At nå det på en time.

Mødte tiden i en time.
Intet syntes at gøre ondt længere, intet bortset fra hendes sjæl Sigrun forstod ikke, hvor hun befandt sig, eller hvad der egentlig var sket med hende.
Hun kiggede sig omkring, men foran, ovenover, under og bagved hendes krop var der næsten intet En tæt, grå tåge hvirvlede omkring hende.
Velkommen til det uendelige, sagde en lav, snigende stemme.
Og Sigrun huskede, hun huskede alt!!!
Hvordan hendes bil blev ubehøvlet, hurlede ud på vejsiden, blev vendt på hovedet i luften og dette sidste, kraftfulde sammenstød, der knækkede og rev hendes liv i stykker.
Men jeg kan ikke! råbte hun. Jeg har ægtemand og søn derhjemme, min mor er alvorligt syg. Jeg er deres livline!!! Hjælp mig! Hjælp mig tilbage!!! Jeg giver dig alt, alt hvad du vil have!
Et interessant tilbud Sigrun mærkede næsten fysisk et usynligt grin. Jeg hjælper dig. Men ved du, jeg er næsten sikker på, at du ikke engang kan redde dig selv. Prisen vil være frygtelig. Tro mig, jeg kender helvedes barske greb…
Jeg beder dig, hvem du også end er, hjælp mig!
Så er det mig selv, der finder det spændende Jeg deler din sjæl i fire lige store dele. Tre deler du, den fjerde holder jeg som sikkerhed. Du får præcis en time. Men noget fortæller mig, at du selv ikke kender dig så godt
*****
Sigrun løb ud i gården; hun hastede for at nå før de aftenlige køer på motorvejen. Hendes søn var på svigermoderens sommerhus, og hun skulle hente ham.
Ved bilen sad en forvirret, skræmmende fugl. En ravn holdt et brækket vinge i luften, og så sprang den, med store anstrengelser, mod Sigrun.
Kører du? råbte den ivrige nabo, som kom løbende. Kør os med ravnen til klinikken, jeg betaler. Den vil dø, hvis vi venter
Men Sigrun var i en hast.
Tag en taxa, svarede hun. Jeg har ikke tid til sårede fugle nu.
Ravnen stirrede desperat ind i hendes øjne, hoppede foran hendes fødder, lod sig ikke komme forbi. Den prøvede at skrige, en hæshed kække, men kun øgede irritationen.
Sigrun skubbede fuglen væk med foden, satte sig i bilen, tændte motoren og susede af sted. Bagved stod den forvirrede nabo ravnen var forsvundet, som om den opløstes for øjnene på hende
*****
På den længste tankstation fyldte Sigrun benzin på bilen og var ved at sætte sig, da en hjemløs, tynd hund kom i vejen. Den logtog skyldbetynende med halen, så hende med bedende øjne og prøvede at lokke hende med sin snøfte.
Gå væk! sparkede Sigrun.
Men hunden rystede sig ikke, lå ned på jorden, krøllede ørerne, krøb næsten hen til Sigrun greb forsigtigt hendes bukser med tænderne og trak hende med sig.
Lugten af våd, mudret pels ramte hendes næse, og bag hundens øre så Sigrun en lopper.
Gå væk! fnyste hun.
Et spark sendte hunden til siden. Hun pressede sin smertefulde side, lukkede bilen og, uden at tænke på den stakkels hund, skød væk.
*****
Uden at sænke farten tørrede hun hænderne på en antibakteriel serviet mens hun kørte. Åh nej! Ikke en ny lort at samle på: først hund, så fugl en samlet pest.
På vejen hastede folk i alle retninger, alle med travlt hvem hvorfra. Sigrun slappede af, gav gasen mere. Hun kunne ikke helt give slip
Midt på motorvejen løb en killinger! En lille, støvet, hvid kugle den så ud som en lille sky i horisonten. Sigrun så de bønfaldende øjne, de skreg i stilhed, implorerede at blive reddet!
Sigrun rystede på hovedet og indså, at hun drømte. Hun kunne ikke se kattens øjne. Hun kørte forbi på høj hastighed og så i bakspejlet
Killingen stod på bagbenene, satte sig på bagbenene og lagde forreste poter på brystet i en bøn.
Den kommer til at dø, tåbelig! Hvad driver den ud på den travle vej?
Inde i den knurrede noget svagt og bad hende om at vende om, tage den med i det mindste for at lægge den på siden. Men tiden var knap
Hun så på uret hun var ude af døren for 58 minutter siden, hvilken killning? Hun havde ingen tid til at leve længere! Men alligevel vendte hun blikket.
Killingen jagtede hende lille, ynkelig, det forsøgte desperat at indhente bilen. Men den kunne ikke matche hendes hast.
Hun skubbede tanken om killingen væk og fokuserede på sin vej. Hun havde sine egne gøremål, ingen tid til dyr.
Lad andre tage sig af fugle, hunde og små killinger, lad de klæbrige lopper blive i fred.
*****
Efter to minutter gik bilen i stå
Mens hun sank ned i den tætte, grå tåge hørte hun en grim, glad fnisen, og så sagde den samme stemme:
Hvorfor beskylder I, mennesker, mig altid for alt? Var jeg skyld i noget? Jeg forsøgte endda at hjælpe, gav dig tre smukke chancer blot et lille stop på vejen.
Hvor svært havde det været at tage fuglen til klinikken, hente hunden, som den kaldte dig Stå stille et øjeblik, tage killingen med?
Stemmen lo igen, men nu var den bitter:
Det var du selv, der forsøgte at stoppe dig! I formen af fugl, hund og killling tre fragmenter af din sjæl Husker du?
Sigrun nikkede, hun huskede. Hvordan hun bad sig selv, hvordan hun skrænkede sig, hvordan hun forsøgte at holde et øjeblik. Men hun hastede for meget gennem livet, ville ikke lade andre ind.
Dog prøvede de andre kun at redde hende, selvom det så mærkeligt ud.
Stemmen fortsatte:
Du er ikke alene. Mange har bedt om en ny chance, jeg har altid givet tre, men det hjalp ikke. Gennem århundreder har kun få undsluppet min evighed, og ved du hvad jeg er kun glad, når folk lever videre, og deres skæbne ændrer sig. Den fjerde del af sjælen giver jeg tilbage, uden anger.
Sigrun forsøgte at bede igen, men fra tågen strakte sig hårede, kløerige poter mod hende
P.S. Hver gang du passerer nogen, der behøver hjælp, så tænk måske er det en del af din egen sjæl, som prøver at holde dig tilbage, advare dig og beskytte dig mod det værste. Den ved allerede, hvad der venter dig.