Så lad mig så flytte ind hos min mor! erklærede Morten med fast stemme.
Så bliv da bare alene her! svarede hans kone, mens hun smækkede døren i Lærkes ansigt.
Lærke stod alene ved den knuste spand: ingen mand, ingen arbejde, ingen udsigt. Hvordan skulle hun endelig fejre nytår?
Forbandede nerver! udbrød hendes mor, da hun hørte de dramatiske nyheder. Alt er din mands skyld, din luskede røver; han har bare trukket dig rundt som en såpopluk! Tror du, det er hans skyld, at du er så udmattet?
Hvad så? smilede Morten. Begynd at lave fred, jeg venter!
Lærkes liv drejede sig om to store ulykker: en forsvundet ægtemand og en ubarmhjertig chef. Det var som så mange andres skæbner.
De gik hver for sig ingen af dem var utro, men de forgiftede Lærkes tilværelse hver for sig.
Morten var skarp, vittig, en glitrende samtalepartner, fuld af romantik. Men ord var alt, hvad han havde. Når det kom til arbejde, var han syg, træt, uforberedt, og han elskede kun god mad.
Alt udviklede sig som i en gammel dansk fortælling:
Boblen, gå og spis grød! råbte hun til ham. Hvor er min store ske?
I den tid, hvor kærligheden kun bestod af hurtige møder, gik alt som smurt: en hurtig pizza, en lidenskabelig omfavnelse, glimtende vittigheder den perfekte opskrift på et ægteskab.
Lærke så ikke, at brudgommen var fanget i en kronisk søgen efter sig selv og et job.
Jeg finder det lover han. Du vil høre det først, min skat!
De lo sammen, og for Morten blev Lærke en elv (Alf), mens hun kaldte ham “Morten”, og han svarede med “Lillealv”. Sådan kærlige drillerier blev til navne, der lød som små drillerier i en leg.
Da Morten flyttede ind hos Lærke, manglede den tredivrige mand et eget sted at bo.
Med vitser tjener du ingen penge! konkluderede Lærkes mor, som slet ikke kunne holde af svigersønnen.
Det første skænderi opstod, da huslejen skulle betales. Lærke havde ingen penge og bad om hjælp fra Morten.
Betal med dine egne penge! foreslog Morten med et glimt i øjet.
Mine er også brugt på mad! svarede hun, overrasket over, hvad ægteskabet egentlig indebar.
Så tag fra gaverne, så fylder jeg op senere! svarede han.
Hvornår så? spurgte hun.
Når vi har suppe med katten! grinede han og lo højt over sin egen spøg.
Som bryllupsgave fik de omkring tohundrede tusinde kroner en god sum, men deres forældre trak sig snart tilbage. “Lad din mand fodre dig!” lød farens sidste ord.
Lærkes løn var opbrugt. Hun trak på opsparingen, så på den sorte dag, men pengene forsvandt som en snebold i vinden.
Da hun åbnede den lille gaveæske igen, var den tom. Morten havde brugt pengene på nye hovedtelefoner.
Hvorfor kan du ikke bare lade de gamle høre? spurgte Lærke i frustration.
Hvad vil du så, Rasmus? svarede han med et grin. Find på noget, du er min håndværker!
Hun fandt på et svar, men svarede så stille. Næste dag lånte hun igen fra sin mor “indtil lønnen kom”.
Moren udbrød:
Så, Morten, tjente du en krone? Eller lever du stadig på Lærkes nakke?
Morten sagde intet. Hvor skulle han svare på sandheden?
Chefen, Marta Nielsen, var en hård kvinde. Lærke arbejdede som økonomisk analytiker under hende. Marta var en ældgammel, ensom tante, der hader alle, fordi de kom til verden uden hendes tilladelse. Hun havde tre mislykkede ægteskaber, ingen børn og to katte, og dansede tango to gange om ugen.
Da en kollega spurgte om tango, svarede Marta skarpt:
I arbejder ikke længere for os!
Lærke frygtede Marta og stod lam som alle andre i hendes nærvær. Men så kom en ny strid med Morten. Det eskalerede til en lille krig, og Morten talte for første gang om skilsmisse.
Lærke gik ind på arbejdet med én mission: at skrive en SMS til den skyldige mand.
Hun besluttede at kalde ham ikke “Morten”, men “Morten-ape”. Så skulle han mærke smerten.
SMSen låste:
Tro ikke, lille abe, at jeg er bange for dine ord! Jeg går bort, du kan bide dig i albuerne! Stop med at flash’e, ellers sender jeg dig i zoologisk have deres dyr venter allerede på dig!
Hun underskrev som Lærke Sørensen i stedet for Alf.
Lærke smilede tilfreds. Brevet var færdigt, fuld af humor som Morten elskede, men også med al sin vrede.
Nytårsaften nærmede sig. “Hvis du møder det sådan, så vil du leve sådan,” sagde hun. “Skal vi så skilles?”
Pludselig stormede chefen ind i rummet:
Alle, arbejd videre, Lærke! I har lavet fejl i årsværket! Ret dem hurtigt, ellers er du snart uden job!
Marta Nielsen gik ud, spændt som en løve på jagt. Lærke stod fast, men den sorte sky bredte sig.
Hun fandt fejlen, sendte en SMS til chefen og til Morten på én gang.
Marta ringede tre minutter senere:
Hvem tror du, der er vores lille abe? spurgte hun iskoldt. Skal jeg sende dig til zoologisk have, Lærke?
Lærkes hjerte slog tungt, hun havde ved et uheld sendt den forkerte besked til chefen.
Chefen troede, at “abe” passede perfekt til hende.
Morten modtog den anden besked, troede den var til chefen, men den gik til Lærke i stedet. Alt gik op i en højere enhed af forvirring.
Chefen udbrød:
Så du vil gå? Så gå! Dit drøm er nu opfyldt: du er ikke længere ansat! sagde hun, mens hun næsten ville kaste ham i toilettet.
Du får din løn i dag, du behøver ikke arbejde! tilføjede hun, grinende.
Lærke forlod kontoret, samlede sine ting, og tog sin kaktus med hjem som erstatning for blomster.
Så lad os lave fred, hvad siger du? smilede Morten, da han stod i gangen. Du skrev, du ville ordne det inden frokost!
Morten så SMSen, som egentlig var ment til chefen, men han forstod, at Lærke var kommet for at tale fred med ham, og hun var til tiden.
Hvorfor har du en kaktus i stedet for blomster? spurgte han. Det er jo ikke ligefrem romantisk, men jeg kan også forstå det.
Dit komiljø ved jeg, hvor det er! råbte Lærke, mens hun næsten gik i stå af raseri. Du har fået mig fyret!
De indså, at deres skænderi havde ført til dette kaos. Morten spurgte:
Hvorfor er det min skyld? og Lærke svarede, at hun måske havde fejlet i rapporten.
Det er ikke din sag! brølede Lærke.
Hvad? sagde Morten, forvirret over hendes råb om afskedigelse. Så vil du ikke gøre fred?
Så lad mig så gå til min mor! råbte Lærke. Du kan sidde her alene!
Lærke stod alene ved den knuste spand igen: ingen mand, ingen arbejde, ingen udsigt. Men nytår nærmede sig.
Forbandede nerver! sagde hendes mor. Det er alt din mands skyld, den luskede røver, der har trukket dig rundt som en boble! Tror du, det er hans skyld, at du er så udmattet?
Hvad har du gjort ved ham? spurgte hun. Han er som en sæbeboble: glitrer, men er kun tomt indeni!
Vælg dine kæreste mere omhyggeligt, pige! sagde moren. Du har trukket hjem en ukendt fyr!
Så græd ikke, ingen er død! svarede hun. Tag en pause fra arbejdet, vi kan let give dig mad.
Moren inviterede Lærke til at fejre nytår hos sig. Hendes ven indbragte sin attraktive, ubesatte søn.
Bedstemoren tilføjede:
Så er det kun en lille tab, lad den anden knuse sig med sin ske! Så er alt i orden!
Lærke og Morten skiltes. Begge havde mistet forståelsen og blev til ensomme, hårde mennesker. Selv den gamle sjove mand, der plejede at sige, at man skulle gøre alt grundigt, havde ret.
Tag dette til dig, Lærke! Og pas på SMSerne du kan ellers ende med at rydde op i kaoset.
