Kære dagbog,
Uheldet ramte mig, som en kold snebyge, uden varsel. Hvem venter egentlig på ulykke? Den falder altid som et lag sne på hovedet. Jeg, Mikkel, er lastbilchauffør på de lange ture mellem København og Malmö. Fem år har jeg drejet rattet på denne rute, med min kæres foto hængende på forruden, DR P1 spille i højttalerne, og en stærk kop kaffe i termokanden hvad mere kan en chauffør ønske? Der mangler dog den trygge duft af morbund, som min mor plejede at væve ind i et halstørklæde, farens faste håndtryk før hver afgang, og den sikre følelse af, at man er elsket og ventet på hjemme. De venter hver dag, hver time, hvert sekund.
En dag kom jeg ikke hjem. Efter flere dage fandt min kone Lærke ud af, at jeg lå på en sygehusafdeling i Århus. En anden lastbil i modkørsel mistede kontrollen i en kurve, og jeg kunne ikke undvige sammenstødet. Begge vogne væltede på siden. Jeg overlevede kun med en alvorlig hovedskade, men skaden ramte de dele af hjernen, der styrer hukommelsen. Heldigvis var mine arme, ben og tale intakte jeg var ikke blevet helt handikappet, blot min erindring var smadret. Jeg kunne hverken huske mit navn, hvem jeg var, eller hvad der var sket. Da Lærke og min familie trådte ind i min hospitalsseng, så de fremmede ud for mig. Lægerne kunne ikke give mig et lystende prognose; hjernen er stadig et uopdaget mysterium, og alt ligger i Guds hænder. Hvad der sker, kan vi kun acceptere.
Efter udskrivelsen viste det sig, at min hukommelse var mere skrøbelig, end jeg havde forestillet mig. Jeg glemte, hvad der var sket for tre timer siden, og mange dagligdags færdigheder forsvandt. Jeg kunne hverken tænde for gasblus eller gå en tur alene. Jeg var bange for at fare vild på vejen hjem. Heldigvis var min vilje, intelligens og følelser intakte. Så jeg måtte lære at leve med dette hul i hukommelsen, i håb om at den en dag ville gro.
Lærke var gravid. Hun gik på barsel og viet al sin tid til mig. Om natten græd hun ofte, fordi hun tænkte på, hvordan jeg ventede på vores barn, og hvordan jeg på hver tur havde samlet legetøj til den ufødte pige.
Hvorfor, Mikkel? sagde hun med tårer i øjnene. Det er for tidligt. Man siger jo, man kan ikke købe fremtiden på forhånd. En dårlig omen.
Jeg lo og svøbte hende i mine arme. Hvilke overtro, min elskede? svarede jeg. Jeg vil have, at vores datter, så snart hun ser sit værelse, bliver fyldt med glæde. En hel sø af legetøj.
Da jeg blev udskrevet, gav sygeplejersken mig en lille bjørnefigur.
Skal du have en talisman med på ture? spurgte Lærke med et strømmende smil.
Ja, den er min beskytter. svarede jeg, mens hun placerede bjørnen på nattabordet ved min seng.
Vi gik ofte ture i den lille park, lo, spiste is og så ud til, at folk så os som et lykkeligt par, der ventede på et barn. Men efter en lur på bænken glemte jeg hele gåturen og at jeg havde en gravid kone. Lærke måtte igen og igen starte forfra, forklare mig, at hun var min hustru, og at en lille pige snart skulle komme til verden. Mine forældre hjalp til, støttede Lærke med at klare den nye hverdag.
En aften kaldte min far, Ivan, Lærke ind i køkkenet, lukkede døren og sagde:
Lærke, vi forstår, hvis du en dag vil forlade Mikkel. Du er ung, smuk, livet har mange år foran dig. Men vil du holde ud? Om et år eller to vil du sikkert blive træt af ham. Hvad hvis hans hukommelse aldrig vender tilbage? Vi ser ingen fremgang endnu. Men om vores barnebarn behøver kærlighed, vil vi altid være der. Vi forstår, min pige, vi forstår alt.
Min mor kiggede på mig med triste øjne, men så tog hun Lærke i hånden, strøg hendes blonde lokker og hviskede:
Giv ikke op, min pige. Vi klarer det sammen. Du er stærk, selv med en baby på vej.
Lærke var altid slank og lidt lav, så jeg virkede som en kæmpe ved hendes side. Da jeg bragte hende ind i mine forældres hus, blev de først overrasket, men skjulte deres forbløffelse. De spurgte mig: Hvor fandt du sådan en krystalklar pige? og tog hende straks ind i deres hjerter. Jeg begyndte at kalde hende min krystal af kærlighed.
Vores datter, Mila, kom til verden. Jeg holdt hende i armene, og hver gang hendes øjne mødte mine, lyste de af ren lykke. Først flyttede Lærke Mils vugge fra børneværelset til vores soveværelse, så vi kunne passe hende natten over. Jeg mistede søvnen, så mælken løb ud. Min svigermor, Kirsten, tilbød at flytte ind hos os.
Du behøver ikke, svarede Lærke, fordi hun ikke ville belaste dem yderligere.
Mila måtte begynde på kunstig ernæring. En nat, da jeg sang en stille vugge, så jeg Lærke vågne op og se mig gynge vores lille pige. Jeg holdt en lille pakke i den ene hånd og en flaske i den anden, mens hun sad stille på kanten af sengen, uden at udtale et ord, af frygt for at forstyrre mig. Månen kastede sit sølvlys over rummet, og alt var roligt.
Det er sand lykke, tænkte jeg, mens jeg lagde Mila i sin vugge og satte bjørnen ved siden af hende. Jeg sagde til hende: Dette er din gave, min lille, fra mig. Så krøb jeg under dynen, sammen med Lærke, og hviskede: Jeg elsker dig, min krystal.
Det, jeg har lært, er at selv når hukommelsen svigter og livet kaster uventede storme i ansigtet, kan kærlighedens varme og beslutsomhed holde os stående. Hver dag er en ny chance for at bygge fælles minder, og det er denne vilje, der gør os stærke.
Mikkel.
