I den lille hytte duftede det af fugt og mug. Gulvet knirkede ved hvert skridt, og i hjørnet raslede noget sikkert mus. Kirstine lagde de nyfødte tvillinger på den slidte madras, dækkede dem med sin frakke og gik ned på knæ ved dem.
Hjertet hamrede som en vild hest. Hun vidste ikke, hvad der var værre kulden, der sneg sig ind gennem revnerne i de træbeklædte vægge, eller den tyste tavshed fra Jens, som ikke længere virkede som den mand, hun havde giftet sig med.
Kan du forstå, hvor små de er? hviskede hun. De har brug for specialmælk, medicin Jeg ammer, men holder det til to?
Jens vendte sig abrupt.
Tror du, jeg ikke ved det? Tror du, jeg er en tosse? hans stemme rystede af spænding. Men i byen går alt i stykker. Jeg kan ikke bære to på én gang. Hverken mentalt eller økonomisk.
Så hvad nu? hendes øjne glimtede. Skal vi gemme os her som flygtninge?
Jens gik rundt i rummet, slog så et slag med knytnæven mod bordet.
Jeg gemmer mig ikke! Forstår du? Jeg prøver at finde ud af, hvordan vi kan overleve!
De to babyer begyndte at skrige samtidigt. Kirstine greb dem hurtigt, vuggede dem og mumlede:
Stil, små, stil mor er her.
Tårene løb ned ad hendes kinder.
Vi er en familie, sagde hun stille, uden at se ham. Du ville have et barn. Nu har vi to. Det er en gave, ikke en dom.
Jens stod ved vinduet, stirrede ud i den mørke skov. Hans skuldre rystede, men han vendte sig ikke om. Han sagde kun:
Jeg ville være glad for én. To det vender alt på hovedet.
Kirstine gik i opløb.
Vender alt? Du er far! Ikke en revisor, der går i minus!
Han vendte sig skarpt. I hans øjne brændte en blanding af vrede og desperation.
Du forstår ikke! Jeg har ikke engang én krone! Nul! Jeg har ingen kontanter, kortene er værdiløse her. Jeg har brugt de sidste liter benzin på at komme hertil.
Hun mærkede jorden under fødderne svinde.
Så er vi i fælde? Uden mad, uden medicin, uden varme?
Jens sank ned på den gamle stol, begravede ansigtet i sine hænder. For første gang så han ikke ud som vred, men som knækket.
Stilheden blev brudt af babyernes svage klynken. Kirstine holdt dem tættere og satte sig ved hans side.
Hør mig, sagde hun blidt. Jeg bebrejder dig ikke. Men vi må handle. Børnene kan ikke vente.
Jens løftede hovedet. Frygt glimtede i hans blik.
Jeg er bange. Bange for at jeg ikke kan klare det. Bange for at jeg ikke kan fodre dem. Bange for at vi alle skal dø her.
Kirstine greb hans hånd hårdt.
Vi klarer det. Sammen. Men kun hvis du holder op med at løbe fra sandheden.
Han nikkede. Så sprang han op, som om han endelig havde truffet en beslutning.
O.k., i morgen tidlig går jeg til landsbyen. Jeg skal finde arbejde, bede om mad. Hvad end der skal til.
Natten strakte sig ud i det uendelige. Tvillingerne græd næsten hver time, Kirstine ammede, vuggede, sang sange hun selv ikke vidste, hvor hun havde hørt dem fra. Jens sad ved vinduet, uden at tænde lampen, fastlåst i skovens mørke, som om svaret gemte sig der.
Ved daggry trak hun sin frakke på.
Jeg kommer tilbage. Jeg lover.
Rejsen til landsbyen tog over en time. Den første hytte, han nåede, var lav, med en lille have foran. Han bankede på. En ældre dame med et klæde på hovedet åbnede døren. Jens mumlede usikkert:
Undskyld min kone er i skoven med to nyfødte. Vi har intet. Jeg er villig til at arbejde for mad.
Kvinden så ham længe, som om hun læste hans sjæl. Til sidst sagde hun lavt:
Arbejde er så meget som du kan bære brænde, jord, dyr. Men først, tag dette. Hun rakte ham en kurv med brød, mælk og æg. Børnene har mest brug for det.
Jens næsten brød sammen i tårer. Han takkede hende inderligt og skyndte sig tilbage, knugende kurven som en skat.
Da han kom ind i hytten, holdt Kirstine tvillingerne og så udmattet ud som om hun havde løbet et maraton. Så snart hun så maden, råbte hun og kastede sig om hans hals.
Gjorde du det?!
Han lagde kurven på bordet og omfavnede hende over skulderen.
Jeg ved ikke, hvor længe det holder, men vi har nu en chance. Jeg har forstået én ting jeg må ikke længere frygte. Jeg har jer. Det er nok.
Hun pressede sig mod ham. Håb glimtede i hendes øjne.
Børnene faldt i søvn mætte og rolige. For første gang i dage var deres hjerter fyldt med en følelse af, at der fandtes en vej fremad. En lang, hård, men fælles vej.
Vi klarer det, hviskede hun.
Ja. Sammen, svarede han.
I hans stemme var der hverken raseri eller fortvivlelse. Kun sikkerhed.
