Hej ven, du tror ikke, hvad der skete efter Anders begravelse. Jeg stod ved den friske grav på Vestre Kirkegård, stadig i chok over, at han var væk efter den frygtelige trafikulykke. En uge gik, men jeg kunne bare ikke slippe tanken om, at det hele måtte være en mareridt.
Jeg gik mod udgangen, prøvede at finde min vej videre, da en ældre dame med en lille baby i armene kom i min retning. Hun så mærkelig ud, men så også så alvorlig ud.
Er du Sigrid? spurgte hun, mens barnet stille sukkede.
Jeg stirrede på hende, for jeg havde aldrig set hende før.
Ja. Hvem er du? svarede jeg lidt på vagt.
Hun præsenterede sig som Ingrid og sagde roligt, at barnet var Anders datter.
Nu er det kun dig, der kan tage dig af hende. Mor kan det ikke, tilføjede hun lavmælt.
Det hele gik i stå i mig. Jeg så på den lille pige og trådte automatisk et skridt tilbage.
Det kan ikke være sandt! Anders var en trofast mand. Han ville aldrig gøre så noget! råbte jeg og vendte mig om for at gå.
Mens jeg gik, hørte jeg en stemme bag mig: Pas på dig selv! Det var Mikkel, en gammel ven af Anders, som jeg næsten ikke havde lagt mærke til i min sorg.
Mikkel begyndte at udtrykke sin medfølelse, men jeg var ikke i humør til at snakke. Jeg sagde farvel høfligt og gik hen til min bil. Da jeg åbnede døren, gispede jeg: den lille pige lå på bagsædet og græd stille.
Jeg kiggede rundt Ingrid var væk.
Hvordan er hun kommet her? hviskede jeg, bleg.
Det var koldt udenfor, så jeg tog min jakke af og snoede den omkring barnet. Så lagde jeg mærke til en lille modermærke på hendes hals, præcis som den, Anders havde haft.
Er det virkelig sandt?… murrede jeg for mig selv.
Jeg ville ikke tro, at Anders havde bedraget mig, men jeg måtte finde ud af, om han var far.
Jeg gik hjem, fandt Anders hårkam, pakkede lidt af hans hår i en lille pose og kørte til Rigshospitalet.
Goddag, jeg vil gerne have en faderskabstest, sagde jeg til receptionisten.
Okay, resultatet kommer om et par dage, svarede hun.
Kan det gøres hurtigere? Jeg betaler ekstra.
Vi har en ekspresløsning, men den koster ekstra 500 kroner, svarede hun.
Det er i orden, nikkede jeg og afleverede prøverne.
Jeg sad i venteværelset og prøvede at berolige den lille pige, som igen begyndte at græde. Bleen var tør, så jeg tænkte, at hun sikkert var sulten. Jeg gik ud for at købe babymad, flasker og bleer i Føtex.
Da jeg kom tilbage, gav jeg hende flaske. Tiden gik langsomt, indtil en sygeplejerske kom med en konvolut i hånden.
Tak, sagde jeg, tog imod papiret.
Jeg åbnede den og læste: Sandsynlighed for faderskab 99%. Mine øjne fyldtes med tårer. Anders havde svigtet mig. Han levede et dobbeltsliv.
Men jeg ville ikke lade det gå ubemærket hen. Jeg besluttede at finde moren og aflevere barnet til hende.
Jeg gik igennem Anders ting derhjemme, men fandt intet, der pegede på en elskerinde. Så kørte jeg til hans kontor i Ørestad, gennemsøgte skuffer, mapper og personlige ejendele intet.
Skuffet kom jeg hjem, hvor den lille pige sov fredeligt i stuen. Jeg tog babymonitoren, gik til Anders bil og tjekkede hvert eneste hjørne bagagerummet, sæderne, skuffen under sædet men igen intet spor.
Alt dette begyndte den dag, jeg så den ældre kvinde med barnet ved graven. Den gamle kvinde hævdede, at barnet var Anders datter. Var hun løj? Eller var det bare begyndelsen på en endnu mere chokerende sandhed?
Jeg stod på den kolde jord på kirkegården, stirrede på gravstenen, hvor Anders lå. Det var en frygtelig ulykke, der tog ham fra mig. En uge er gået, men mit hjerte hænger stadig fast i håbet om, at alt er en drøm.
Jeg samlede mod til at gå mod udgangen igen, for at starte et nyt liv, men så stod der igen en gammel kvinde med en baby i armene. Barnet sutrede stille.
Er du Sigrid? spurgte hun.
Ja. Hvem er du? svarede jeg, nervøs.
Jeg hedder Ingrid. Dette er Anders barn, sagde hun. Mor kan ikke tage sig af hende, kun du kan.
Hvad snakker du om? min stemme var fyldt med irritation. Det er umuligt! Min mand ville aldrig gøre så noget! Jeg vendte mig væk og gik.
Ude på gårdspladsen stødte jeg på Mikkel, som kom hen for at udtrykke sin medfølelse. Jeg var ikke i humør til at tale, så jeg sagde farvel og gik til bilen. Da jeg åbnede lågen, så jeg babyen på bagsædet, grædende.
Ingrid var forsvundet. Jeg tog min jakke af, snoede den om barnet og så den lille modermærke på halsen præcis som Anders.
Er det sandt? mumlede jeg.
Jeg gik hjem, fandt Anders kam, samlede lidt hår og kørte til hospitalet. Jeg bad om en faderskabstest, spurgte om en ekspresløsning, betalte de ekstra 500 kr., og ventede i korridoren, mens barnet græd igen. Jeg gik ud for at købe babymad i Netto, kom tilbage, fodrede hende og ventede på resultatet.
Sygeplejersken afleverede en konvolut. Jeg åbnede den: Faderskab: 99%. Tårene løb. Anders havde svigtet mig.
Jeg besluttede at finde moren og give hende barnet. Jeg rokkede igennem hans ting, gik til kontoret, fandt intet. Tilbage hjemme lå barnet fredeligt og sov. Jeg tjekkede bilen grundigt intet.
Sådan gik det den dag, jeg stod ved gravesædet og så en mærkelig kvinde med en baby, der hævdede, at barnet var min afdøde mand Anders datter. Var hun ved at lyve, eller var det kun starten på en endnu mere chokerende sandhed?
