Rigmor Jensen har været en blid og omsorgsfuld pige, helt siden hun var lille. Hendes mor, Kirsten, plejer altid at sige:
Vores datter har arvet sin far Gunnars store hjerte; han var altid klar til at hjælpe alle, selvom han gik bort alt for tidligt. Nu viderefører Rigmor den godhed, selv om hun kun er barn, og hun redder hver en lille myre, hun møder.
Rigmor vokser op, færdiggør sin uddannelse, får et job og flytter ind i sin bedstefar Jens lejlighed i indre København. Hun forbliver venlig og retfærdig, hjælper både mennesker og dyr, selvom nogle synes, hun er en smule overdrevet.
Hun er jo helt uden jordforbindelse, tænker de
En regnfuld efterårsdag på sin fridag går Rigmor hjem fra supermarkedet, da hun ser en ældre dame foran sig, der med anstrengelse trækker to poser, som alligevel ikke er fulde.
Åh, hvor hendes hænder ryster, og hendes ryg er bøjet, tænker Rigmor med medfølelse så mange år på hendes skuldre.
Hun indhenter den gamle kvinde og genkender hende som Mette Sørensen, som bor i samme bygning.
Hej, må jeg hjælpe jer? spørger Rigmor og tager poserne fra hendes hænder.
Mette sukker først, men smiler så tøvende.
Tak, men jeg skal bare op til fjerde sal
Jeg ved det, jeg bor på anden, svarer Rigmor med et smil.
Da Rigmor har bragt poserne ind i Mettes lejlighed, ser hun, at der er rod lejligheden har længe stået urenset.
Mette, må jeg hjælpe med at gøre rent? Det ser ud til at være svært for dig. Jeg kan komme lidt senere, bare efter jeg har lagt mine indkøb hjemme, foreslår Rigmor.
Det behøver du ikke, kære, svarer Mette, men Rigmor insisterer: Jeg har ingen problemer, jeg bor alene og har fri dag.
Siden den dag hjælper Rigmor Mette ofte, og de drikker te sammen om aftenen. Rigmor elsker at høre Mettes historie om, hvordan hendes mand købte et gammelt piano, da deres søn blev født. Rigmor kan selv spille, hun har gået på musikskole, men har aldrig fulgt den vej, fordi hendes mor ønskede det.
En dag på trappen ser Rigmor den ældre nabo Ingrid Petersen fra femte sal sidde på bænken.
Rigmor, du gør en fin gerning for Mette, siger Ingrid. Det er trist, at Mettes søn og hans kone lever i Tyskland, er rige, mens deres børnebørn bor i København. De kommer sjældent; alle taler kun om at vente på hendes død. Jeg ved slet ikke, om hun overhovedet er så velhavende, men folk snakker.
Rigmor nikker og går ind.
Gud, hvad har Mette egentlig for rigdom? tænker hun. Et piano og pæne møbler, ja
Den samme aften kommer Rigmor med et stykke kage på Mettes dør.
Lad os drikke te, siger hun muntert og går ind i køkkenet.
Du behøver ikke bære alt, min pige, svarer Mette med glimt i øjet.
Jeg vil bare gøre noget dejligt for dig, svarer Rigmor og smiler.
De drikker te, og Mette fortæller om sin barndom under krigen, sin afdøde mand, sin søn som lever i Tyskland, og hvor sjældent han besøger hende. Rigmor siger, at hun også har børnebørn.
Børnebørn svarer Mette med en svag stemme, de ser mig som en gammel støvet dame. Sidste år kom min søn Garry, en hård fyr, men han bragte frugt. Da han gik, sagde han: Mor, du er en byrde, gå din vej. Og så gik han. Min barnebarn dukker aldrig op, de venter på min død.
Vinteren kommer, og Mette bliver syg. Rigmor besøger hende hver aften efter arbejde, med mad, medicin og indkøb. En aften beder Mette:
Spil på pianoet, jeg vil så gerne høre.
Rigmor sætter sig ved instrumentet, hendes fingre kærtegner tangenterne, og en blid melodi fylder rummet. Mette lukker øjnene, lytter og ser ud til at mindes noget gammelt og smukt.
Det bliver deres aftenritual: Mette fortæller en kort historie, og Rigmor spiller derefter stille på pianoet.
Tiden går, og Mette bliver svagere. Hun får en læge fra den lokale praksis, som ordinerer medicin. En dag, mens Rigmor vasker gulvet, sidder hun ved siden af Mette, som begynder at tale:
Jeg har skrevet et testamente. Lejligheden skal gå til mine børnebørn, men pianoet vil jeg give til dig.
Rigmor holder vejrtrækningen.
Jeg behøver intet, svarer hun, og jeg vil ikke have, at dine børnebarn kommer til at beskylde mig for noget.
Mette nikker roligt.
Foråret kommer, Mette kan næsten ikke rejse sig fra sengen. Hun kalder på lægen ofte, men bliver ikke indlagt. Rigmor sørger for, at medicinen gives til tiden. En nat dør Mette alene. Dagen før, mens hun sidder ved siden af hende, hvisker Mette:
Glem ikke pianoet, det er til dig. Jeg vil have, at du beholder det.
Om morgenen løber Rigmor ind i lejligheden før arbejdet, men Mette er allerede død. Hun ringer straks til Garry, Mettes søn, på den gamle telefon, som ligger på bordet.
På begravelsen græder Rigmor som om hun mister sin egen bedstemor. Garry og hans søster kommer for at tage sig af lejligheden og kalder på Rigmor. Hun træder ind og ser kun et stort piano stå midt i et tomt rum.
Flytterne bringer pianoet til din nye lejlighed, siger Garry, høj og selvsikker, mens han kigger ned på Rigmor. Din oldemor ønskede virkelig, at det skulle blive dit. Tak for at have passet på hende.
Garry og hans søster griner indbyrdes om Rigmor:
Hun er som en hemmelig ånd, siger de.
Rigmors øjne fyldes af overraskelse, men hun smiler for sig selv.
Pianoet bliver i Rigmors nye lejlighed på Vesterbro. Hun tørrer støvet af, mens tårerne løber fra både sorg og taknemmelighed over Mettes minde.
Tak, Mette, siger hun stille, du har en så blid sjæl.
I flere dage vil hun ikke sætte sig ved pianoet, men en aften efter arbejde spiser hun, åbner låget og trykker på tangenterne. Pludselig ser hun en lille indpakning i strengen, pakket ind i silkebeton. Hun pakker den ud og finder en smuk lille æske med smykker og et brev.
Kære Rigmor, dette er til dig. For en så god sjæl som dig. Tak for det sidste år af mit liv, det var lykkeligt, fordi du var ved min side. Vær glad, jeg ønsker det. Hvis du vil sælge, så gør det, men behold mindst én ring i minde om mig.
Hun bliver blød i øjnene, åbner æsken og ser ringe, øreringe, håndledsbånd, to halskæder og et sort-hvidt foto af en ung Mette.
Rigmor græder over den uventede formue. Hun beslutter sig for kun at beholde en lille sølvring, sætter den på fingeren og spiller en blid melodi.
Æsken ligger åben på bordet. Hun vender de andre smykker om i hovedet, men ved morgenstunden får hun en idé. Det er lørdag, hun lægger æsken i en taske og går til en pantelåner i Nørrebro.
Er det jeres familiearvestykker? spørger den overraskede vurderingsmand.
Ja, de er meget værdifulde, svarer Rigmor.
Han nikker, og pengene er i hendes hænder. Hun tager dem med hjem, og senere kører hun ud til en forladt stor villa på udkanten af Roskilde, en to-etagers bygning med en stor have og flager af gammel puds, som afslører solide mursten. Hun ser på huset og drømmer.
Hun sætter sig ved pianoet i huset og spiller klassisk musik. Efter et stykke tid kontakter hun en ejendomsmægler, som undrer sig:
Er du sikker på, at du vil købe den? Den kræver stort renoveringsarbejde.
Det er netop den, jeg vil have, bekræfter Rigmor.
Efter otte måneders renovering åbner hun et plejehjem for ensomme ældre. I den store stue står pianoet omgivet af komfortable sofaer og lænestole. De første beboere er den gamle mand Jens Hansen, samt søstre Anna og Gitte, som har mistet deres hjem i en brand. Snart fylder flere og flere ældre hjemmet.
Rigmor spiller ofte klassisk musik på pianoet, når beboerne beder om det:
Rigmor Jensen, spil noget for os, siger de.
Hun spiller med total fordybelse, og det føles som om Mette altid er i rummet, hviskende mellem tonerne: Godt gået, min pige
Rigmor er nu ejer af dette varme hus, som beboerne kalder Vores hus. Journalister kommer og skriver artikler om den usædvanlige historie.
I solgte smykkerne og startede et plejehjem for ældre. Ikke mange ville klare det. Regner du på noget?
Slet ikke, smiler hun. Det er en fornøjelse at se de glade ældre. Glaeser strikker sokker, Jens spiller skak med sin gamle ven Ignatius. Jeg ved, at Mette er tilfreds med, hvordan jeg brugte hendes arv. Jeg har fået mere kærlighed og godhed.
To år senere gifter Rigmor sig med Stefan Nielsen, en hjælpsom mand med et stort hjerte. Sammen driver de plejehjemmet, og livet flyder roligt i deres fælles hjem.
