Åh, for pokker! udbrød den irriterede mor, Sofie Maximsdatter, mens hun spejdede på sin svigerdatter. Hvorfor er du så langsom, du?
Det hele startede, da Sofie, som forberedelse til nytår, besluttede at skubbe vaskemaskinen til side for at gøre rent. Hun var altid omhyggelig, men på det seneste var maskinen blevet tung at flytte, selv for to. Hendes mand, Peter, begyndte at klage over diskusprolaps, og han ville jo ikke ende i en kørestol.
Sofie, der altid ville vise sin orden, tænkte, at den, der tænker på løsningen, også må gøre arbejdet. Hun havde nemlig ingen anden end sin egen styrke, for mange mænd så ikke rodet det er jo rent her! var deres mantra. Vaskemaskinen var sidst flyttet for omkring tre år siden.
Da hun endelig fandt den, lå der en masse mærkelige ting bagved: et par briller, to hårbørster, en neglefil, tre klips til tøj, flere store hårspoler og en plastikbakke med pillede tabletter. Puden af støv var uendelig.
Sofie måtte have hjælp fra sin søn, Steen, for hun kunne ikke klare det alene. Alle de fundne genstande havde en ejer, undtagen tabletterne, som ingen syntes at kunne tilskrive. Det viste sig at være en p-pille.
Der boede fire i lejligheden: Sofie, hendes mand Peter, søn Steen og hans kone Lene. De tre mænd kunne straks udelukkes som ejere de var mænd og Sofie, der befandt sig i overgangsårene, var heller ingen mulighed. Så stod kun Lene tilbage som mulig skyldig.
Men der var et andet problem: Steen var barnløs. Det var en trist opdagelse, som havde ramt familien allerede i hans første ægteskab med Asta. Asta kunne ikke blive gravid, så de søgte læge. Steens sædanalyse viste ekstremt lavt antal sædceller, som knapt kunne bevæge sig, et resultat af en barndoms mæslinger.
Asta forlod familien, fordi de uden børn føltes tomme, og hun ville ikke adoptere. To år senere var Steen gift med Lene. Så spørger man sig selv: hvorfor skulle Lene tage p-piller, når hendes mand allerede var infertil? Spørgsmålet vækkede Sofies nysgerrighed.
Sofie tænkte hurtigt: hvis p-pillerne hører til Lene, så må der være en anden, som beskytter sig med dem. Måske var det Steens kollega? Eller måske var pillen fra Peters hemmelige elsker? Sofie kunne kun tænke på Lene igen hun havde aldrig holdt af svigerdatteren. Hvem i alverden kunne en svigermor lide?
Steen arbejdede som kromatograf i et farmaceutisk laboratorium et job, som folk sjældent forstod. Han var analytisk kemiker, og hans første kone var en uddannet kvinde fra København. Da han bragte en ung, smuk kvinde hjem, advarede han hende om, at de ikke ville få børn.
Den unge kvinde, der også var i sit andet ægteskab, blev ikke bekymret. Hun sagde: Det gør ikke noget, vi lever for os selv. De boede sammen i en lille treværelses lejlighed fra 50erne, sparede til en første bolig, og alt gik fint, indtil p-pillerne dukkede op.
Lene var smuk og snu, men hun kunne ikke klare at blive justeret af Steen. Hun fremstod som en eksotisk fugl i et gammelt fuglehus bygget af ler. Steen var altid optaget af sit arbejde; han tænkte kun på kromatografi og glemte de små hverdagsdetaljer. Det gjorde ham til en tilfreds, men ensom del af samfundet.
Sofie var en kritisk kvinde, der hurtigt så, at deres forhold var forkert, og hun var imod Steens ægteskab:
Åh, den vil gøre dig ondt, Steen!
Hvorfor, mor? spurgte Steen. Vi elsker hinanden!
Du elsker hende, men hun er stadig ukendt!
Hun elsker mig! Hvorfor ville hun så gifte sig uden kærlighed? argumenterede Steen.
Sofie tænkte, at en rig farmaceut fra København var en fristende fangst for de omrejsende. Lene var en fra øst, som var kommet for at erobre hovedstaden. Steen mødte hende på en café, hvor hun arbejdede som tjener, og de faldt hurtigt for hinanden. Han overvejede at fri, men Lene foreslog selv:
Skal vi endelig gøre det officielle?
Sofie, som netop havde hørt om dette, udbrød:
Skal du gifte dig med den her? Hvor skal I mon holde prøver?
Peter, som fandt Lene tiltrækkende, var også forvirret. Sofie’s vrede steg, og hun kaldte Lene en koreansk eller sønderjysk kvinde, som om hun skulle hoppe ud af et skur. Hun så Lene, der blot var en ung, smuk pige med egne drømme.
Steen var stolt af sit arbejde; han var den, der analyserede stoffer med kromatograf. Men hans mor troede, han var i en farefuld situation. Hun spurgte:
Hvorfor tager du p-pillerne? Er det din eller Lenes?
Steen svarede, at han var sikker på, at det var Lenes, men Sofie insisterede på, at der var mere bagved.
Efter mange dage med tvivl gik Sofie til Steen:
Jeg fandt noget, p-piller. Er de ikke Lenes?
Nej, hvorfor skulle hun have dem? svarer Steen.
Sofie pressede videre, men Steen sagde, at der kunne også være Peters piller. Hendes tanker fløj tilbage til Lene, som hun altid mistede.
Sofie opfordrede Steen til at tale med Lene, men han ville ikke såre hende med beskyldninger.
Sig bare, at du ved det hele! sagde hun.
Steen spurgte, hvad han skulle sige, hvis Lene ville have flere detaljer.
Sig, at du ved om hendes hemmelighed! råbte Sofie.
Samtalen blev mere personlig, og Steen gav efter:
Så skal jeg tale med hende.
Det hele gik ikke som i en komisk sketch, hvor manden tror, han ved alt, og konen svarer med en gåde om floden.
Lene svarede på Steens spørgsmål om Hvem ved hvad? med: Det er jo bedre, Steen!
Steen spurgte, hvad hun vidste om Eddie. Lene svarede, at hun kun vidste om hans lille hemmelighed. Det fik Steen til at tvivle på sin egen dumhed.
Lene pakkede sine ting og gik. Steen tænkte på, hvad der kunne være sket, hvis hans mor aldrig havde fundet pillerne. Måske ville de stadig være sammen. Men Sofie fortsatte med at kritisere deres orden, som om hun havde flyttet vaskemaskinen for at finde en undskyldning.
Hun anklagede Steen for at have en affære og kaldte ham en krokodille med hovedet i sandet. Steen holdt fast i, at han aldrig elskede Lene.
Sofie råbte, at Lene var en slamp og at de skulle flytte hende ud. Steen blev så rasende, at han forlod huset, gik rundt i gaderne i flere timer, samlede sine ejendele og flyttede ud.
På afskeden sagde han:
Du kan blive med dine rene hjørner, Sofie. Jeg har fået, hvad jeg ville.
Lene gik, men hendes afgang førte også, at Steen forlod familien. Det var en ekstra tung belastning.
Peter stod på sin side, men han var heller ikke glad for Sofies opførsel. Nytårsaften fejrede de kun to; Steen ringede aldrig. Sofie brugte al sin vrede på Peter, som hun kaldte en skovl i en dam. Da nytår kom, indså Peter, at hans fremtid så dyster ud alt på grund af en lille rengøringsopgave.
Derfor, kære damer, lad være med at stræbe efter den uopnåelige renhed. Man ved aldrig, hvornår en enkelt tabletkasse kan udløse en kæde af uheldige begivenheder. Sådan gik det med Sofie Maximsdatter, den strenge svigermor, der aldrig lod en vaskemaskine stå i fred.
