Mor, hvad er det for et brev du gemmer?
Det er fra landsbyen, fra farfar, svarer hun hurtigt, mens hun fortsætter med at hakke grøntsager til aftensmaden.
Men har vi overhovedet en farfar? Du sagde jo, at der ikke er nogen i din familie længere.
Mette stopper et øjeblik med at skære grønt, så ser hun på mig med et træt smil og fortsætter i højere tempo.
Jo, der er en og hvad så? For mange år siden flyttede jeg fra landsbyen, så jeg havde ikke brug for ham dengang. Nu skal jeg dog droppe alt og skynde mig til hans side.
Hun begynder at græde, og jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Vi har aldrig talt om hendes slægt; jeg ved kun, at Mette kom til byen lige efter folkeskolen, arbejdede, gik på kurser, boede på kollegieværelse, og så fik jeg liv. Faderen forlod os før jeg blev født.
Mette bærer en langvarig vrede mod sin familie, og jeg har aldrig haft mulighed for at spørge, hvad der egentlig skete for så mange år siden.
Om aftenen, da Mette er faldet i søvn, sniger jeg mig ind på hendes værelse, tager brevet og læser. Skriften er smuk, ren, som om den ikke hører til en gammel syg mand. Der står, at farfar Kurt er alvorligt syg, har brug for god pleje og dyre medicin. De beder Mette om at glemme gamle nag og sin stolthed, for nu handler det om et liv.
Der er ingen underskrift. Adressen viser, at landsbyen ligger kun få kilometer fra vores by, hvor min veninde har et sommerhus. En kuldegysning løber over min ryg jeg besøger ofte hende, og farfar boede lige ved siden af. Hvorfor har Mette ladet mig tro, at han er væk?
Næste morgen pakker jeg de få penge, jeg har sparet, min taske med skiftetøj og drager mod busterminalen.
Når jeg stiger af bussen, indånder jeg den friske, klare landsbyluft, som en tåre af renhed. Jeg går kun et kort stykke; den gamle, knirkende hytte ligger kun et par meter fra holdepladsen. Jeg åbner den løse port og træder ind i gården.
Hvem er du? spørger en stemme. Jeg ser en kvinde i fyrrerne stå under et æbletræ med en kurv fuld af friske svampe.
Jeg er her for Kurt Andersen, min farfar, svarer jeg.
Så du er Sofies datter, smiler hun, og lader mig i huset. Kom ind, jeg laver te, han har sovet efter frokost.
Indenfor dufter det af hjemmebag. Mens kvinden, Sofie, rører i gryden, lægger jeg mærke til, hvor meget hun ligner Mette: de smalle, skrå øjne, det sorte hår som rav, den blide tone i stemmen. På væggen hænger et falmet foto af en smilende mand og kvinde med to små piger, der ligner hinanden.
Sofie ser mig kigge på billedet og siger:
Det er mig, din mor og vores forældre. Jeg er Sofie, din tante.
Det er mærkeligt, jeg har aldrig hørt om jer, forklarer jeg. Min mor insisterer altid på, at vi ikke har nogen slægt.
Hun sukker, sætter sig ved bordet og hælder te i kopperne.
Din mor er så vred på os. Jeg har altid været svag, syg, vores mor har aldrig forladt mig i hospitalerne. Din far arbejdede dag og nat for at forsørge os. Sofie boede først hos sin bedstemor, men senere blev hun ofte sat hos en nabo, mens far betalte for alt. Jeg har altid troet, at ingen elsker mig, indtil jeg gik i byen med min eksamensbevis, og så har jeg ikke set hende siden.
Hun fortsætter:
Drik nu te, du er sikkert sulten efter rejsen. Jeg har to børn, Alen og Lasse. Jeg har længe ventet på, om der er nogen fra vores slægt, så de kan få lidt glæde.
Den aften møder jeg farfar Kurt, min fætter Lasse og hans søster Alen. De byder mig så varmt velkommen, at jeg endelig forstår, hvad man mener med en stor, sammensvoren familie ved et fælles bord. Jeg bliver i nogle dage, køber den nødvendige medicin og hjælper til.
Mette ringer flere gange og beder mig om straks at komme hjem, men jeg kan ikke forlade farfar, og Sofie har ikke tid til både arbejde og at passe ham.
Så falder du fra budgettet, hvem betaler din uddannelse? råber Mette i røret. Jeg har gjort alt for dig, ofret nætter, men hvor er du nu? Med folk, der ikke engang rører en finger for os.
Mor, hvad taler du om? Du har ikke givet mig adressen i femten år Vi er både fremmede og slægtninge. Han er min farfar først og fremmest. De gamle nag må lade sig gå. Jeg vil passe ham, så du kan tage dig af din smukke søster og dine niecer. Gør ikke så meget ud af det, mor.
Hun smider røret, bliver vred, ringer igen, men samtalerne fører ingen vegne.
Om en uge vender jeg tilbage til byen for at fortsætte studierne på sidste semester, men mit hjerte er splittet. De få kroner, jeg tjener på at hænge opslag op og give privatundervisning, sender jeg til landsbyen, selvom det kun er en lille sum.
Forholdet til Mette er som stramme strenge; hun gemmer endda mit pas, så jeg bliver i byen i weekenden i stedet for at tage til landsbyen. Så går et år i kaos, skænderier og travlhed.
Da jeg får mit eksamensbevis, pakker jeg mine ting og drager. På landsbyen hjælper Sofie mig med et arbejde i den lokale skole, og livet tager sin gang. Farfar Kurt står på benene igen og går korte ture i haven, men hans øjne er stadig triste, han venter på sin datter.
September fylder min hverdag med travlhed og glæde. Jeg får en klasse på første klassetrin, og jeg elsker dem så meget, at jeg hver dag løber til skolen som til en fest. Jeg begynder også at lægge mærke til, at historielæreren, Alex, er sød og også ny fra en byuddannelse.
Ane, du må ikke skrive Alex af fra regnskabet, hvisker Sofie en dag, han er en god fyr, han har bygget sit eget hus. Han blev i landsbyen, fordi hans mor er død, og han er enlig.
Snart inviterer Alex mig ud på en date, og vi begynder at date. Farfar giver sin velsignelse, og da Lasse frier til mig, giver han sin velsignelse også.
Brylluppet skal finde sted i slutningen af april. Jeg sender et brev til Mette, men får intet svar, og det gør mig ked af det, at hun ikke er ved min side på den store dag.
Dagen før vielsen, mens Sofie og to af mine veninder gør klar i køkkenet, banker der stille på døren.
Jeg åbner, og der står Mette. Hun begynder at græde, da hun ser mig.
Jeg er bare kommet for at ønske dig tillykke, siger hun.
Jeg inviterer hende ind, men hun tøver. Sofie løber ind fra køkkenet, og farfar kommer også.
Han omfavner sin datter, og de står længe og tørre hinandens tårer. Han taler stille til Mette, mens hun fortsat græder.
Nu bor jeg i landsbyen, har en stor og kærlig familie, børn vokser op, jeg underviser stadig i de små klasser, og vigtigst af alt har jeg fundet de mennesker, som min mor engang kaldte fremmede. Mette har endelig gjort fred med faren og søsteren, og de gamle sår forbliver i fortiden.
