Kære dagbog,
I dag er jeg vendt tilbage til den lille by, hvor jeg voksede op, og alt føles både mindre og mærkeligt velkendt. Jeg gik den samme allé, som jeg som teenager i 1970erne stødte på, og mærkede duften af gran og den friske luft fra Ålborgs park. Jeg satte mig på den gamle bænk ved søens kant den, hvor jeg som 17årig engang ventede på ham.
En helt almindelig tirsdagsmorgen stod han pludselig foran mig, med avisen under armen og den karakteristiske skægvækst, han havde haft som ung mand. Vores blikke mødtes, og tiden stod stille. På den bænk, hvor jeg så længe havde ventet, så jeg ham igen den dreng, der engang ikke dukkede op til den aftale, der skulle have ændret alt.
Jeg husker, hvordan jeg som ung pige var forelsket som aldrig før, og hvordan jeg aldrig igen ventede så længe på nogen. Timer gik, så gik flere timer, og så rejste jeg mig uden at sige et ord og gik væk. Han sagde intet heller. Jeg troede, han havde glemt mig, at det kun var en lille ubetydelig ting for ham. Men nu, da jeg så ind i hans øjne, vidste jeg, at han huskede.
Undskyld, at jeg ikke kom den dag sagde han, før jeg overhovedet havde nået at præsentere mig. Du vil ikke tro det, men min mor blev indlagt på hospitalet. Der var ingen mobilnetværk, så jeg kunne ikke advare dig.
Vi begyndte at tale om den sommer, vi havde mistet, og om hvordan livet har sat sine spor. Han fortalte, at hans kone døde for nogle år siden, og at han har to voksne børn. Jeg fortalte, at jeg efter en skilsmisse har en voksen datter, der bor i Sverige. Ingen af os havde søgt denne samtale, men da den først startede, kunne vi ikke stoppe den.
De næste dage mødtes vi hver dag: kaffe på den samme lille konditori, is ved rådhuset og gåture i parken. Det virkede som om, vi indhentede noget, der var blevet brat afbrudt for årtier siden. Han var opmærksom, blid, og stille spurgte han om detaljer, som ingen før havde berørt. Jeg begyndte igen at smile, som jeg gjorde dengang.
Jeg fortalte min datter først efter en uge. Jeg ringede og sagde: Jeg tror, jeg er forelsket igen. Hun troede først, jeg drillede, men spurgte så: Men hvordan kan det ske efter så mange år?
Jeg stod uden svar. Hvordan kan man forklare noget, der blot sker? At selv et hjerte, der har set mange storme, stadig kan banke uventet?
Efter en måned i den gamlenye by lejede jeg et lille etagelejlighed. Han tilbød at hjælpe med indflytningen bar kasser, skiftede pærer og fortalte historier fra fortiden. En aften blev han bare hængende til middag, og så blev han også i natten.
I dag er det tre måneder siden, vi mødtes. Tre måneder, der har mindet mig om, at livet ikke slutter, når børnene vokser, eller når ægtefællen går bort, eller når hårene bliver grå. Er vi sammen? Ja, men uden store erklæringer. Vi tilbringer tid sammen, holder hånds i stille stunder, og vigtigst af alt jeg føler mig ikke længere alene.
Den gamle bænk står stadig ved søen. Når vi sidder der, ler vi over, at ventetiden på tredive år til sidst var det værd.
Freja.
