lejlighed at gøre, svarede Signe, idet hun pegede på, at de to nu betalte et lån på deres fælles bolig.
Så hvorfor kan du stadig ikke finde et ordentligt job, men hænger dig ud i de her kontrakter? Hvorfor har du stadig ikke betalt os tilbage for din uddannelse? slog faren ned, vi har betalt for din uddannelse, så hvor er din tak?
Signe vendte sig til faren:
Far, kan du i det mindste holde op med at støtte hende i dette kaos?
Signe, lad være, sagde faren roligt, mor har ret. Vi beder kun om lidt. Din mand skal vide, hvor han hører til. Ingenting vil ske, hvis han hjælper os. Vi er jo din familie.
Jens behøver ikke køre jer rundt! Han er ingen taxa! udbrød Signe i desperation.
Har du mistet din respekt for mig? truede moren.
Jens, som stille havde lyttet, mistede tålmodigheden:
Nok er nok! Hold op med at råbe af hende! Jeg gifte mig med jeres datter, jeg har påtaget mig ansvaret for hende. Jeg har ikke lovet at tjene jer!
Hvem tror du, du er, for at fortælle os, hvad vi skal gøre? eksploderede faren, du tog min datter, vi tog dig ind i familien, og af taknemmelighed skal du hjælpe os!
Jeg elsker Signe, og jeg vil have hende lykkelig. Siden brylluppet har I ikke givet os et eneste øjeblik ro, sagde Jens fast, enten lever vi vores liv selv, eller så vil hun ikke have kontakt med jer længere!
Signe så på Jens, så på sine forældre.
Signe, du vil svigte os? knurrede moren, du er vores datter! Vi har ofret så meget
Jeg husker, mor, svarede Signe stille, mens hun knugede næver, jeg husker alt, hvad I har gjort mig. Jeres nedværdigelser, jeres slag. Jeg husker, at I ønskede et andet barn. Jeg husker
Takløs! ekkoede morens stemme.
Nej, mor, jeg er bare en voksen kvinde med en egen familie. Jens har ret: vi vil leve vores liv. I kan ringe, når I lærer at respektere vores valg.
De første dage med den såkaldte frihed var anspændte. Forældrene ringede, truede, forsøgte at afpresse med tavshed, men Signe og Jens holdt fast. Signe besluttede også at betale deres forældre de penge, de havde krævet for hendes uddannelse. De sparrede på alt for hurtigt at kunne betale gælden.
Det sværeste var at komme igennem Signes sammenbrud. Kampen for at forsvare sit eget liv førte til flere år med psykisk pres, men Jens var hendes støtte, hendes klippe.
Vi klarer det, Signe. Vi klarer det! sagde han.
Efter et år havde de betalt de 500000kr, som forældrene havde krævet, selvom uddannelsen kun havde kostet halvdelen. Da pengene var betalt, sluttede Signe al kontakt med dem. Forældrene var ikke ivrige efter at genoprette forholdet, såret over sin u taknemmelige datter.
Historien viser, at selv de dybeste familiebånd kan blive hængende på respekt og grænser. Når man tør stå fast for sin egen værdighed, kan man bryde de usunde mønstre og finde sin egen vej til frihed. Det er i at sætte klare grænser, at ægte frihed og indre fred opstår.
