Else Sørensen fløjtede i hele lejligheden: Du har igen købt det forkerte mel! hendes stemme rungede fra stuen. Jeg sagde jo, det skal være topkvalitet! Top!
Signe stod ved komfuret med en pose indkøb i hånden og prøvede at holde roen.
Else, i butikken havde de kun mel af første kvalitet. Topmel fandtes ikke.
Så skulle du have gået i en anden butik! Else greb posen med mel og rystede på hovedet. Med det mel får du slet ingen lækre kager!
Det kan jeg også nok, svarede Signe, mens hun kneb læben sammen. Jeg bager altid med den mel, jeg kan finde.
Men jeg bruger kun topmel. Mine tærter er Viggøs favoritter. Dine holder han kun ud at spise.
Signe holdt mund på tungen. Ingen reaktion, ingen ord. I dag skulle hun hente sin mor fra sygehuset, så der var ingen tid til drama.
Okay, jeg køber bedre mel i morgen.
I morgen! Else slåede armene i vejret. Hvad med i dag? Skal Viggos søn gå sulten?
Jeg bager med den, jeg har.
Nej, jeg gør det selv. Gå og slap af.
Else snoede et forklæde om sig og gik i gang med at samle opvasken. Signe smuttede lydløst ud af køkkenet.
De havde boet sammen i et halvt år. Else var flyttet ind, da hun brækkede benet. Viggo havde insisteret på, at hans mor ikke kunne bo alene i den tilstand, og lovede, at det kun var midlertidigt en måned eller to.
Et halvt år gik. Benet var helet, men Else ville ikke flytte ud. Hun havde overtaget det eneste soveværelse, så Signe og Viggo måtte overnatte på en sovesofa i stuen. Lejligheden var en lille et-værelses på Nørrebrogade, og trangen var konstant.
Signe tjekkede sin telefon. Mor skulle skrives ud klokken fire, så hun måtte skynde sig. Hun gik ind på kontoret, hvor Viggo sad med computeren.
Vig, jeg skal hente mor. Bliver du hjemme?
Ja, jeg tror, jeg bliver her. han knækkede ikke øjenkontakt med skærmen.
Måske vil du tage med? Det er tungt for hende at gå alene.
Signe, jeg har en deadline i morgen.
Sådan. hun sukkede. Jeg klarer det selv.
Signe kørte til sygehuset. Mor så træt, men glad ud.
Endelig hjemme, sagde hun, mens hun samlede sine ting. Så træt af de fire vægge.
Mor, hvordan har du det?
Så passe. Lægerne siger, alt er fint. Bare ro og medicin til tiden.
De gik ud til bilen. Signe satte mor i førersædet, lagde taskerne i bagagerummet.
Signe, er du sikker på, at Vig ikke har noget imod? Jeg kan køre til Tove, hun har tilbudt.
Tove? Hvor er hun? Hun bor helt ude i Hillerød med tre børn. Du kan bo hos os, indtil du er stærkere.
Hvad med svigermor?
Signe greb rattet fast.
Mor, det er min lejlighed. Jeg køber den, før vi bliver gift. Jeg bestemmer, hvem der må bo.
Mor trak vejret, men sagde intet.
De kom hjem. Signe hjalp mor op på den fjerde etage. Da hun åbnede døren, stod signens egne ting på trappeopgangen: tøj, sko, kosmetik, bøger alt i en stor bunke. Et par børn fra nabolejligheden rode rundt i kasserne.
Hvad er det her? hviskede mor.
Signe gik ind i lejligheden, mens Else stod i køkkenet og tørrede hænderne.
Åh, du er her. Hent dine ting, før hele trappen er fyldt.
Undskyld? sagde Signe forbløffet. Har du sat mine ejendele ud i gangen?
Hvorfor er det så farligt? svarede Else ligeglad. Jeg har gjort plads til din mor. Hun skal bo her, så vi må jo finde et sted til hendes ting.
Else, du kunne i det mindste have sagt noget!
Hvorfor? Du sagde jo, at dette er din lejlighed. Så gør, hvad du vil. Jeg har bare ryddet i skabet.
Signe følte, at hun ville eksplodere.
Du har smidt mine personlige ting ud i gangen!
Jeg smed dem ikke ud, jeg flyttede dem. Der er en forskel.
En forskel? Børnene roder, naboerne kigger!
Så tag dem hurtigt.
Mor stod bleg i entréen.
Signe, måske skulle jeg virkelig tage til Tove
Nej! svarede Signe skarpt til sin mor. Du bliver her. Vi samler dine ting og ordner det.
Hun gik ud på trappen og begyndte at samle sit tøj. Hænderne rystede af vrede og skam. En nabo fra tredje sal gik forbi og så nysgerrigt på.
Hvad er der sket, Signe?
Alt er fint, Lise, udbrød Signe med et tvunget smil.
Hun trak poserne tilbage ind i lejligheden, mens mor hjalp, selvom hun selv var slidt. Else sad i stuen og så fjernsyn som om intet var sket.
Hvor er Vig? spurgte Signe.
Han gik i supermarkedet. Der var ikke nok mel.
Signe førte mor ind i det gamle soveværelse, som Else havde overtaget.
Mor, læg dig ned og slap af. Jeg henter en kop te.
Signe, hvor skal jeg sove? Her ligger Else’s ting overalt.
Mor får sove i stuen. Det er mit værelse nu.
Signe gik ind i køkkenet. Else stod der med et surt ansigt.
Hvor længe vil du blive her, svigermor?
Så længe jeg skal.
Så jeg får sove på sofaen?
Du kan gå tilbage til din egen lejlighed. Du går jo rundt med et helbredt ben.
Else så overrasket ud.
Så du smider mig ud?
Jeg smider dig ikke ud. Jeg minderer bare, at du kun skulle bo midlertidigt. Det er nu seks måneder siden.
Ah, så du kan tage min mor ind, men mig ikke!
Else, du har din egen lejlighed. Min mor har lige fået en operation, hun har brug for pleje.
Jeg har også brug for pleje! Mit blodtryk skyder i vejret, hjertet hopper!
Så hyr en plejehjemsplads.
Hvad skal jeg betale? Min pension er spinkel!
Det samme som min mor vil bruge, hvis du driver hende ud.
De stod ansigt til ansigt, som to bokser i en sidste runde, da døren smækkede op, og Vig kom ind med poser.
Hej! Jeg har købt mel, sagde han lystigt og stoppede op ved deres ansigter. Hvad sker der?
Din mor har sat mine ting ud i gangen, sagde Signe køligt.
Vig så på Else.
Mor, er det sandt?
Jeg har bare ryddet for at gøre plads til din mor, svarede Else med et uskyldigt smil. Jeg ville hjælpe.
Hjælpe, ja, grinede Signe. Nu diskuterer hele nabolaget, hvordan du har overhalet mig.
Signe, det er ikke med vilje, Vig forsøgte at smile. Du overdriver lidt.
Overdriver? Else, du smed mit tøj, min kosmetik, mine bøger i en bunke! Børnene griner, naboerne ser på! Det er ikke “overdriver”, det er ydmygelse!
Du overdriver, mumlede Vig.
Hvad?
Jeg mente bare, at din mor gjorde, hvad hun troede var bedst.
Signe mærkede, at hun ville kveles af frustration.
Vig, er du seriøs? Hun har smidt mine ting ud, og du siger, jeg overdriver?
Signe, rolig. Din mor er gammel, hun har svært ved at tænke.
Min mor har lige fået en operation!
Din mor kan tage til sin søster.
Signe stod stille.
Så du foreslår, at vi smider min syge mor ud, så din mor, som er rask, kan blive?
Jeg foreslår ikke at smide nogen ud. Din mor har en søster, min har ingen.
Din mor har sin egen lejlighed!
Der er løftet, men elevatoren er ødelagt, så hun må bære sig op til femte sal.
Her har vi fjerde sal, og ingen elevator!
Men din mor er vant til det.
Vig så på Signe i lang tid.
Du er på din mors side.
Jeg står på ingen sides. Jeg prøver bare at finde en løsning.
En løsning er, at kun jeg går på kompromis. Du skal kun bøje dig.
Else gik i stykker i samtalen:
Vig, sig til hende, at jeg er herskeren her. Jeg er din mor, hun er kun din kone. Koner kommer og går, men en mor er evig.
Mor, lad være, sagde Vig med et grimace.
Hvad er du ved at sige? Jeg har opdraget dig, ammet dig, løftet dig! Hun har bare sat sin lejlighed ud som en præstation!
Else, jeg købte denne lejlighed selv, sagde Signe koldt. Indtil brylluppet. På mine egne penge. Det er min ejendom.
Ejendom! Så du vil nu kritisere mig?
Jeg kritiserer ikke, jeg konstaterer kun fakta.
Vig, hører du? Hun siger, at lejligheden ikke er din!
Mor, nok er nok, sagde Vig træt. Signe, lad os tale roligt i aften. Alle er følelsesmæssigt opladet nu.
Der er intet at tale om, sagde Signe og greb telefonen. Min mor bliver her. Din mor skal enten flytte til stuen eller tilbage til sin egen lejlighed.
Signe, hold dig fra ultimatum,
Det er ikke et ultimatum. Det er mine betingelser for at bo i min egen lejlighed.
Hun gik ind i soveværelset, hvor mor lå med lukkede øjne.
Mor, hvordan har du det?
Sådan, søde. Bare hovedet gør ondt.
Jeg giver dig en pille. Hviled på.
Signe, måske skulle jeg virkelig tage til Tove? Jeg vil ikke være årsag til strid.
Mor, du er ikke striden. Striden er Else, som tror, hun er her som chef. Men det er min lejlighed, og jeg bestemmer, hvem der bor.
Om aftenen lå Signe og Vig på sofaen i stuen. Else smækkede døren til soveværelset.
Signe, lad os tænke over det, Vig forsøgte at kramme hende, men hun trak sig væk.
Over hvad?
Måske kan begge bo? Din mor i stuen, min i soveværelset.
Hvor er vi så? På køkkenet?
Det er midlertidigt.
Vig, din mor har boet her i et halvt år. Hvor længe er “midlertidigt”?
Måske et måned eller to.
Nej. Enten flytter hun ud, eller jeg gør.
Vig sprang op.
Hvad snakker du om? Hvor skal du flytte hen?
Til min mors lejlighed. Der er også trang, men ingen svigermor.
Signe, er du skør? Vi er ægtefolk!
Præcis. Ægtefolk, men du forsvarer din mor mere end mig.
Jeg forsvarer ikke, jeg vil bare ikke såre hende!
Kan jeg så blive såret? Hun smed mine ting ud i gangen, ydmygede mig foran naboerne, og du kalder det “overdriver”?
Signe, hvad vil du have af mig?
At du stiller dig på min side. At du siger til din mor, at det ikke er i orden. At du beskytter mig.
Vig tænkte et øjeblik.
Okay. Jeg taler med hende i morgen.
Virkelig?
Ja. Jeg siger, at hun skal flytte.
Signe følte sig lettet. Måske var det ikke helt tabt endnu.
Næste morgen vågnede hun af højlydt skænderi i køkkenet. Vig og Else diskuterede.
Mor, det er ikke til forhandling. Du skal flytte tilbage til din egen lejlighed.
Vig, du smider mig ud?
Jeg smider dig ikke ud. Det er bare trang her, du har dit eget sted.
Men jeg har det svært! Jeg er alene! Jeg er bange!
Mor, du boede i femten år efter far gik bort.
Men jeg bliver gammel! Jeg har brug for omsorg!
Jeg kommer hver uge. Jeg hjælper med indkøb.
Else begyndte at græde.
Du elsker mig ikke! Du har valgt din kone frem for mig!
Else, hvad har Signe gjort? sagde Vig.
Hun har taget min lejlighed! skreg Else. Hun har røvet mig for alt!
Signe gik ind i køkkenet.
Godmorgen.
Else kiggede på hende med hævngerrig blik.
Så er du her, den forrykkede? Du har taget min søn!
Else, jeg har ikke taget nogen. Vig er min mand, ikke din ejendom.
Hvordan tør du! Else rejste sig. Jeg har opdraget ham, opdraget ham! Hvem er du?
Jeg er hans kone. Og dette er min lejlighed. Jeg har ret til at bestemme, hvem der bor her.
Du er hjerteløs! Du smider mig på gaden!
Du har din egen lejlighed i Frederiksberg. En to-værelses med egen terrasse.
Men varmen er knap, radiatoren knirker!
Ring til en VVSer, eller køb en ekstra varmeblæser.
På hvilke penge? Min pension er knap nok til en pakke kiks!
Vig hjælper med økonomien, ikke sandt, Vig?
Vig nikkede.
Ja, mor, selvfølgelig hjælper jeg.
Else begyndte at skrige, så hun løb ind på soveværelset. Signe så på sin mand.
Tak.
Det er intet, sagde han træt. Du har ret.
Else brugte tre dage på at lave drama, græde, bebrejde Signe for alle tænkelige fejl. Vig hjalp sin mor med at flytte møbler, og Signe holdt sig så lidt som muligt ude af deres vej.
Endelig flyttede Else ud. Lejligheden blev rummelig og stille igen. Signe’s mor blev i soveværelset, og Vig og Signe vendte tilbage til deres rette plads.
Hvor dejligt, sukkede Signe, mens hun lå i sin egen seng. Endelig hjemme.
Mor er sur, sagde Vig og så mod loftet. Hun siger, at hun ikke vil tale med mig længere.
Bare rolig. Det går over.
Hvad hvis ikke?
Du har gjort det rigtige. Vi er ægtefolk, vi skal stå sammen.
Jeg ved det. Men jeg har medlidenhed med hende. Hun er virkelig ensom.
Så kom oftere på besøg. Hjælp hende. Men bo separat.
Vig nikkede.
En uge gik. Else ringede ikke. Vig ringede til hende, men hun tog ikke telefonen. Han begyndte at bekymre sig.
Signe, skal vi besøge hende?
Kør derud. Jeg bliver her med mor.
Vig kom tilbage to timer senere, meget bekymret.
Hun er meget tynd, ser ud til at falde i vægt. Hun spiser ikke, sover dårligt.
Måske manipulerer hun?
Jeg ved det ikke. Men hunVig besluttede at ansætte en erfaren hjemmehjælper til Else, så hun kunne få den nødvendige pleje uden at belaste sit eget hjem.
