Jeg kan jo ikke bare efterlade vores første barn sagde jeg, mens jeg stod i døren til stuen. Peder lå på sofaen med mobilen i hånden, ikke engang så mig, kun rystede han på hovedet.
Ikke penge, Kirsten.
Hvad mener du?
Kirsten strammede øjenbrynene, gik et skridt frem, armene landede naturligt på hofterne.
Du har jo fået løn i går.
Peder kiggede endelig op fra skærmen. Ansigtet var som en sten, ingen skyld eller fortrydelse i hans blik.
Jeg har betalt Stine den tomåneders børnebidrag, sagde han.
Kirsten stivnede. En brændende irritation steg i hende.
Så er det alt? Intet tilbage?
Stemmen vrikkede let.
Der er kun krøller til overs. Jeg skal også pendle på arbejde og spise frokost. Ikke flere penge.
Peder lagde mobilen tilbage, som om samtalen var slut. Kirsten mistede besindelsen.
Du har aldrig penge til Jonas! Forstår du det overhovedet? Børnehave, tøj, mad alt ligger på mig. Du tænker kun på din Stine!
Lad mig være, sagde Peder og holdt hovedet nede. Børnebidrag er lovens krav. Vi har fælles budget, så hvad betyder det, hvem betaler hvad?
Kirsten vendte sig brat, greb jakken på knagen. Tårene truede ved halsen, men hun ville ikke vise ham det. Døren smækkede med et brag bag hende.
Hun gik ned ad gaden med hurtige skridt, uden at kigge sig for. Den kolde vind piskede i håret, men hun tænkte kun på én ting. Hun klemte tænderne og ringede til Marianne.
Marianne, er du hjemme? Må jeg komme over?
Selvfølgelig. Er der sket noget?
Jeg fortæller dig senere.
Hun lagde på og fangede en taxa.
En halv time senere sad hun i Mariennes køkken. Marianne satte sig overfor hende.
Pengene igen?
Kirsten nikkede, tog en tår af den brændende te.
Vi har boet sammen i fem år, Marianne. Fem år! Vi har en fælles søn. Men hver gang jeg skal finde penge til Jonas, bliver jeg ydmyget.
Hun lagde koppen på bordet, strøg ansigtet med hænderne. Trætheden ramte hende på én gang.
Han betaler barnbidrag fra sit første ægteskab, fortsatte Kirsten. Det er lov, domstolene, alt. Men Jonas? Jonas kan vente. Børnehaven er ikke betalt? Så finder jeg en løsning. De sprukne sneakers? Jeg køber dem. Peder afviser bare: ingen penge, lønnen er ikke elastisk.
Hun så ud af vinduet, hvor regnen faldt i grå dråber, udviskede konturerne af verden. Marianne holdt sin kop, lænet sig lidt frem.
Har I snakket om det? Seriøst?
Tusind gange, svarede Kirsten med en bitter latter. Hver gang det samme. Jeg nævner Jonas, pengene, hvor hårdt det er for mig. Han svarer: kan ikke, lønnen er til alle, kan ikke lade det første barn blive i stikken. Så er det slut.
Marianne tromrede eftertænksomt med fingrene på bordet. Hendes øjenbryn mødtes på næsen, og Kirsten genkendte det blik vennen tænkte på noget.
I er jo ikke gift officielt, vel?
Nej, svarede Kirsten med et skulderrul. Vi så ingen mening i at gifte os i starten. Så kom Jonas, og der var ingen tid. Jeg var i barsel, Peder arbejdede. Hvorfor gifte sig, når vi allerede var et par?
Hvem stod som far i Jonas fødselsattest?
Peder, naturligvis.
Kirsten så forvirret på Marianne.
Hvad vil du?
Marianne smilede pludselig, et smil der lå både lystigt og skarpt.
Kirsten, så gå efter børnebidrag!
Kirsten stivnede, kunne ikke få sin kop til munden.
Hvad? Så jeg skal søge barnbidrag, når vi bor sammen?
Marianne løftede pegefingeren.
Men vi er ikke gift. I er kun samboende. Derfor har du ret til at kræve bidrag. Loven er på din side.
Men er det
Ærligt? Retfærdigt? Rigtigt? spurgte hun og lænede sig nærmere. Peder har i årevis undsluppet sit ansvar. Måske kan truslen om bidrag få ham til at ændre sig.
Kirsten var tavs. Tankerne var både vilde og logiske. En del af hende ville straks følge Mariennes råd, en anden sagde, at det var forræderisk.
Jeg ved ikke. Jeg må tænke over det.
Om aftenen hentede Kirsten Jonas fra børnehaven. Drengen fortalte begejstret, hvordan de havde tegnet en raket i dag. Kirsten nikkede, men tankerne var et andet sted. Venskabets ord gnistrede i hendes hoved som en splint.
Hjemme lå Peder stadig på sofaen. Jonas løb hen og råbte Far!, men Peder strøg bare roligt drengen på hovedet og gik tilbage til telefonen. Kirsten kniblet læberne og gik i køkkenet for at lave aftensmad.
Hun havde ikke tænkt sig at følge Mariennes råd. Det virkede for drastisk. De var jo en familie, hvordan kunne det gå så?
Men ti dage gik, og så skete forandringen.
Jonas viste sin mor de slidte sneakers. Sålen var helt flået af, og den hængte på en snor.
Mor, jeg har brug for nye, sagde han med en skyldbetonet stemme. Det var ikke med vilje. De gik bare op.
Kirsten satte sig ved siden af ham.
Det er okay, skat. I morgen køber vi et par nye, pæne og stærke.
Hun gik hen til Peder, som spillede på computeren.
Peder, Jonas har brug for nye sko. Giv mig penge.
Ikke penge, Kirsten.
Han vendte sig ikke engang om.
Noget i Kirsten knækkede. Hun greb ham om skulderen og trak ham hårdt mod sig.
Peder! Ikke penge? Igen ingen penge til din egen søn? Hvor meget kan du holde ud?
Hold dig fra mig.
Peder trak sig fri, slog armene af hende.
Jeg har sagt det. Ingen penge. Hvad vil du så?
Kirsten mistede al tilbageholdenhed.
Jeg vil have, at du er far! At din søn ikke skal gå rundt i huller i skoene, fordi du altid mangler penge! Hvis du ikke ændrer dig, vil jeg anmode om børnebidrag! Forstår du?
Peder sprang fra stolen, ansigtet knyttet af raseri. Han gik tættere på hende.
Hvad snakker du om? Børnebidrag? Du er lige så materialistisk som Stine! Alle mine penge er til jer! Jeg er kun en pengepung på ben!
Kirsten stod fast, selvom indre vrede og sårede følelser rystede hende.
Du må ikke sammenligne mig med hende! Jeg har troet på dig i fem år, håbet på forandring! Men du bliver bare værre!
Peder brølede:
Så forsvind! Gå din vej! Ingen holder dig!
Kirsten stod stille. I Peders øjne var kun en kold, tom tomhed, uden kærlighed eller håb.
Sådan vil jeg gøre, sagde hun stille. Jeg går. Jeg vil stadig anmode om bidrag. Du kan tro på det.
Hun gik ind på værelset for at pakke. Jonas stod i døren, store øjne på hende.
Mor, hvor skal vi?
Til bedstemors hus, min dreng.
Kirsten satte sig ved hans side, omfavnede ham.
Vi skal bo hos bedstemoren.
En time senere stod de foran døren hos hendes mor. Døren gik op, og den ældre kvinde så deres tårefulde ansigter, omfavnede dem begge uden ord.
Kom indenfor.
Næste dag gik Kirsten til en advokat. Det var enden på fem år, på håbet, på en familie der aldrig rigtig havde eksisteret. Da hun underskrev den sidste papir, føltes det som om en tung byrde løftedes fra skuldrene.
Peder forsøgte at komme tilbage. Han ringede, skrev, dukkede op og lovede forandring, men Kirsten var urokkelig.
For sent, Peder. For sent.
Retssagen gik hurtigt. Børnebidraget blev sat til ti tusinde kroner om måneden en fjerdedel af Peders løn. Han sad bleg, knyttede næver, og hans kind spændtes, men det gjorde Kirsten ligegyldig.
Nu boede hun hos sin mor med Jonas. Roen var indtrængt. Hver måned kom pengene, rettidigt og i fuld sum. Det var mere, end hvad Jonas havde fået, mens de boede sammen.
Kirsten købte nye, farverige sneakers, de drømmehan, Jonas havde haft. Han løb rundt i lejligheden, grinede. Hun så på ham og vidste, at hun havde valgt rigtigt.
De var ikke længere et par. Men hun var lykkelig. Hun behøvede ikke længere at bede om hver eneste krone, ikke længere at ydmyge sig. Peder betalte, som loven sagde, og det var retfærdigt.
Om aftenen, da hun lagde Jonas i seng, satte hun sig ved køkkenbordet med en kop te. Peder var et sted, vred, skyldte hende for alt. Men hun tænkte ikke på ham.
Hun var fri. Hun havde beskytter sin søn. Det var nok.
