Hejsa, jeg har lige noget, jeg lige må dele med dig, så gør dig klar.
– Hent min datter fra skolen, sagde Marianne, mens hun så på mig. – Det er da en lille tur, vel?
– Ikke så svært, svarede jeg, – men
– Åh, lad os snakke om det senere! Jeg er ved at blive for sent til min manikyr. Henter du hende klokken tre fra eftermiddagsklubben, ok?
– Vent lidt, Marianne, sagde jeg fast. – Jeg kan godt hente Alberte i dag, men jeg har jo forklaret dig hundredvis af gange, at jeg arbejder hjemmefra. Det betyder ikke, at jeg bare sidder på sofaen.
– Senere, senere! vrikkede hun. – Tusind tak!
Og så var telefonen væk.
Jeg havde ingen anden mulighed, så jeg gik ud for at hente min nevø fra skolen. Alberte kom ind i lejligheden uden at tage sine træningssko af, fløj direkte ned på sofaen ved siden af min bærbare, som jeg havde sat op til arbejde.
– Tante Lise, tænd for tegnefilm på den store skærm, sagde hun, – ellers er min mors tablet løbet tør for strøm.
Jeg kastede et blik på uret. Om femten minutter skulle jeg holde en vigtig præsentation for kunder, som jeg havde arbejdet på de sidste to uger. På køkkenet stod min frokost fra leveringen og kølede af i mikroovnen.
– Der bliver ingen tegnefilm lige nu, sagde jeg, – gå hellere og læs en bog.
– Jeg gider ikke læse, svarede Alberte, – i skolen tvinger de mig, hjemme tvinger mor mig, og nu også her
– Så find da noget andet at lave, sagde jeg og trak på skuldrene.
Alberte pudrede læberne ud og gik i gang med at stirre på sin telefon.
***
For et halvt år siden flyttede Marianne og hendes lille pige en etage højere op i vores bygning. Jeg troede, det ville blive hyggeligt med familie i nærheden, fælles aftensmad og en snak over en kop te. Jeg bagte endda en bakke småboller til flyttedagen. Marianne tog en, duftede til den og sagde:
– Åh, men Alberte spiser ikke rosiner, hun er allergisk.
Der var selvfølgelig ingen allergi en uge senere så jeg hende sluge præcis de samme småboller fra bageren på hjørnet.
Det var kun begyndelsen. Først kom Marianne forbi med en hurtig 5minutters tur for at hente salt eller æg, eller for at bede mig holde Alberte i fem minutter, mens hun løb i supermarkedet. Fem minutter blev til tre timer, supermarkedet viste sig at være en skønhedssalon, og Alberte fik snuset hele lejligheden ud og vendt den på hovedet.
– Tante Lise, jeg er sulten! sagde hun og greb fat i min ærme. – Mor sagde, du skal lave pasta med ost, så som jeg elsker.
Jeg trak dybt vejret, talte til ti i hovedet og sagde:
– Alberte, sæt dig ved køkkenbordet og rør ved intet, her får du papir og farveblyanter. – Tegn, mens jeg holder mødet, så laver jeg mad til dig bagefter, okay?
– Men jeg vil have mad nu! vrælgede hun.
Jeg tændte min bærbare og gik i gang med præsentationen, selvom Alberte allerede begyndte at synge fra Frost i baggrunden.
– Undskyld, hvad er de der lyde? spurgte den vigtigste manager overrasket.
– Det er øh naboerne, svarede jeg hurtigt, mens jeg gestusigt bad Alberte tie stille.
Alberte troede, jeg legede med hende, og sang endnu højere, mens hun trommede på bordet med blyanterne. Jeg undskyldte, slukkede for mikrofonen, vendte mig mod hende:
– Alberte, vær så venlig, rolig dette er en vigtig samtale!
– Mor sagde, dit arbejde er bare noget fjollet! sagde hun med et uskyldigt smil. – Du sidder bare på nettet og lader som om du er travl!
Jeg så, at manageren sagde noget, men mikrofonen var slukket, så jeg hørte intet.
***
Kort sagt gik handlen i vasken. To måneder med hårdt arbejde blev til ingenting. Den bonus, jeg havde set frem til at købe en ny computer med, fløj væk som en fugl. Jeg sad ved køkkenbordet og så på skærmen, mens Alberte krævede sine ostepastaer.
Om aftenen kom Danni hjem, træt men glad, for hans arbejde gik som smurt.
– Åh, er Alberte her? spurgte han med et løftet øjenbryn. – Hvad, har Marianne igen spurgt?
– Din søster sagde ikke, hun sagde det som en kendsgerning! sagde jeg i et øjebliks frustration. – På grund af hendes datter mistede jeg lige en vigtig kunde!
– Hvorfor så er du så ked af det? Sagde han. – Det er bare en kunde. Du finder andre. Familien skal hjælpe hinanden.
– Hjælpe familien, ja? Men hvem hjælper mig så?
– Altså Danni rakte ud med armene. – Du sidder jo hjemme hele tiden. Så er der ingen forskel, om du er alene eller med et barn.
– Der er en kæmpe forskel, sagde jeg. – Ja, jeg arbejder hjemmefra, men det betyder ikke, at jeg ikke arbejder!
– Så rolig, sagde han og omfavnede mig. – Marianne henter snart Alberte.
***
Marianne dukkede først op klokken elv om aftenen, og hun havde også sin nye kæreste med, begge tydeligt berusede.
– Åh, Lise, du er den bedste! hun lagde armen om mig. – Har Alberte spist? Har hun lavet lektier?
– Ja, alt er fint. Men Marianne, det er sidste gang, sagde jeg fast.
– Åh, du kan da droppe det!
– Det er ikke drop det, men lyt til mig sagde jeg, mens jeg begyndte at blive vred.
I den samme stund kom Danni ind i gangen.
– Lise, lad være med at starte, bad han blidt. – Marianne, du kan hente Alberte, det er sent nu.
– Jeg henter, sagde Marianne irritabelt, – men du skal selv tænke over det, Danni, I har jo ingen børn. Din kone har ingen fast indtægt, og du stiller mig ultimata
Jeg og Danni har i to år prøvet at få et barn. Jeg har gennemgået tre hormonforløb, to operationer. Lægerne sagde, at jeg har brug for tid, mindre stress og mere ro.
Hvor kan jeg finde ro, når min svigerinde bruger mig som gratis barnepige hver dag?
***
Jeg havde tid til at tænke til natten var faldet på. Jeg besluttede mig for at køre til min mor, hvor der er stille og roligt. Danni kunne også tænke over, hvad vi skal gøre fremover.
Om morgenen så min mand mig pakke ting.
– Hvad laver du? spurgte han.
– Jeg tager til mor.
– Hvor længe? hans stemme lød bekymret.
Jeg så ham i øjnene og svarede:
– Så længe det kan lade sig gøre.
Han gik for at følge mig til døren, så fik han pludselig en tanke:
– Lise, er det på grund af Marianne, du? Det er jo latterligt!
– Nej, Danni, det er ikke sjovt, svarede jeg. – Forresten, sig til din søster, at hun skal finde en ny barnepige, eller bare passe på sit eget barn.
Og så kørte jeg væk.
De første to dage ringede Danni hver time, men jeg tog ikke telefonen. Den tredje dag ringede Marianne:
– Lise, stop med at gemme dig! Kom tilbage! Jeg har ingen, der kan passe Alberte!
– Lad Danni passe hende. Han er hjemme om aftenen.
– Han arbejder! Han har et vigtigt job!
– Så er mit job altså ikke vigtigt?
Hun lagde på. En time senere ringede Danni:
– Marianne tog Alberte med og kørte! Hun sagde, at fordi du siger nej, så må du selv klare det!
– Så gør du, svarede jeg med et grin.
– Men jeg har en vigtig præsentation i morgen!
– Jeg havde også en vigtig præsentation, og jeg fejlede på grund af din niece.
Danni mumlede noget og lagde på.
***
Fem dage gik. En morgen ringede min mand og spurgte forsigtigt, om han måtte komme hjem.
– Undskyld mig, sagde han. – Jeg forstod virkelig ikke, hvor hårdt det var for dig. Disse fem dage med Alberte Jeg gik næsten amok. Hun sprang på sofaen og ødelagde min bærbare. Så hældte hun juice på vigtige papirer. Og fordi hun i går pludselig ville lege gemmeleg og fangeleg på én gang, kom jeg for sent til et møde
Han sukkede tungt.
– Marianne sagde, at hun ikke vil lade mig have Alberte, fordi jeg ikke kan klare børn.
Jeg lo lidt:
– Så jeg kan da klare det?
– Lise, tilgiv mig! sagde han desperat. – Jeg har talt med Marianne og sagt, at du ikke skal have Alberte mere.
– Hvad sagde hun?
– Hun blev så sur.
– Og du?
– Hvad kan jeg gøre? Jeg er bare den, der bliver trukket i alle retninger.
Så var det historien, og jeg ved, du skal have en god kop kaffe, mens du lytter. Jeg håber, du kan relatere eller i det mindste få et grin ud af det. Vi snakkes ved!
