Ingrid Sørensen stod på en blød sky af morgenlys over en stille gade i København, mens hendes datter Freja, hvis navn kun lød som en hvisken fra en gammel vugge, snublede gennem drømmens tåge med sit blik på den uforståelige Rasmus Nielsen, hendes svigersøn. Rasmus var som en vandrende skygge, aldrig bundet til nogen grund, hans liv føltes som en sø af vand, hvor hver bølge bar en ny undskyldning: arbejdsopgaver, hastende ture med venner, eller bare en pludselig trang til at forsvinde. Ingrid mærkede, hvordan Frejas hjerte langsomt blev til en lille brise, der svirrede rundt i en tom lejlighed uden børn, mens Rasmus syntes at værdsætte sine kammerater højere end sit eget hjem.
Hun så sig selv tre år inde i deres ægteskab, et tal som en forglemmelsesfuld klokke, uden at et lille skridt på gulvet af deres liv havde efterladt et sporet af et barn. Freja fortalte, at de stadig var unge, at de lod blomsterne i deres drømme vokse i deres eget tempo, men Ingrid kunne mærke en understrøm af tvivl måske gemte Rasmus på en hemmelig kærlighed, som den usete skygge ved siden af ham, mens Freja så på ham med tillid, som om hun så en sky uden regn.
Ingrid, som aldrig havde lyst til at påbyde andre, hvordan de skulle leve, fandt sig selv i drømmens labyrint, hvor hun måtte forstå sin svigersøn bedre for at finde klarhed. Hun så ham i et vandløb, hvor han prydede sig med en enorm buket roser, så stor at den næsten blæste drømmens himmel i tusind farver. Gæsterne klappede i takt med vinden, og en stemme i tågen sagde: Hvor heldig er du, Rasmus, du har så meget kærlighed til din svigermor! Ingrid mærkede, at buketten ikke var en gave af kærlighed, men et spejl for Rasmus eget ønske om at skinne. Hun tænkte på de fem tusinde kroner, som en simpel buket ville have kostet, men hun holdt sin tavshed, for selv i drømme kan en lille gestus varme.
Hun begyndte at ane, at Rasmus kunne have en rolle i familiens væv, selvom andre svigersønner gravede i deres haver eller tjente store penge. Rasmus elskede ingen have, han fløj altid i en sky af rejser. Så kom en dag, da Mikkel Østergaard, en ven af familien, knapede til et rødt lys ved Vesterbrogade, og en skræmmende bremseklang fløj som en glaskugle gennem natten; en vild bil ramte hans bagende, hævdet at han havde forsøgt at sno sig igennem, og kastede skylden på Mikkel for at have stoppet for sent.
Mikkel, en stille mand, var som en skygge, der altid stod til rådighed for at tage skylden på sig. Ingrid huskede Rasmus løfte: Hvis noget sker med bilen, er jeg klar til at hjælpe! Uden tøven løb Rasmus som en lynende stjerne mod ulykkesstedet, hans stemme skar gennem drømmens stilhed: Hvor er ulykken? Jeg ringer til Mikkel med det samme! På stedet stod han over for politibetjente, som han med rolig hånd pegede på de love, der skulle beskytte Mikkel; snart blev Mikkel erklæret uskyldig. Efter denne hændelse gik Rasmus rundt som en glad klovn i en cirkusmanege, en glæde Ingrid aldrig før havde set.
Senere, da deres bedstemor Tove, som lå på en gammel sofa i et hus ved Øresøen, fik et krystallinsk smerte i ryggen, ringede Freja panisk til Rasmus: Vi kan ikke klare det uden dig, hun vejer så meget. På et øjebliks tanke vendte Rasmus tilbage i en arbejdsvogn med et specialdesignet sæde, løftede Tove som om hun var en fjer, og kørte hende til en læge i Aarhus. Ingrid så, hvordan respekt for Rasmus voksede som en ny skov i hendes drømme.
En vintermorgen, hvor sneen faldt som bløde hvide tanker, gik Ingrid ind i en lille butik og købte et par gamle rendeværktøjer, som hun havde søgt i år. Da hun gik hjem, gled hun på isen ved siden af et hus, og rendeværktøjerne ramte en andens bil, mens alarmen lød som en sirene af panik. En vred bilist sprang ud, råbte: Du har ridset min bil, din gamle dame! Lige i det øjeblik kørte Rasmus ind i scenen i sin gamle importbil, som om han var en ridder i rustne rustninger: Du råber ad min svigermor? Det er din egen parkering, der er problemet! Bilisten så på sine egne skrammer, indså sin fejl, og gav Rasmus tusind kroner som kompensation, mens Ingrid følte en lettelse som en blød tåge, der lettede over hendes skuldre.
Rasmus navn blev nu nævnt som moren min, du er som en far, og Ingrid elskede ham endnu mere for hans varme og hjælpsomhed. Freja, som i drømmen så sit eget barn vokse som en lille gren, fortalte, at hun var gravid, og i slutningen af sommeren kom en lille dreng, Dennis, som en lysstråle ind i deres liv. Rasmus, som nu blev betragtet som en trofast helt, så frem til den dag, hvor han endelig ville eje en have, så børnene kunne lege blandt roser og klemmer.
I denne drømmeagtige virkelighed stod alle som forskellige farver i et maleri, men det vigtigste var at se det gode i hinanden, for i drømmens tåge findes der altid en lysende kant. Må lykken, sundheden og den livsvisdom, som vinden bærer over de danske marker, følge dem alle.
