Jeg trak den mørkeblå jakke af hængeren, lagde den i det smalle skab og låste låsen. Omklædningsrummet duftede af billig vaskepulver og klor fra det tilstødende toilet. Vagten startede kl. 21.00, men jeg var kommet lidt før for at skifte tøj i ro og nyde en slurk af stærk sort te fra termokanden. Den bitre eftersmag mindede mig om, at natten ville blive lang. Jeg justerede den hvide skjorte under den hvide frakke, puttede et par gummihandsker i lommen og gik ud i gangen på den sværeafdeling.
Gangen blev mødt af det svage lys fra loftslamperne og ekkoet af skridt fra en renservitrice, der trak en tom vogn. Bag den lange vinduesåbning lå den sene efterårsnat: enkelte gadelygter i gården kastede lys på en hård, frossen snekrone. Jeg nikkede til dagvagtens sygeplejerske, som overleverede en mappe med ordinationer, kontaktoplysninger på den vagthavende anæstesiolog og en gammel pager. Tre patienter skulle driftes natten igennem, alle kritiske: måle blodtryk, tjekke infusioner, lytte til lungerne og vigtigst sikre, at ingen gik i stå.
På rum 6 lå Lars Pedersen, 78 år. Endestadiet af mavekræft, opioidpumpe, ansigtet som voks. Monitoren viste en skrøbelig puls, iltmætning svingede omkring 84 %. Jeg fugtede hans læber, rettede puden og kontrollerede tidspunktet for den næste morfin-dosis: smerten skulle være under kontrol selv om natten. Han trak lettere vejret, men en hvesende pust gik stadig mellem hans ribben.
Et rum længere bort blinkede en kardiologisk monitor over den unge mand, Mikkel Nielsen, 25, indlagt efter en trafikulykke. Brud på bækkenet, kontusion i lungen, intern fixation. Kateteret var koblet til dræning, og kolloider stod på hylden. Jeg sikrede, at urinopsamlingsposen ikke var fuld, og hørte ham mumle:
Hvor længe skal jeg ligge her?
Anden nat. Alt forløber som planlagt, hovedsageligt at trække vejret roligt, svarede jeg med rolig stemme. Mikkel lukkede øjnene, og jeg gik videre til næste post.
Else Jensen, 43, havde netop overlevet et selvmordsforsøg: en pose sovepiller og dyb desperation. Renset mave, sløret bevidsthed, friske lyserøde mærker på begge håndled. Hun vred sig under dynen, forsøgte at trække den af.
Else, jeg er her. Det kan føles tørt i munden, lad os fugte dine læber, sagde jeg, mens jeg rakte en vatklat med vand. Hendes glasagtige blik lå fast på loftet: Hvor meget smerte kræver det, før man griber til pillerne, gik gennem mig.
Klokken var 23.15. Første notater: temperatur, blodtryk, infusionstakt. Fra Lars rum lød en stigende hoste. Jeg hævede hovedenden, tilsluttede en aspirator og lagde på iltbriller. Hvesen svækkedes, men hans fingre forblev kolde og blålige.
Før jeg nåede at gå ud, gik monitoren over Mikkels seng i alarm: iltmætning 79 %, blodtryk faldende. Patienten var lagt på siden og havde trukket i iltprøren; dræningen trak i en retning, så der kom en mørk plet på lagen. Jeg satte ham korrekt igen, pressede gaze på udslippet, udskiftede flasken med opløsning og satte nye parametre. Tre sider af fronten blev tilpasset, mens korridoren kun lå på at hænge søvnigt.
Midnat fangede mig i Elses journal: to børn, skilsmisse i august, ingen tidligere forsøg. Hun bad om at gå på toilettet og begyndte så at græde stille. Jeg hjalp hende, gav diazepam og dæmpede lyset. Den dybe vagt begyndte tanker trak ud, benene blev tunge som bly.
Klokken en begyndte radiatorerne at knurre med en fin metallisk sus, og på vinduesrammen lagde sig rimfrost. Jeg gik igennem gammel trauma selvmord igen: udskiftede urinposen, smurte læberne, tjekkede doserne. Den vagthavende læge kiggede kort på graferne og gik tilbage: slagtilfælde på anden etage. Verden holdt sig i de grønne linjer på monitorerne og i den sidste slurk af afkølet te.
Kl. 03.42 gik alt i ét: Elses hylende suk, VTACalarm hos Mikkel, den ældres dybe stønnen. Jeg trykkede på den fælles alarmknap, pageren vågnede. Tiden snævrede sig til en smal spalte, hvor tre liv skulle presses igennem på én gang.
Jeg stormede ind på Mikkels seng og så en puls på 140 og faldende blodtryk. Jeg holdt cardioversion som sidste udvej, men prøvede først medicin. I gangen brød en skab sammen: Else havde trukket sig ud af sin fixation, den ældre hostede sjældnere. Jeg trykkede på den røde alarmknap, løftede et lys over afdelingen og, mens jeg holdt nøglen til medicinskabskortet, indså, at roen ikke ville vende tilbage.
Lyset blinkede, da to medlemmer af intensivteamet anæstesiolog og en ambulancemedic med en lille kuffert løb ind. Jeg gav kort et overblik, og vi gik mod Mikkel, allerede på vej med en dopaminampul.
Monitoren blinkede rødt og grønt, men rytmen var stadig organiseret. Mens ambulancemedicen satte et ekstra kateter, pressede jeg gaze på udslippet og gav lægen sprøjten. 150 på 40, rapporterede jeg. Et minut senere flød linjerne på skærmen ud. Mikkel ville klare sig.
Pageren vibrerede: renservitrice kunne ikke håndtere Else. Jeg overleverede observationen til ambulancemedicen og hastede til det tredje rum. Kvinden stod barfodet ved vinduet, holdt om en åbnet flaske med saltløsning.
Else, se på mig. Her er du tryg, ingen dømmer dig, sagde jeg, mens jeg gik roligt frem. Plastikflasken gled ud på linoleummet, Else brød ud i gråd. Jeg hjalp hende i seng, lagde nye bløde forbindinger, gav en lille dosis diazepam og ringede til den vagthavende psykiater: en vurdering om morgenen og konstant overvågning.
Kun da vendte jeg tilbage til Lars. Hvesen blev stærkere, iltmætningen faldt til 63 %. Morfinen virkede stadig, men hans rynker afslørede smerte. Jeg gav et ekstra bolus, satte mig på en lille stol og holdt hans kolde hånd. Sirenen i gangen var allerede dæmpet, erstattet af stille kommandoer, og her var næsten stilhed. Lars tog to kortere indåndinger og blev rolig. Dødstidspunktet var 04.05. Jeg stoppede ilten og trak lagenet op over hans hage.
Ambulancemedicen kom ind, hjalp med at slukke udstyret og gik for at udfylde papirer. Patienten reddet, patienten stabiliseret, patienten gik uden skrig, tænkte jeg.
Klokken fem stod den blege morgengry over himlen. Jeg samlede de brugte handsker, skyllede Mikkels dræn, skiftede lagenet, hvor blodet havde samlet sig. Mikkel trak vejret mere jævnt.
Stabilt. Vi tager et røntgen i morgen, og hvis alt er som nu, overfører vi ham til almindelig afdeling, sagde jeg. Han nikkede svagt.
Elses vejrtrækning blev jævn. Jeg placerede en sammenklappelig stol ved hendes seng renservitrice ville blive på vagt. Jeg noterede i journalen: Høj risiko for selvskade, døgnet over observation, psykologisk konsultation, sikkerhedsplan.
Klokken 06.45 kom den vagthavende læge ned igen, denne gang i et roligere tempo. Jeg gav ham mundtlig rapport og rakte journalen. Han så på dødstidspunktet, nikkede og underskrev.
Klokken otte ankom dagvagtens sygeplejerske og en plejepersonale. Jeg viste dem de nye forbindinger på Mikkel, smertelægemiddelskemaet, og observationen af Else. Så ryddede de Lars rum, lukkede hans øjne og gjorde klar til transport.
I computeren stod de sidste notater skrevet med rystende fingre: Else Jensen bevidsthed klar, benægter negative tanker; Mikkel Nielsen hemodynamik stabiliseret; Lars Pedersen død, smerte kontrolleret. Jeg tilføjede: Sygeplejeobservation sikret i fuld og trykkede gem.
Omklædningsrummet duftede stadig af det samme pulver, men nu summede rummet af morgentale. Jeg hældte min frakke på, tog jakken på, placerede pageren på opladeren den lange bip lyder som en farvelhilsen.
Udenfor dalede let sne ned i hullerne mellem brostenene. Jeg trak vejret ind i den kolde luft, mærkede dampen stige fra lungerne, og smilede spontant. I lommen raslede en ekstra te-pose til næste vagt. Biler susede forbi, men jeg tillod mig et halvt minuts ro, før jeg gik mod busstoppestedet. Natten var forbi, og jeg havde holdt den.
