Jeg kom hjem efter en lang dag på kontoret i København, men lejligheden lå tom som en glemt skatkiste, og den så ud, som om en storm havde revet den fra hinanden. Jeg gik op i tredje sal, trykkede på ringeklokken som altid, men kun stilhed svarede mig. Jeg bankede på døren en gang til stadig intet svar. Jeg greb nøglen i lommen, drejede den i låsen og trådte ind.
Det, der møder mig, får mig til at miste balancen. TVet brummer som en fjern torden, køleskabsdøren hænger på klem, og på gulvet ligger en kaotisk hvirvel af Tshirts, håndklæder og små børnelegetøj, som om en lille hvirvelvind har fejet gennem rummet.
Jeg tager et skridt frem og kaster et blik ind i badeværelset en sø af vand ligger i brusekabinen, som om nogen hastigt har sprunget ud af den. Hvor er min kone, Lærke, og vores lille Mikkel? Jeg kan ikke forstå, hvad der foregår. Hendes mobil er slukket.
Pludselig høres der trådende trin bag mig, som om drømmehavens tåge selv begynder at gå.
Jeg har været gift i tre år. Lærke og jeg mødtes på et projekt i Aarhus, hvor vi sad ved frokostbordet og talte i timevis om alt fra design til de mest obskure kaffebønner. Efter brylluppet ændrede livet rytme. Lærke gik på barsel, og al økonomi faldt på mine skuldre. Hverdagen blev en gentagelse: kontor om morgenen, hjem om aftenen. Jeg troede, at hjemmet skulle være et trygt havn, men i denne nat var noget underligt ved at flyde i luften.
Jeg gik igen op til døren, ringede, bankede, men kun stilhed. Måske lå svaret i badeværelset? Men døren der mærker altid mine skridt. Jeg gik ind med nøglen, og igen stod scenen: TVet brummer, køleskabet er åbent, gulvet er dækket af spredte ting, som om en usynlig hånd har kastet dem i et kaotisk mønster.
Jeg træder frem og ser vandpølen i brusekabinen som om nogen har sprintet ud i hast. Hvor er Lærke? Hvor er Mikkel?
Hjernen slår i panikrytme. Første tanke: indbrud. Men vi har hverken kontanter eller smykker i boligen, kun et par kroner i sparegrisen. Så hvad har fortrudt, kastet alt på sin vej?
Mine hænder ryster, mens jeg taster Lærkes nummer. En ringetone. Så en kølig, ligegyldig telefonsvarer: Abonnenten er midlertidigt utilgængelig.
Mit hjerte hamrer som en vild tromme. Måske er jeg blot et par minutter for sent? Hvad hvis jeg havde været der tidligere?
Bag mig hører jeg igen trådende skridt.
Åh, skat, er du hjemme? lød Lærkes stemme, blød som en sommerbrise over Østersøen.
Jeg snur mig hastigt. Lærke står i dørspalten med en indkøbspose fra Netto, rolig, med et smil, der synes at lyse op i den mørke lejlighed.
Hvad er der sket? Hvor er vores dreng? Hvorfor er din telefon slukket?!
Hun smider jakken på sofaen, lægger tasken på bordet og spørger: Hvordan gik din dag?
Jeg kan ikke holde tungen tilbage.
Hvad er der sket?! HVOR ER BARNET?!
Lærke løfter let øjenbrynene, som om hun lige havde set en sommerfugl.
Ro dig, han er hos sin mor. Jeg gik bare en kort tur til indkøbscenteret.
Åh og denne rod?
Hun ler, sætter sig på sofaen, og siger:
Spørg mig, hvad jeg har lavet i dag.
Jeg rynker panden.
Hvad?
Hun strækker sig, gaber sødt, smiler og svarer:
Ingenting. Jeg har bare slappet af.
Et koldblå lys fra månen glider ind gennem vinduet, og jeg får indtryk af, at væggene langsomt begynder at smelte som smør på en stegepande. Trædende trin forsvinder i tågen, og drømmen falder over mig som en dun af silke.
