Hvorfor genkender du mig ikke, Kirstine? Du går forbi uden at hilse, spørger den smilende, lidt rund, omkring 47årige kvinde, mens hun trækker på smilebåndet. Er du blevet for selvhøjtidelig?
Undskyld, Tove, jeg så dig faktisk ikke, svarer Kirstine og stopper op for at kigge nærmere på sin gamle klassekammerat. Hvor kan jeg ellers have set dig? Det er jo mange år siden, vi gik fra skole og mistede kontakten.
De omfavner hinanden. De havde været i samme klasse og var nære venner, men livet sendte dem i hver sin retning. Kirstine er stadig bosat i sin hjemby, mens Tove har giftet sig og flyttet med sin mand til Nordjylland.
Tove, du er blevet så stor, må være af lykken, ler Kirstine og bemærker, at Tove kun har fået nogle få grå hår og lette rynker omkring øjnene. Hvad har bragt dig tilbage til din gamle jord? Er der ikke nogen her længere?
Jo, min kusine Signe, husker du? Hun var ældre end mig
Ja, jeg har set hende af og til. Hvorfor spørger du?
De begravede hende, jeg er kommet for at sige farvel Jeg har et fly hjem i nat, så jeg tror, jeg er den sidste, der har slægtninge her, siger Tove med en tung stemme.
Det er trist, hun var en god dame, svarer Kirstine.
Ja, Kirstine, men ved du, hvem jeg så på begravelsen? fortsætter Tove. Mikkel.
Hvilken Mikkel?
Du ved, den fyr, du kortvarigt gik ud med. Jeg ved ikke, hvad der skete mellem jer, men du smuttede hurtigt væk
Åh, Mikkel, ja Jeg kender ham ikke så meget, svarer Kirstine.
Han er fætter til Signe, eller rettere fra hendes svigers familie. Han har forandret sig, er gammel og rodet. Vi har også ændret os, men Han gik fra sin første kvinde, som kun levede kort, ind i et andet ægteskab, havde to drenge, men den anden blev født med en funktionsnedsættelse. Han kunne ikke klare det, forlod familien og indgik et tredje ægteskab. Den tredje kone var jeg ikke bekendt med, og han var den eneste på begravelsen, fortæller Tove.
Sådan var han altid hård, nikker Kirstine, derfor gik vores veje hver til sit, tak Gud.
Jeg hørte det fra Mikkels søster, som ikke taler med ham længere. Vera var også på begravelsen, og hun fortalte om den anden kone og den handicappede søn. Da han forlod det syge barn, kritiserede familien ham, men han svarede: Der er masser af kvinder uden problemer, så hvorfor skal jeg lide, sagde han, mens han trak vejret dybt. Du kan forestille dig, Kirstine, så sagde han.
Jeg kan forestille mig, og jeg er ikke overrasket, svarer Kirstine.
De taler lidt om andre klassekammerater, men Tove må snart videre, så de udveksler numre og siger farvel. På vej hjem vandrer Kirstine langsomt, stadig påvirket af mødet. Hun tænker på Mikkel, som hun havde set, før hun giftede sig med sin mand Anders.
Gud har ledt mig, eller rettere, tak til min far. Han så med det samme, hvad Mikkel egentlig var, tænker hun og husker den tid.
Kirstine er i dag, i sine 47 år, stadig slank, ordentlig og retfærdig. Som ung var hun en sød pige, som mange drenge lagde mærke til. Hun var dog ikke flygtig og skiftede ikke partnere; hun holdt altid en venlig tone.
Hun gik med Mikkel, da hun var omkring 20. Han virkede romantisk, bragte blomster, gik i biografen, gik ture sammen. De var sammen i tre måneder, og Kirstine troede, hun elskede ham og ville gifte sig en typisk teenagefantasi.
Mikkel førte altid hende hjem, og Kirstines forældre så, at deres datter gik med ham. Hendes far, Jens, var altid munter og snakkesalig, og han kunne få enhver til at åbne munden.
Datter, inviter Mikkel på besøg, foreslog han en dag. Vi har jo ikke set ham før, så lad os møde ham.
OK, far, vi kommer sammen, lovede Kirstine.
Næste dag sagde hun til ham:
Mikkel, kom hjem i aften, så vil vores forældre møde dig.
Så skal vi da bare tage af sted, svarede han med et smil.
Da de ankom, var Jens ved at forberede aftensmad.
Kom ind, sagde han, mens han rakte hånden ud, sæt jer ved bordet, så kan vi spise før I går ud igen. Vi behøver jo ikke have jer ude hele natten.
Mikkel slog sig ned ved siden af Kirstine. Hun følte sig lidt genert foran forældrene, selvom hun var hjemme. Moren lyste en fisk på tallerkenen.
I huset havde de en kat, Misser, som gik rundt på gården og kom ind, når den lugtede fisk. Da alle sad ved bordet, lagde moren et stykke fisk i en skål til katten.
Hvis jeg ikke giver den, så vil den bare snurre omkring benene, lo hun.
Jens snakkede med Mikkel, mens moren fortsatte med at byde ham på mad. Pludselig blev Misser rastløs, slugte en fiskeben i halsen. Alle sprang op, undtagen Mikkel, og de samlede sig omkring katten, men ingen vidste, hvad de skulle gøre.
Katten hostede og vred sig, og moren løftede den op og gik ud på gården:
Den må slippe benet igen, sagde hun, næsten i tårer. Jens fulgte efter.
Mens familien stressede, sad Mikkel roligt ved bordet og spiste uden at lade sig påvirke. Da de kom tilbage med katten, var benet ude, og alt var i orden.
Endelig, sagde moren lettet og lod katten gå frit på gulvet.
Åh, Misser, du skræmte os, udbrød Kirstine.
Mikkel så op og sagde med rolig stemme:
Hvorfor laver I så meget om en kat? Den kommer til at klare sig. Udenfor er der masser af katte.
Kirstine og forældrene så forbløffet på hinanden.
Har du en kat derhjemme? spurgte moren nysgerrigt.
Nej, jeg kan ikke holde nogen dyr i en lejlighed, svarede Mikkel afvisende.
Kirstine og Mikkel drak te og gik ud for at gå en tur.
Lad os gå en tur, foreslog han, men Kirstine ville hellere tage hjem, for hun havde bemærket, at Jens så tungt og var tavs.
Aftenen, som var startet så godt, endte i en trist tone. Kirstine ville ikke fortsætte gåturen med Mikkel, så hun skyndte sig hjem.
Mikkel, jeg har ikke lyst til at gå længere, jeg går hjem, sagde hun. Du behøver ikke følge med, det er lige i nærheden.
Pas på dig selv, svarede Mikkel og kyssede hende på kinden.
Da hun trådte ind, sad hendes forældre på sofaen og talte om hændelsen. Hun sluttede sig til dem. Jens var retfærdig og god til at læse folk, og moren var også omsorgsfuld, men sagde sjældent tingene direkte. Jens derimod var ligefrem.
Datter, jeg skal være ærlig. Jeg vil ikke se den fyr ved din side længere, sagde han alvorligt og så hende i øjnene. Han er ikke værdig til dig.
Kirstine og moren sagde intet. Hun havde allerede tænkt over det.
Du kan prøve en mand på mange måder, sagde faren. Giv ham magt, penge eller se hvordan han behandler dyr. I dag så han, at katten næsten døde, men han var ligeglad. En pålidelig mand ville ikke forlade dig i en krise. Så afbryd forholdet nu, før det bliver for sent. Du har ikke lovet ham noget, du vil finde en bedre fyr, og han vil heller ikke blive hængende. Det er min dom.
Ja, far, jeg kom hjem tidligt i aften, fordi jeg ikke ville gå videre med ham, svarede hun. Hans bemærkninger om Misser og katte faldt mig også.
Hun sagde ham direkte, at hun ville afslutte forholdet.
Måske havde hun aldrig elsket Mikkel, men farens ord havde sat sig fast i hendes hjerte, så det var let at gå videre.
Næste dag, da Mikkel så hende, var hun allerede klar til at sige det.
Hej, Kirstine, sagde han glad og bøjede sig, klar til at kysse hende på kinden, men hun afviste.
Hvad laver du, Vas? spurgte han overrasket.
Mikkel, jeg vil sige, at vi ikke har noget mere mellem os. Det er min beslutning, så lad os være venner, svarede hun.
Hvorfor? Var det familiens mening, eller…?
Både og. Jeg vil ikke se dig mere, sagde hun og gik mod huset, mens han råbte nedladende ord om hende og hendes forældre.
Så er jeg glad for min beslutning, tænkte Kirstine, faren havde ret.
Tid gik, og Mikkel dukkede ikke op igen. Kirstine mærkede, at der var mange drenge, der stadig fulgte efter hende.
Der var ingen kærlighed mellem os, konkluderede hun endelig.
Kort tid efter mødte hun Anders, sin livslange kærlighed. De gifte sig, fik to børn, og nu har de en lille barnebarn. De lever i harmoni.
På vej hjem tænkte Kirstine stadig på Mikkel efter mødet med Tove.
Jeg kan stadig ikke glemme den aften. Jeg er taknemmelig over for min far. Hvis han ikke havde inviteret Mikkel til middag, og vores kat ikke havde kvalt, havde jeg måske aldrig opdaget, hvilken slags mand han var. Det ville sikkert komme frem senere, men måske for sent
Det var en gammel klassekammerat, der mindede hende om Mikkels historie, hvordan han havde forladt sin kone med det syge barn den samme historie som med katten.
