Fra hvem har du fået barnet! udbrød Lise Andersen, vredt.
Fra Jens! svarede Signe.
Jeg mener ikke, hvilken mand du har haft, men at du har fundet nogen at føde for! fortsatte Lise.
Mor, du tror jo ikke, jeg vil sige, at det skete ved et uheld? sagde Signe med en sjenert smil.
Et uheld kan du blive gravid af, men du kan ikke blive far på et uheld, undskyld, du kan ikke bare bære et barn uden ansvar! Lise så mistænksom på sin datter. Eller mener du, du gjorde det i en affekt?
Hun blev gravid, så kom barnets første ord: Hej, mor!
Mor, det var ikke sådan det gik, mumlede Signe. Det var i den tid, hvor alt syntes at gå godt!
Gud, har I haft de samme perioder i fem år! skreg Lise. Godt og dårligt skiftes frem og tilbage! Du burde have indset for længe siden, at et forhold til Jens er en blindgyde!
Jeg troede, han havde ændret sig, svarede Signe.
En normal mand kan ændre sig, men ikke den, der først opfører sig som en gentleman, og så får dig til at ville dræbe ham! kastede Lise armene i vejret. Han har drænet dig for så mange nerver, og alligevel vender du altid tilbage!
Det er som en brækkebro: folk forstår hurtigt, men du snubler gang på gang, indtil du er nået til din søn!
Mor, hvis du ikke kan tåle, at jeg er kommet tilbage, kan jeg bare flytte, sagde Signe såret.
Til Jens? spurgte Lise og lo.
Signe smilede også. Det var så urimeligt, at selv i de mest ekstreme tilfælde blev det ikke overvejet.
Mor, jeg kan leje en lejlighed, sagde Signe. Jeg har sparte penge, både til mig selv og til barnet. Jeg vil ikke gå under!
Nå, sukkede Lise. Ingen driver dig ud. Hvad tænker du så?
Vi skal opdrage Elias sammen, så vender jeg tilbage, får ham et job i haven, og så vender jeg til arbejdet, svarede Signe.
Hvad med faren? spurgte Lise.
Intet endnu, rystede Signe på hovedet. Jens vil gifte sig med mig og blive den officielle far, men
Har han skrevet sig ind i barnets fødselsattest? undrede Lise.
Hvorfor skulle han? spurgte Signe. Hvad kan han give barnet? Han er kun en talerør i vinden, jeg kan ikke sammenligne ham med noget!
Han lovede mig en bil for at få barnet, og hvis jeg gik med til at blive hans brud, en lejlighed! Da han forleden kom for at se sin søn, spurgte jeg ham, om han ville se ham, for du ved jo, at han skal forsørge ham. Så gav han mig fem tusinde kroner! Børnets alder er kun halvandet måned!
Hvad nu? spurgte Lise nysgerrigt.
Signe husker kun slutningen af historien: hun skubbede Jens ned ad trappen med en beskidt ble, smed de fem tusinde kroner i hans baglomme og sagde, at de ikke engang rækker til bleer.
Hvad sagde han? spurgte Lise.
Næste dag ringede han og krævede at få lov til at se sit barn! Jeg sagde, at han først skulle anerkende faderskabet officielt, ellers ville jeg anlægge en modkrav om underhold! lo Signe og så Jens tie stille.
Åh, Signe, rystede Lise på hovedet. Hvor finder du så sådanne mænd? Først var din første ægtemand en overraskelse, nu er Jens en katastrofe!
Jeg jager ham, men han flygter ikke! Jeg skælder ham ud, han bliver ved med at lyve, men som en gås vandet, går det ham lige så godt! Alt er ligegyldigt! Jeg vil bare ikke have ham i mit liv mere!
Hvorfor fik du barnet fra ham? spurgte Lise igen.
Jeg er allerede fireogtredive
Signe og hendes forhold er siden blevet en fast samtale blandt venner og bekendte. Så snart navnet hendes kom frem, vakte det interesse, for ingen kunne forevigt indgå så mange komplicerede forhold som hun gjorde.
Naturens gave til Signe var skønhed og fornuft, men ingen kunne forstå, hvorfor hendes valg af mænd var så særprægede.
Hendes første seriøse forhold startede, mens hun gik på universitetet i Århus. Hun boede sammen med sin kæreste i en lille lejlighed på en kollegiet, og han var bokser.
Det var mest hans fysik, der tiltrak hende. Han var ikke særlig snu, ingen hobbyer ud over boksen.
Hvad tænkte du, da du gik ind i dette? spurgte moren. Han har ingen hjerne, kun en spiserør!
Jeg håbede, han ville træne både muskler og hoved, forsøgte Signe at forsvare sig.
Hvad førte dig ind i klubben, mens han stadig var så uforsynet? slog Lise med hovedet. Måske skulle du have fortalt ham, at du kun ville danse!
Jeg sagde det jo, protesterede Signe.
Bjørn fulgte efter hende, men da han så mænd danse omkring hende, gik han i stå og startede en kamp én mod alle. Han undgik tunge slag, men tog to år væk fra friheden for at gøre bod.
Derefter begyndte Signe at omgås andre sportsfolk. Efter en tid mødte hun Anders. Han havde også en god fysik, men også hjerne.
Han beundrede hende som om hun var en gudinde. Arbejdet gik ikke så glat, men han tjente penge. Signe var efter universitetet også i stand til at tjene dobbelt så meget som ham.
Selvom de havde nok til at holde sig, forventede hun, at han en dag ville tage initiativ, søge forfremmelse og måske hjælpe hende med at købe en bolig. Hun var klar til at komme med råd, hvis han havde brug for det.
Anders accepterede hendes råd, så han anerkendte, at Signe var klogere, stærkere og bedre uddannet end ham. Han så hende som familiens overhoved.
De blev gift, men bryllupskosterne blev betalt af Signes forældre. To år senere blev Signe brugt som bokserens sæk. Anders blev jaloux på en kollega og tog en mand med til en firmafest.
Anders så dette som flirt, men da de kom hjem, slog han Signe, så hun måtte ligge på sygehuset. Det førte til en skilsmisse uden forsoning. Anders lod hende ikke bo i den fælles lejlighed, så hun måtte søge natophold hos en veninde.
I lejligheden blev både hendes ejendele, smykker og de penge, hun sparede til en bil, efterladt. Anders hævdede, at han ikke vidste noget, at han kun havde sine egne ting, og at hun ikke kunne bevise noget. Han sagde, det var erstatning for hendes “moralske skade”. Politiet måtte involveres.
Smykkerne blev fundet på en skraldebunker, pengene ukendte ejere. Signe havde billeder af smykkerne på sin Instagram, så hun havde bevis. Da Anders nægtede at returnere dem, anmeldte hun ham for tyveri og trak sin anklage om huslige overgreb tilbage, da han endelig leverede både smykkerne og bilpenge.
Senere kom Jens ind i billedet. Jens var en simpel fyr fra en lille by i Sjælland, som hun havde mødt, mens hun boede i en anden storby, fordi hun studerede i København. Hun levede i en lille etværelseslejlighed på femte sal i en fem-etagers blok, så hun kunne spare til en egen bolig.
Jens’ mor var begejstret for Signe, så hun sagde:
Vi skal lave en renovering i lejligheden, så kan jeg flytte til min søster, og I får boligen!
Renoveringen gik aldrig i mål. Efter tre år var der stadig ingen nye fliser. Jens boede skiftevis hos sin mor eller hos Signe.
En dag, mens hun kørte for at hente Jens, fik hun smerter i maven og måtte skynde sig på toilettet hos sin kommende svigermor. Intet i lejligheden ændrede sig i tre år ingen renovering.
Hun indså, at hun måtte smide Jens ud for altid, men han forsøgte at undskylde med, at de skulle købe en lejlighed som overraskelse, når de blev gift. Signe var dog ikke klar til at gifte sig igen, efter de mange svigt.
Efter fire år med Jens gik hun fra ham, da han ødelagde præventionen. Da hun fortalte ham, at hun var gravid, blev han pludselig overdrevent omsorgsfuld, gav hende penge og lovede at være far. Efter tre måneder var aborten for sent, og han forsvandt.
Han var væk i et halvt år, så selv ved fødslen mødte han ikke op. Via fælles bekendte fortalte Signe ham, at hun var flyttet tilbage til sin mor i den lille hjemby.
Da Jens endelig dukkede op og bad om at se sin søn, havde han ikke engang registreret faderskabet i Folkeregisteret.
Mor, jeg er fireogtredive! Hvornår skal jeg finde en ordentlig mand? gentog Signe.
Skal du gå med Jens? spurgte Lise.
Naturligvis ikke, afviste Signe. Han er kun en donor, han vil ikke tage ansvar. Jeg har alligevel en søn!
Det var netop, da Jens forsvandt under hendes graviditet, at hun indså, at hun måtte finde en god mand.
Pludselig lød dørklokken.
Hvem er det? råbte Signe, mens hun gik mod døren.
Signe, det er mig! stod Jens udenfor. Du smed mig ud igen, men jeg er ikke sur! Jeg har bare brug for penge til en billet hjem.
Hvad? lo Signe. Er du for nu? Du har fået et barn, men nægter at forsørge ham! Du kan ikke engang give mig penge til at overleve!
Lad være med at komme her igen, ellers vil jeg anklage dig for at forfølge mig! truede Signe.
Min søn? prøvede Jens at kigge ind i lejligheden.
Det er ikke din søn! Det er ikke registreret! Hvis du vil være far, så skal du forsørge barnet! Mit sidste ord: få faderskabet fastslået i retten, betal underhold, ellers mister du forældreretten og vil aldrig se ham igen!
Signe, giv mig en halv to tusinde, så jeg kan tage hjem! sukkede Jens.
Signe smed et par hundrede kroner på gulvet og lukkede døren bag ham.
Jens dukkede aldrig igen.
Med sådan en karakter, min pige, sagde Lise, vil du ende med en god mand? Du finder aldrig en ægtemand!
Sådan er min skæbne, trak Signe på skuldrene. Men jeg har en søn, og det er både rigdom, lykke og en almindelig familie uden flere Jenser.
