Kære dagbog,
I dag stod jeg op omkring ti om morgenen, som jeg har gjort de sidste par uger, og gik ud af lejligheden i Østerbro sammen med min 22årige datter Freja. Vinteren i Danmark var ved at give plads til forårets første kølige briser vandpytter fra smeltende sne glimtede under mine sko, og den milde vind mindede mig om, at vejret stadig var i sin spæde fase. Freja så ud som en almindelig ung kvinde, men hendes blik var altid på vagt, som om hun lyttede til hver eneste knirken omkring os.
For et par uger siden havde vores psykolog foreslået, at Freja skulle prøve en daginstitution for angstklager. Jeg følte både lettelse og en snert af frygt; ordene daginstitution lød så alvorlige. Vi gik som altid til den nærmeste busstoppested, og jeg holdt igen ved de røde lys, så Frejas hjerte ikke skulle springe et slag over på grund af bilernes horn. Så gik vi den korte tur til den store bygning, hvor den københavnske psykiatriske dagklinik ligger.
Personalet forklarede, at et ophold på daginstitutionen minder om intensiv terapi: patienterne tilbringer næsten hele dagen der, men vender hjem om natten. For os pårørende er der besøgs og ventetider fra kl.9 til 18, men vi skal følge reglerne hænge overtøj i garderoben, tage skoindlæg og stille telefonerne på lydløs. Jeg fangede mig selv i at slukke mobilen allerede ved indgangen, så jeg ikke skulle overraske Freja med et pludseligt bip. Hun er så let at skræmme af høje lyde, og jeg prøver så hårdt som muligt at holde omgivelserne rolige.
De sidste måneder har været hårde for mig. Jeg arbejder i et lille vikarbureau, hvor jeg dagligt ringer til jobsøgende, hjælper med ansættelsespapir og jonglerer mange opgaver på én gang. Frejas angst kom langsomt til overfladen: på universitetet begyndte hun at springe forelæsninger over, blev bange for større forsamlinger og klagede over hjerteslaget før eksamener. Jeg afviste først det som typisk studenterstress, men efter flere panikepisoder måtte vi søge professionel hjælp. Det blev tydeligt, at vi måtte bremse tempoet i livet og holde bedre øje med hende.
Jeg følte, at dagens plan at lade Freja blive i klinikken, men stadig være ved hendes side bragte noget nyt ind i vores hverdag, noget jeg hidtil har undgået. Dybt inde håbede jeg, at hun ville finde ro, men jeg turde ikke indrømme for mig selv, at jeg selv også er konstant anspændt og undertrykker min egen bekymring.
Da jeg hængte min varme, lange frakke på garderoben og tog mine indlæg på, klemte Freja min hånd, før sygeplejersken førte hende ind til den første undersøgelse. Jeg gik lidt ned ad korridoren og så en blanding af mennesker. Mange var i min alder, nogle så ængstelige ud, andre mere afslappede. I et hjørne stod et ægtepar, hvis søn tydeligvis var patient. Ved siden af dem sad en kvinde med en taske på knæene, udmattet men smilende hver gang en læge kom forbi. Stemningen i rummet var præget af en fælles spænding alle ventede på, hvornår de måtte besøge deres nærmeste, men ingen ville stille for mange spørgsmål.
Jeg holdt mig først på afstand, som jeg plejer, og bekymrede mig for, hvad lægerne ville sige om Freja, og om diagnosen ville vise sig at være mere kompleks end angst. Sådanne tanker blev afbrudt, da en anden mor i halvt 50års alderen med kortklippet hår og en enkelt øreringen sagde til mig: Er du også ny her? Jeg har tidligere fulgt min søn til et andet hospital, men det var kun formelt. Her er der en anden tilgang. Jeg nikkede og delte min håb om, at Freja vil få gavn af de psykologiske grupper, som de fortæller, er mere vigtige end medicinen.
Snart kom en sygeplejerske i lyseklædt uniform og informerede om, at konsultationerne kan trække i en halv til en hel time. Jeg så på uret og huskede, at jeg skulle smutte på arbejdet senere, men jeg indså, at jeg i dette øjeblik måtte blive ved Frejas side. En kort ventetid i gangene fik mig til at føle skyld, men den andre mor, Lise, bemærkede min uro og foreslog at tage en kop te i kantinen. Lad os prøve at aflede tankerne, sagde hun, og jeg gik med.
I den lille pauseområde fandt jeg et bord, hældte mig en te og mærkede den smeltende varme i munden, selvom smagen næsten var uden fornemmelse. Mine tanker kredsede om, hvordan Freja klarede sig. Hun er sikkert stadig i undersøgelsen, tænkte jeg, mens jeg kiggede på den slukkede mobil.
Da jeg gik tilbage, var der liv i korridoren: patienter gik ud af lægernes lokaler, andre gik til gruppesessioner eller afleverede papirer. Sygeplejersken førte Freja tilbage, og hun satte sig ved siden af mig med et lidt forlegen blik og fortalte, at lægen havde spurgt om hyppigheden af panikangreb, ordineret et beroligende middel og inviteret hende til en gruppesamtale senere på dagen. Da hun gik på toilettet et øjeblik, kom Lise igen med sin egen teenagermund, en kort, mørkhåret pige, og vi udvekslede forsigtige bemærkninger om ventetider og kommende grupper.
Jeg huskede en samtale fra sidste år, hvor Freja fortalte, at hun til tider ikke kunne trække vejret helt, som om brystet var klemt. Jeg beroligede hende med logik, men i dette stille koridor indså jeg, at jeg selv havde mærket lignende fornemmelser en knude i ryggen ved et telefonopkald fra en kunde, småsorg i familien, hver lille irritation der fik mig til at spænde op. Jeg havde altid sagt til mig selv: Det er bare træthed, men så nu, hvordan andre forældre også holdt øre efter hver lille lyd, indså jeg, at vi alle bærer på den samme indre frygt.
Omkring middagstid så jeg et opslag om ekstra samtaler for pårørende: Angst hos pårørende er lige så vigtigt som hos patienten. Ordene ramte mig som et stik i hjertet. Lise ventede tålmodigt på sin datters gruppe, et ægtepar diskuterede bekymringer om deres søn, og jeg tænkte på, hvordan vi alle var kommet hertil for at hjælpe dem, vi elsker men måske også for at finde støtte til os selv.
En sygeplejerske gik forbi, smilede og spurgte, om alt var i orden. Jeg nikkede, men en bølge af bekymring steg op i halsen. Jeg havde så fokuseret på Frejas angst, at jeg næsten havde glemt min egen. Det var som om en indre stemme sagde, at jeg nu måtte vælge: fortsætte med at lade som om alt var under kontrol, eller indrømme, at jeg også har brug for hjælp. Jeg mærkede, at beslutningen allerede var taget i mit hjerte.
Jeg trak vejret dybt, så på uret i enden af gangen, hvor Frejas konsultation snart skulle afsluttes. Jeg vidste, at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg måtte både støtte min datter og turde se mig selv i øjnene. Ordene kom ikke let frem, men jeg følte, at den næste lille handling ville ændre min fremtid.
Freja kom ud af lægekontoret med let hældende skuldre. Det var sent på eftermiddagen, lyset fra de grå skyer blev blødere. Hun fortalte, at lægen havde ordineret medicin for de kommende uger, og at de ville følge hendes udvikling. Lægen havde også foreslået, at vi begge deltager i en fælles samtale. Jeg gav hende et lille smil, så jeg kunne mærke, at hun rystede let af den lange samtale med terapeuten. Jeg følte en blanding af lettelse hun fik hjælp og en ny anerkendelse af, at jeg også måtte finde min egen ro.
Lise, som jeg havde fået lille venskab med i dag, satte sig ved siden af mig, og hendes datter bladrede i en brochure om gruppeaktiviteter. Jeg spurgte, hvordan deres egen undersøgelse gik. Lise svarede lidt drømmende, men med en klar pointe: Vi tror, vi får brug for flere sessioner. Programmet er omfattende: øvelser, foredrag og samtaler med fagfolk. Hun så på Freja, og hendes ansigt blev blødt. Det er som om vores børn tror, vi skal være stærke for dem, men vi har også brug for styrke selv, sagde hun. Jeg nikkede, følelsen af en varm knude i halsen voksede.
I de sidste minutter før kl.18 begyndte flere patienter at forlade lokalerne, andre gik til gruppesessioner. Jeg mærkede, at ryggen begyndte at gøre ondt af at sidde så længe. Jeg foreslog, at vi gik en lille tur i korridoren. Freja gik med, og hun så lidt roligere ud, som om medicinen ville dæmpe den høje angst. Mens vi gik forbi et informationsbord og en bordplade med engangskopper, spurgte hun pludselig: Mor, oplever du også sådan noget? De der frygtelige tanker? Jeg svarede ærligt, at jeg også har mine stressmomenter på arbejdet, og at jeg ofte mærker spændinger i nakken. Det var en lille befrielse at kunne sige det højt.
Da en sygeplejerske kaldte på os, forklarede hun, at lægen nu var tilgængelig i en familieterapilokale, hvor man kan deltage som par. Vi gik ind i et lille rum med et enkelt bord og to stole. Lægen, en rolig mand omkring femtitallet, lyttede til Frejas korte beretning og vendte sig så mod mig. Hvordan har du det? spurgte han næsten hviskende. Jeg følte en blanding af frygt og lettelse, men huskede på den klem, jeg havde mærket i hænderne tidligere i dagen. Jeg sagde, at det var svært, og at jeg troede, min eneste opgave var at støtte Freja. Lægen nikkede forstående og fortalte, at centret også tilbyder grupper for pårørende, som lider af udbrændthed og frygt. Hvis du ønsker det, kan vi melde dig til en samtale med en psykolog, sagde han roligt. Jeg så på Freja, og i hendes øjne så jeg et stille ja: Du kan også prøve, mor. En bølge af taknemmelighed skyllede over mig.
Vi gik ud af rummet, hvor kun et par andre stadig ventede. Lise vinkede, da hun så os. Hendes datter havde skiftet sko og var klar til at gå. Lise sagde: Er alt i orden hos jer? Jeg smilede en smule træt og svarede: Ja Jeg tror, jeg også vil melde mig til forældrerådgivning. Det er på tide at passe på mig selv også. Lise nikkede: Jeg har fået at vide af min psykolog, at vi ikke kan hjælpe andre, hvis vi selv er udmattede. Så lad os holde hinanden opdateret.
Jeg slap min frakke på hængekrogen i garderoben, tjekkede, at Freja ikke havde brug for at blive længere, og ventede på, at hun fik sko på. Dørene til daginstitutionen skulle snart lukkes, og personalet begyndte at forberede morgendagens lister. Lise og hendes datter sagde farvel og lovede at ses igen ved åndedrætsøvelser. Jeg så dem gå væk og mærkede en mærkelig blanding af forvirring og glæde: i et sted, hvor alle i starten virkede fremmede, havde jeg fundet mennesker, der ville dele sine byrder.
Udenfor ventede den kolde vind, himlen var grå, og gadelamperne tændtes langsomt. På en bænk ved indgangen sad nogle mennesker, der ventede på venner. Jeg så mig selv i deres øjne bange, men stadig stærk. Jeg følte, at jeg ikke længere var alene. Før et par timer havde jeg været bange for at tale om mine egne problemer, men nu forstod jeg, at det at holde dem skjult kun gør angsten større.
Vi gik langsomt mod busstoppestedet, så Freja passe på, at hun ikke blev forskrækket af de brummende biler. Da bussen endelig dukkede op i horisonten, så Freja på mig og spurgte lavmælt: Regner du ikke på, at du har fortrudt at tage disse samtaler? Jeg lagde min hånd på hendes skulder og svarede: Nej, jeg tror, vi begge må arbejde os frem. Hun nikkede, gav mig et let kram, og jeg indså, at jeg både har brug for at støtte hende og at jeg selv har ret til at blive støttet.
Bussen åbnede dørene, og vi steg ind. Interiøret var lille og lidt trangt, men vi fandt plads side om side. Jeg tænkte på, hvor mange tougers forløb med psykologisk rådgivning jeg skulle undersøge i morgen, men vigtigst var, at beslutningen var truffet: Jeg vil ikke længere overse mig selv. Freja lagde hovedet mod ruden, og jeg mærkede en lille smerte i ryggen, men jeg rettede skuldrene, så jeg kunne se ud af vinduet på den dunkle by, der blev oplyst af gadelampernes svage skær.
Måske bliver det ikke let eller hurtigt, men vi har sat vores første skridt på en vej, hvor både mor og datter har ret til at søge og modtage psykologisk støtte. Jeg lukkede øjnene et øjeblik, smilede stille for mig selv og tænkte på, at i morgen kan bringe nye kræfter til os begge.
Kirsten.
