Du ved jo slet ikke, hvad du vil! udbrød svigermor, mens hun rystede på hovedet. Du sagde jo forleden, at du gerne ville have dine egne tomater og agurker Så jeg har jo ordnet det hele for dig. Hvad er du så så så oppe og klager?
Jeg sagde egentlig ingenting. Måske har jeg nævnt, at naboerne ved sommerhuset har en hyggelig, velplejet køkkenhave. Men svigermor forstod det på sin egen måde
Hun stod midt i det, der i går stadig var vores baggård, og viftede med armene.
Drivhuset er allerede betalt! Det bliver leveret i morgen og sat op lige her, hvor de dine ubrugelige floksbuske stod, fortsatte svigermor. Jeg har midlertidigt flyttet dem mod hegnet, så du skal ikke bekymre dig. Vi kan flytte dem et andet sted senere. Rødderne er lidt brækket af, men de klarer sig. Flokserne er jo hårdføre som ukrudt.
Uden at kunne afbryde den strøm af ord så jeg hjælpeløst på min mand, der stod ved siden af mig. Mikkels ansigt var helt forfærdeligt. Det var jo kun naturligt.
Vores lille paradis, vores sommerhus, som vi havde sparret til på bekostning af ferier og en ny bil, var på tre dage blevet til et omvendt landbrugsfelt. Hvor der i går morgen var en smaragdgrøn græsplæne, Mikkels stolthed, lå nu mørke pløjemærker i den nypløjede jord
Mor, lød Mikkels stemme mærkeligt, lidt undertrykt, hvad har du lavet?
Hvad har jeg lavet? løftede svigermor et øjenbryn. Jeg har organiseret jeres køkkenhave! I er jo byfolk, I forstår intet af det her, mens jeg har gravet i jorden hele livet, så jeg ved, hvordan man gør
Uden at bemærke, at hendes ord virkede helt modsat, talte hun som om hun holdt en forretningspræsentation i et kontorbyggeri:
I vil se, hvad vi høster til efteråret! Alle vil blive misundelige! Vi planter kartofler, rødbeder, gulerødder. Og den græsplæne, I har så hårdt arbejdet på det er bare spild af tid! Ja, det ser flot ud, men man spiser jo ikke en græsplæne!
Hun sagde det med så meget selvsikkerhed, at jeg næsten mistede pusten.
Tre dage. På kun tre dage var vi væk, fordi vi skulle i bryllup hos venner i en naboby, og svigermor skulle holde øje med huset.
Hun holdt øje med
Inge, forsøgte jeg at tale roligt, men det er vores sommerhus Ikke jeres. Vi bad dig ikke om at ompløje og ombygge.
Svigermor rullede med øjnene.
Åh, Lise, vær ikke så utaknemmelig! Jeg gør jo dette for jer! I er unge, uerfarne, og jeg har graveret i jorden hele mit liv. I Sibirien har folk fået så store afkast, at tomaterne er som vandmeloner! Hvad har I så lavet? I har sået blomster, plantet græs Det er jo bare fjollet.
Mikkel trådte frem, og jeg lagde min hånd på hans skulder. Jeg vidste, at hvis jeg ikke stoppede ham, ville han sige til sin mor noget, han senere ville fortryde.
Mor, sagde han fast, annuller straks bestillingen af drivhuset.
Hans stemme rystede en smule, men han forsøgte at holde roen. Inge kiggede overrasket og en smule fornærmet på ham.
Ikke i min verden! sagde hun. Jeg annullerer ikke!
Mor han knyttede næverne. Hvem i alverden har bedt dig om det?!
Mikkels forhold til sin mor har altid været kompliceret. Hun har opdraget ham alene, men han er ikke en af de barnlige mammas drenge, som fortsat spørger deres mor, om de skal have hue på i vinterkulden. Fra han var 14, begyndte han at tage ansvar, og som 18-årig flyttede han til Århus for at studere og fandt arbejde der.
Det var dér, vi mødtes, blev gift og senere vendte hjem jeg også.
Svigermor forsøgte at finde sin plads i vores lille familie, men Mikkel holdt hende på afstand og var til tider skarp over for hende.
Jeg har allerede lagt en forskudsbetaling fra min pension! sagde hun og rystede på hovedet. I er så utaknemmelige! Jeg ønsker jer kun det bedste, men
Så knækkede min tålmodighed endelig. Måske skulle jeg have holdt mund og bare slugt hendes jeg ved bedre i flere år, men synet af vores omkalfatrede have, de udgravede floksbuske, der lå ensomme ved hegnet med knasende rødder, brød den sidste dæmning.
I skal gå herfra, sagde jeg stille.
Hvad? Inge sprækkede ud med store øjne.
I skal gå herfra, gentog jeg lidt højere. Pak jeres ting og tag af i dag.
Lise, er du gal? udbrød hun. Jeg er jo Mikkels mor!
Så hvad så? svarede jeg. Dette er vores hus, vores jord, og I har ingen ret til at herske her.
Men begyndte hun at protestere.
I har ødelagt, hvad vi har bygget i to år. Mikkel har brugt hver weekend på den græsplæne, jeg har dyrket blomster som mine børn, og I har på tre dage min stemme vaklede kort, men jeg samlede mig. I har revet det hele ned. Gå nu, Inge. Læg nøglen på bordet.
Hun stirrede på mig længe, så på sin søn.
Mikkel! råbte svigermor. Mikkelen! Du vil ikke lade denne denne dame
Kør hjem, mor, sagde Mikkel træt, med drivhuset, så må vi klare os selv.
Hvad vil du gøre med mit drivhus?! skreg svigermor.
Med dit drivhus? undrede jeg mig. Det er jo en nyhed
Ja, mit! Jeg bestilte det med mine egne penge!
Så tag det med, når det bliver leveret, afbrød jeg. Vi har ikke brug for det. Vi bad kun om at du vandede blomsterne og fodrede katten. Det er alt. I har lavet noget helt andet
Utaknemmelige! skreg Inge. Jeg kom her med et rent hjerte Jeg ville hjælpe! Men I har intet samvittighed! Utaknemmelige!
Hun jammerede lidt mere og gik. Vi hørte hendes råb om utaknemmelighed længe efter.
Næste dag kom en lastbil med drivhuset. Vi sendte den tilbage, for det var Inge, der havde bestilt, så vi havde ingen krav. Så gik vi i gang igen, og snart var haven grøn som før. Græsplænen blev lagt i fine ruller, og nye floksbuske og aster stod i pæne rækker langs stierne.
Da Inge hørte det, gik hun i panik.
Hvad har I gjort? råbte hun i telefonen. Alle har sommerhuse, men hos jer? Ingen agurker, ingen tomater, kun græs! Sådan!
Vi gjorde, hvad vi mente var rigtigt, svarede Mikkel køligt.
Sådan, så er I! blev hun vred. Hvis jeg nogensinde vil gøre noget for jer så lad være! Stil ingen flere spørgsmål! Jeg hjælper jer ikke længere!
