Hvorfor spørger du mig ikke, hvad jeg har lyst til til aftensmad? spurgte Kasper sin kone, da han på vej til arbejde i morgenstunden. Er det ligegyldigt for dig nu?
Jeg tænkte, jeg kunne lave noget, du selv kunne bestemme, svarede Birgit ligeglad. Men hvis du har en præference, så sig endelig til.
Det er ikke det, svarede Kasper. Det handler ikke om vil du eller vil du ikke. Selve spørgsmålet er det vigtige. Er du så bange for at spørge? Er du egentlig ikke interesseret?
Ærligt talt, nej, indrømmede Birgit. Det interesserer mig slet ikke. Hvad er så så spændende ved det?
Jo, selvfølgelig! udbrød Kasper. Det er jo blevet sådan. Før spurgte du, før. Så må det da have været interessant før!
Birgit gik i stå og tænkte et øjeblik.
«Hmm, tænkte hun. Det er sandt, jeg spurgte før. Det var lidt akavet. Jeg må jo spørge, ellers hænger jeg bare ved.»
Hvad vil du have til aftensmad? spurgte hun.
Kasper smilede skævt.
«Et lille tjenestegæld, tænkte han. Jeg vil ikke være en lille gnaven tyrann. Familien er jo en kompliceret affære, fyldt med kompromiser. Jeg vil være en mild og eftergiven mand, ingen voldelig basser. Man skal kunne tilgive hinanden, ellers er vi jo ikke rigtig mennesker længere.»
Okay, sagde han efterladende, jeg er i humør til frikadeller.
Hvilke frikadeller vil du have? spurgte Birgit. Svinekød, lam eller oksekød? Eller skal jeg smide fiskefrikadeller i gryden?
Alle mulige, bare ikke fiskefrikadeller! udbrød Kasper. Er du tosset? Du ved jo, at jeg har hader fiskefrikadeller siden jeg var barn.
Birgit rystede på hovedet. «Det er mig, der er lidt drømt i dag. Han har fortalt mig så mange gange, hvordan han druknede i fiskefrikadeller i børnehaven. Jeg er træt af hans evige klager over den ulykke. Jeg må finde på noget andet, ellers vil han hele dagen gentage den fiskefrikadellehistorie. Åh, for resten, han hader også rød gelé.»
Hvad med tilbehør? spurgte Birgit. Kartofler, pasta, ris eller måske lidt grøntsager?
Stegte kartofler, svarede Kasper. Men kun stegte, ikke kogte. Jeg vil have en sprød skorpe.
Selvfølgelig, skat, sagde Birgit. Jeg skal nok sørge for, at de er sprøde.
Jeg bekymrer mig ikke, svarede Kasper roligt. Det er dig, der skal bekymre dig.
«Hvorfor sagde jeg det? tænkte Kasper. Jeg ville vist bare vise lidt overlegenhed. Jeg gik for langt. Men hvordan kan jeg blive et bedre menneske, hvis jeg ikke kan holde igen?»
Hvis du har tid, kære, sagde han med blød stemme for at dæmpe stemningen, så lav en lille salat med tomater og agurker, tak.
Ja, min skat, svarede Birgit kærligt. Det ordner jeg.
Med hvidløg og dild, mindede Kasper.
Med hvidløg og dild, gentog Birgit og smilede.
Og med cremefraiche.
Med cremefraiche.
Og kartoflerne skal også have dild, sagde Kasper, og løg.
Sådan vil jeg have det, min elskede, svarede Birgit.
De sagde farvel på en venlig måde, og Kasper gik ud af lejligheden. På vej til arbejde gik han rundt med en mærkelig fornemmelse; noget med Birgit var anderledes, men han kunne ikke sætte fingeren på hvad. På kontoret gik han hele dagen som en tåbelig drømmer, hans tanker kredsede kun om konens mærkelige opførsel.
«Okay, beroligede han sig selv, i aften skal vi tage en ordentlig snak. Måske har jeg såret hende uden at vide det. Jeg skal finde ud af det, før det er for sent.»
Kasper sad ved sit skrivebord, dovent stikkende med gaflen i frikadeller, kartofler og salat, mens han så på Birgit, der i kantinen spiste stegt kylling med tomatsovs. Hun dryppede sovsen over kyllingen, grinende og blinkende mod Kasper.
Så, sagde Kasper, jeg forstår det ikke. Hvorfor spiser du stegt kylling i stedet for frikadeller?
Jeg fik lyst til stegt kylling til aftensmad, svarede Birgit. Da du nævnte frikadeller, tænkte jeg, at jeg ikke ville have frikadeller, men hellere kylling med tomatsovs. Jeg har stegt den med hvidløg. Du skulle bare smage, så lækker den er! Er du ikke glad?
Ikke rigtig, sagde Kasper lidt såret. Jeg troede, vi begge skulle have frikadeller.
Birgit tænkte: «Min elskede troede, jeg ville spise hans sløve frikadeller. Hvor kom den idé fra?»
Undskyld, sagde Birgit med mund fuld af kylling. Jeg ville bare gøre alle glade. Du spiser, hvad du vil, og jeg spiser, hvad jeg vil. Er det ikke fantastisk?
Sjovt, svarede Kasper stille. Må jeg også få noget stegt kylling? Jeg ser dig så nøgen nyde den, og jeg får lyst til det også.
Nej, svarede Birgit. Jeg har kun lavet kylling til mig selv. Frikadellerne er dine, og salaten med tomater, agurker, hvidløg og cremefraiche er også din. De stegte kartofler er kun dine. Velbekomme, min skat.
Men du har jo stadig en hel kyllingelår, påpegede Kasper. Jeg kan dele frikadellerne med dig.
Det er min, sagde Birgit. Jeg har lavet to ekstra lår til mig selv. Jeg vil ikke have frikadeller. Spis dine egne.
Kasper spiste sine frikadeller og så misundeligt på Birgit, mens hun devorerede det anden kyllingelår med stor appetit. Frikadellerne satte sig som en klump i halsen.
Jeg stegte kyllingen lidt for længe, sagde Birgit. Så den blev sprød. En sand delikatesse, hvis du bare kunne smage den.
Jeg kan forestille mig det, sagde Kasper stille.
Han smilede dumt, mens han slugte den sidste frikadelle.
Næste morgen, på vej til arbejde, så han på Birgit.
Hvad vil du have til aftensmad, min skat? spurgte hun.
Stegt kylling, svarede Kasper selvsikkert. Jeg drømte om den hele natten. Lav den præcis som du gjorde i går, men uden tilbehør, kun med tomatsovs.
Sådan skal det være, min elskede, svarede Birgit.
Aftenen gik, og Kasper spiste stegt kylling uden appetit, for Birgit ved siden af ham spiste en lækker fåresteg.
Jo, det smager bedst varmt, sagde Birgit glad. Jeg har elsket fåresteg siden jeg var barn.
Hele ugen måtte Kasper holde øje med Birgits kulinariske overraskelser. I går spiste hun stegt rogn.
Jeg vil også have stegt rogn, sukkede Kasper.
Hvorfor sagde du det ikke om morgenen? spurgte Birgit overrasket. Jeg havde planlagt at lave koteletter til dig.
Jeg vidste ikke, at jeg ville have rogn, svarede han. Du skulle have givet mig et hint.
Jeg vidste ikke selv, hvad jeg ville have om aftenen, svarede Birgit.
Giv mig lidt rogn, bad han.
Nej, sagde hun hårdt. Hvad skal jeg så spise? Mine koteletter?
Næste morgen, da Birgit så Kasper afsted, spurgte hun, hvad han ville have til aftensmad. Han rystede på hovedet.
Ikke i dag, sagde han. Du kan ikke finde på mere mad, min skat. Det er nok. Lav bare det, du har lavet til dig selv, og giv mig dobbelt så meget.
Fra den dag sagde Kasper aldrig mere, hvad han havde lyst til til aftensmad.
