Kære dagbog,
Jeg har endelig truffet en beslutning lad mig ikke begynde forfra. Jeg stirrede stædigt ud af vinduet i vores lille lejlighed på Nørrebro.
Du er bare en forræder!
Mig??!! Jeg udbrød i forargelse. Er det mig, der er forræder??!!
Jeg vendte mig hurtigt om, løb ud af stuen, lå mig ned på sengen, trykkede panden mod puden og sank i minderne.
Sommeren. Jeg, Vagn Jensen, fyldte syv år. Til min fødselsdag gav min far, Jens, mig en flot trickscykel, det havde jeg drømt om i lang tid. Jeg cyklede hele dagen rundt i gården med drengene og glemte næsten, at min fars fødselsdag også nærmede sig. Det var min bedstefar, Frederik, der trak mig tilbage til virkeligheden.
Vagn, har du allerede lavet en gave til far?
Nej, sagde jeg. Bedstefar, hvad skal jeg give far?
Hvis du har lyst, kan jeg hjælpe. Vi kan lave den sammen.
I to uger arbejdede Vagn og bedstefar på deres gave en udskåret trænøgleholder. Vi save, brændte, slibede, skruede de små udskårne hænger i. Vagn arbejdede side om side med mig, og for et stykke tid glemte jeg helt min nye cykel.
På min fars fødselsdag var han i ekstra godt humør. Han tog imod lykønskninger med et smil, roste min gave og omfavnede mig så varmt, at jeg næsten faldt i søvn. Min mor, Maren, gav far en særlig, moderne skjorte. Han drillede med, at hvis han ikke havde så en skøn kone, kunne han med den skjorte endda gifte sig igen. Maren slog ham let i armen og sagde, at han aldrig havde så set et hvidt lys.
Da vi sad ved festbordet på sommerhuset, sagde far pludselig:
Nu må jeg også lave en gave til mig selv. Jeg har opfyldt min barndomsdrøm.
Han skyndte sig til værkstedet, hentede en kurv og kom tilbage med en sort labrador, som fredfyldt sov i den.
Mød Dan, sagde han.
Min mor så på far med et skarpt blik og sagde:
Nå så, du har gjort det igen!
Far smilede som et barn, han rynkede næsen på en sjov måde mens han så på den lille hund, og jeg følte mig som i en storm af glæde. Dan blev hurtigt en del af familien. Han var en lille stødig stutterhund, men voksede hurtigt til en stærk, bredbrystet og rolig, men optimistisk, fyr. Han elskede især far, som om han forstod, at far var den vigtigste person i hans liv. Han elskede også resten af familien, legede fangeleg med mig, lå dovent ved køkkenbordet mens Maren lavede mad, og så tv med bedstefar, når han kom på besøg.
En aften gik far med Dan på en gammel gågade i Vesterbro. Det var sent, gaderne var tomme, og far lod hunden gå uden snor en sjælden vane. Dan løb straks ind i de nærmeste buske for at gøre sine hundeforretninger, mens far gik roligt langs den smalle sti og af og til kaldte på ham, så den ikke løb for langt væk.
Pludselig trådte to mænd frem fra mørket på fortovet.
Så, vil du have en cigaret eller penge? spurgte den ene.
Jeg har hverken det ene eller det andet, svarede far roligt. Jeg ryger ikke, og har ikke noget at låne.
Hvad vil du så? spurgte den anden.
Hvad vil du? svarede far.
Du ser ud som en gammel røver! sagde den ene, mens han trak en skarp genstand frem fra lommen.
I det samme sprang Dan ud fra buskene, sort som kul, bredbristet i måneskinnet. De to mænd stivnede af forskrækkelse.
Til mig! råbte far, og greb fat i snoren.
Gå væk, drenge, så der ikke sker noget, sagde han. Jeg har hverken cigaret eller penge, men lad hunden være i fred.
Senere fortalte jeg bedstefar, at Dan aldrig ville skade mig. Han holdt mig kun i hånden, da jeg pludselig blev syg med kræft, og fire år senere gik han bort. Jeg var alene, men Dan blev ved min side som en trofast skygge, som om han vidste, at jeg havde brug for beskyttelse.
Et år efter min fars død mødte vi en tysker, Hans, som flyttede ind. Han var venlig, men to måneder senere opdagede vi, at han var allergisk over for hunde. Maren begyndte at overtale mig til at give Dan væk, men jeg kunne ikke. Jeg gik fra dør til dør, spurgte venner om et nyt hjem til ham, men ingen ville tage ansvar for en så stor hund. Bedstefar kunne heller ikke længere passe ham, da hans alder og helbred svigtede.
Jeg giver ham ikke væk til et internat! erklærede jeg en dag. Dan hører til os!
Vælg mellem mig og Hans, sagde Maren, mens hun holdt en tåre tilbage. Er hunden vigtigere end mig?
Jeg svarede:
Hans er også min familie. Men Dan er min familie, min far, min mor og min bedstefar. Lad os bo hos bedstefar i stedet.
Bedstefar sagde, at han kunne klare det, og så gik jeg i gang med at hænge den nyudskårne nøgleholder på væggen, hvor Dan lå og kiggede på den med sin tunge hængende ud af munden. Det var da, Maren kaldte mig for en forræder men jeg vidste, at jeg blot forsøgte at holde sammen på det, vi havde.
Et år senere blev vores lille datter, Signe, født. Dan beskyttede hende som sin egen. Han lå ved siden af tv’et, vogtede hendes barnevogn og var den mest frygtløse beskytter, man kunne forestille sig. Vi gik ofte ture med Dan, Signe i barnevognen og mig ved siden af. Hans kærlige blikke og bløde snøft gjorde mig rolig i de svære stunder.
Nu, når jeg ser tilbage på alt dette, forstår jeg, at ægte styrke kommer fra at holde fast i dem, man elsker, uanset hvad livet kaster på én. Jeg har lært, at en gave er ikke blot et objekt, men den kærlighed, man viser hver dag.
Personlig læring: Gennem tålmodighed, ansvar og kærlighed kan man bygge et liv, der holder, selv når stormene raser.
