Byenromance
I den lille landsby, gemt mellem de uendelige rapsmarker på Jyllands åbne sletter, boede Kirstine Andersen. Hun var tidligere skolelærer og nu pensionist, og hun holdt til i en lille lejlighed på stueplan i et gammelt murstenshus. Huset lå i selve midten af byen, men centrum var stille, næsten landligt: få biler passerede, dueklatter fandt vej på brostenene, og de gamle damer sad på bænke ved indgangen.
Kirstine elskede sin landsby. Hun kendte hver sti, hvert gårdhave, hver butik. Hvordan kunne hun ikke vide, når hun havde levet her hele sit liv? I sine unge år underviste hun børn i den lokale folkeskole, giftede sig, fik datter, sørgede over sin mand Datteren, Signe, var for længst flyttet til København, ringede sjældent men sendte penge.
Mor, du kan da i hvert fald købe et nyt fjernsyn! vredte hun.
Hvorfor? afviste Kirstine. Den gamle virker stadig, jeg har aviser, bøger. Og naboerne vil jo fortælle mig, hvis der sker noget vigtigt.
Naboerne var hendes eneste forbindelse til den ydre verden. Især Jens Kristensen på tredje sal. En tidligere soldat, enke, streng af natur men med en overraskende sart sjæl. Hver aften gik han ud i gården for at indånde den kølige luft, ryge en smøg (selvom lægerne advarede), og hvis han så Kirstine, gik han altid hen for at tale.
Bærer du bøger igen? spurgte han og pegede på hendes tunge taske, fyldt med lommer fra biblioteket.
Hvorfor ellers? Læsning er den bedste hvile.
Hvis det er din hvile rystede Jens på hovedet. Jeg foretrækker noget i naturen. Fiskeri, for eksempel.
Fiskeri er fint, svarede Kirstine. Men så skal man også rense fisken.
Kan du lide fisk? spurgte han pludselig livligt.
Ja, hvis nogen anden gør rent arbejdet.
De lo, og samtalen gled over på vejret, priser i butikkerne, nyheder fra kommunens rådhus. Af og til fortalte Jens om sin tid i militæret, om fjerne garnisoner, om hvordan han engang knap undslap at fryse i taigaen. Kirstine nikkede, lyttede, og fortalte så sine egne historier om skolen, om eleverne, om hvordan næsten hele klassen en gang skrev den samme påskeopgave, fordi de havde kopieret fra klassens topstudent.
Der gik dagene stille og roligt.
Men så skete der noget, der ændrede alt.
Et cirkus ankom til byen.
Ikke et glitrende, storbycirkus, men den mest provinsielle, man kunne forestille sig: slidte karavaner, en falmet teltduk, trænede hunde og en eneste klovn, som altid så ud som om han var i dårligt humør.
Kirstine så plakaten ved posthuset og mærkede et pludseligt hul i brystet.
Jens! råbte hun, da han kom ud i gården den aften. Du har sikkert hørt, at cirkus er kommet!
Cirkus? undrede han sig. Det er længe siden, vi har set et.
Vi må gå! udbrød Kirstine med en varme, hun sjældent viste.
Jens så først på hende, så på plakaten, og så tilbage på hende igen.
Hvorfor ikke? Bare hvis klovnen ikke er sjov så giver jeg dig et helt eget show bagefter.
De grinede.
Næste aften sad de på de gamle træbænke under teltets kuppel og så, hvordan en træner fik en puddel til at springe gennem en ring. Publikum var knap tyve personer. Klovnen var virkelig ikke særlig munter, men Jens lo så højt over hans dårlige gags, at Kirstine til sidst også begyndte at grine.
Efter forestillingen gik de ud på den stille gade. Aftenen var lun og stjernerne blinkede.
Så, hvad synes du? spurgte Jens.
Vidunderligt, svarede Kirstine.
Så er det min tur.
Jens gik i stå i midten af gården, løftede en hånd som om han skulle tage på en imaginær hat, og råbte:
Kære lærer! Tillad mig at fremlægge en militær anekdote fra 1978!
Kirstine fnøs i håndfladen.
Jeg befaler dig at grine! fortsatte han med et bistert ansigt. Sådan: En soldat kommer til sin major: Majoren, må jeg gifte mig? Majoren svarer: Gif dig, men så din kone ikke hindrer tjenesten! En måned senere: Majoren, må jeg skilles? Hvorfor? Fordi min kone hindrer tjenesten!
Kirstine smilede.
Du synes den er dårlig? rynkede Jens. Så hør den anden. En officer ser i kasernen en soldat stå på en skammel og vifte med armene. Hvad laver du? Jeg jager duer, kommandør! Hvilke duer? Se her! Offiseren løfter blikket og ser, at der er tegnede duer på loftet.
Kirstine lo igen.
Nå, den er også lidt svag, mumlede Jens. Så holder jeg hovedtricket.
Han rejste sig, tog en alvorlig pose og begyndte at fortælle med skiftende stemmer:
En adjutant kommer til generalen: General, din kone er her! Generalen retter streng: Det er ikke til dig, men til jer! Adjutanten uden at blinke: Men hun kom til os i går.
Kirstine brast ud i latter.
Pludselig fik Jens et alvorligt udtryk og sagde:
Se, Kirstine Andersen, cirkus kom, underholdt og rejser igen. Men vores små vittigheder bliver her, ligesom vi.
Kirstine nikkede eftertænksomt:
Ja det er bare ærgerligt, at cirkus rejser i morgen.
Så hvad så? fangede Jens hendes tanke. Er vi ikke bedre end dem? Jeg giver dig anekdoter, du giver mig historier om dine elever. Hver dag er vores eget lille show.
Han stoppede ved hendes indgang, og hans stemme blev blødere:
Det vigtigste er ikke, hvem der kommer og går. Det er dem, der bliver. Vi bliver.
I de enkle ord lå så meget varme, at Kirstine forstod, at det var meningen med livet. Ikke de farvestrålende, men flygtige indtryk, men den stille, faste, hjemmehørende ro.
Vi bliver, svarede hun stille.
Og sammen gik de hjem langsomt, uden hast, som man gør, når der stadig er mange år foran sig.
