Så går jeg hjem til min mor! erklærede Morten, mens han gik ud af døren.
Så bliv bare her alene! råbte Inger, da hun så sin datter i den knuste båd: ingen mand, ingen arbejde, ingen udsigt. Hvordan skal hun så møde nytår?
Åh, du er helt udsultet af nerver! sagde moren, da hun hørte de dramatiske nyheder. Det er alt din mands skyld, den din egen dumme idé: han har bare lagt dig på is! Tror du, det er nogen anden, du skal skyde skylden på?
Så hvad så? smilede Morten. Begynd at forlige dig jeg venter!
I Solvejs liv var der to store problemer: ingen mand og ingen vej. Selvom der var lidt tvivl om den første.
Problemerne viste sig at være den elskede ægtemand og den såkaldte elskede chef. Ligesom mange andre i livet.
De gik hver for sig ingen af dem var utro! De giftede sig blot med hinanden i tankerne og forgiftede Solvejs liv hver for sig.
Morten var klog, veltalen, en glitrende samtalepartner og gennemtrængt af romantik. Men det var kun ord.
Når det kom til at arbejde, viste det sig, at han var syg, træt, udmattet og ude af stand til at gøre noget som helst. Og han elskede god mad.
Kort sagt foregik alt som i den gamle danske folkehistorie:
Boblen, spis din grød!
Hvor er min store ske?
Før brylluppet, da de kun havde korte møder, var alt i orden: let pizza, god intimitet og muntre samtaler med skarpe jokes intet bedre til et ægteskab!
Solvej, forelsket til halsen, så ikke, at hendes kommende mand var på jagt efter sig selv og et arbejde:
Jeg finder et job jeg lover at fortælle dig først! Du vil høre det først, min kære! slængede han i spidsen.
De lo begge: det virkede som den sjoveste idé.
Morten havde sådan en skarp humor, at han kaldte hende kærligt Elfe og Elfic. Hun svarede med Morty.
Det var ikke en abenavn, men i Kbogstavet gemte sig noget småt og irriterende: en lille dril, en lille fisk. Så blev Marty et mere værdigt navn, der ikke fornærmede Solvej.
Brylluppet gik i gang, og Morten flyttede ind hos Solvej: hans egen lejlighed som 30årig single manglede.
Du tjener ikke mange penge med dine jokes! bemærkede Inger, som ikke kunne holde af svigersønnen.
Men hvem sagde, at han skulle stoppe? Han var jo hverken Jokeren eller Klovnen!
Den første misforståelse kom, da huslejen skulle betales. Solvej havde ingen penge, så hun bad sin mand om hjælp, som alle normale ægtefolk gør.
Det viste sig, at Marty altid var hjemme han ledte både efter sig selv og efter et arbejde, mens han lå på sofaen og tænkte. Hvorfor skulle han lede, når han kunne drømme?
Betal fra din egen pung! foreslog Morten med et glimt i øjet.
Jeg har ingen penge tilbage; jeg har brugt alt på mad! svarede hun forbløffet. Hun havde forestillet sig et andet ægteskab.
Så tag fra gaverne, så fylder jeg op senere!
Hvornår senere? spurgte hun.
Når vi laver suppe med katten! grinede han og lo af sin egen joke.
Til brylluppet fik de omkring tohundrede tusind kroner i gaver. Det var mange penge, men deres forældre stoppede med at hjælpe, så de måtte klare sig selv.
Morten, som stadig boede hos sine forældre, fik ingen ekstra støtte. Han var som en flyttet dreng, der skulle klare sig.
Solvejs løn var løbet ud. Hun tog penge fra gaverne, og så igen. De gemte penge til en sort dag, men de smeltede som sne på en varm sommerdag.
En dag, da hun igen gravede i den lille skattekiste, fandt hun den tom. Hun havde regnet med, at der stadig skulle være noget tilbage.
Kisten var tom, for Marty havde brugt resten på nye høretelefoner.
Morten forstod ikke, hvorfor man ikke måtte gøre det: De gamle høretelefoner virker jo ikke længere! drillede han.
Hvad vil du så, Morten? spurgte Solvej.
Hvad så? Find på noget! Du er jo min håndværker!
Hun fandt på noget, men blev så træt, at hun holdt op med at tale. Næste dag lånte hun indtil løn af sin mor.
Tror du, det stoppede ham? Nej, han begyndte ikke at lede efter arbejde. I stedet lavede han en spøgefuld bemærkning: Jeg kan ikke holde ud at blive ignoreret, især ikke af Solvej! og gik straks for at forlige sig: Stop med at drille, Elfic! Jeg savner dig.
De forsonedes, men der var stadig en smule bitterhed. At låne indtil løn fra moren var blevet en vane for Solvej, og det påvirkede hendes humør.
En dag sagde svigermor:
Så, Morten, har du tjent nogle penge? Eller sidder du stadig på min datters hals?
Morten blev stille; han fandt ingen svar på den skarpe kommentar.
Den anden belastning i Solvejs liv var hendes chef, Kirsten, som kolleger kaldte bossen. Solvej arbejdede som økonomianalytiker.
Kirsten var en hård, selvoptaget kvinde; sammenlignet med hende var Ludvig en blød drøm. Hun var en alenemor, der havde tre mislykkede ægteskaber, ingen børn og to katte, og dansede tango to gange om ugen.
Da hendes underordnede Peter kom med en spøgefuld bemærkning om, at hun skulle lede en folkedans i stedet for at danse tango, gik det hurtigt ned i fyrre sekunder.
Du arbejder ikke længere for os! råbte hun uden tøven.
Solvej frygtede Kirsten, men hun havde heldigt undgået at blive fyret indtil nu.
Næste aften krøb hun og Morten fra hinanden igen; ofte gik det på småting, men de samlede en bunke nag. Morten sagde første gang, at han ville skilles.
Lige før nytår skrev Solvej et SMS til sin mand. I stedet for at kalde ham Marty skrev hun Martyka det lød mere sårende.
Hun skrev: Tænk ikke, at jeg er bange for dine ord! Jeg går væk, du vil så bide i dine albuer! Hold op med at prale, ellers sender jeg dig i zoologisk have der venter allerede dine artfæller!
Hun underskrev med sit rigtige efternavn, så det var tydeligt, at hun mente alvor.
Solvej smilede; beskeden var spids, men med humor, som Morten elskede, og hun sagde, at hun ikke ville kæmpe til døden.
Da nytåret nærmede sig, sagde hendes chef pludselig: Alle, gør klar, men rapporten er fejlbehæftet! Ret den straks og send den ind! Kirsten gik ud med adrenalinen i top.
Solvej så på rapporten, fandt fejlen, og sendte et hurtigt SMS til både chefen og Morten.
Tre minutter senere kaldte Kirsten: Hvem tror du, du er, en abe? Skal du afleveres i zoologisk have, Solvej? Ha!
Solvej følte, at hendes hjerte slog af frygt. Chefen var ligeglad med at kalde hende abe det var bare en hård udtalelse.
Hun stod tavs og så ned på gulvet; ingen ord kunne redde situationen.
Kirsten erklærede: Du er fyret! Du skal ikke længere arbejde her! og tilføjede med et grin: Du får også tid til at besøge zoo!
Kort efter gik Solvej ud for at samle sine ejendele; det tog halvanden time at pakke alt.
Endelig kom Morten ind i hallen med et smil: Begynd at forlige dig, så er vi færdige til frokost! Han havde fået SMSen, som egentlig var til chefen, men han forstod, at hun havde brug for at tale.
Han spurgte: Hvorfor med cactus i stedet for blomster?
Solvej svarede: Mænd bør ikke give blomster, de er for kedelige!
Morten råbte: Dit komfret er i min skuffe, du ved! og hun gispede: Jeg er fyret på grund af dig!
Alt dette var et resultat af en lille misforståelse. Hvis de ikke havde skændtes, havde de ikke skrevet de forkerte SMSer, og misforståelsen ville aldrig have fundet sted.
Morten spurgte oprigtigt: Hvorfor er det min skyld?
Solvej svarede: Det er ikke dit problem! og han svarede: Hvorfor forstår du mig ikke? Jeg vil forlige mig, men du vil bare gå hjem til moren!
Solvej stod alene ved den knuste båd: ingen mand, ingen arbejde, ingen udsigt. Nytåret stod for døren.
Morens stemme lød: Det er dine nerver, der er forbandet! Din mand er skyld i alt, du er som en sæbebobbel, smuk men tom indeni.
Hun sagde: Vælg dine partnere med omhu, min pige! Du har bragt en fremmed ind i huset!
Inger inviterede Solvej til at fejre nytår hos hende. En ven af moren lovede at medbringe sin attraktive, ugifte søn.
Bedstemoderen tilføjede: Det er kun en lille tab, lad den anden spise sin suppe i fred!
Solvej og Morten gik deres separate veje: de forstod hinanden ikke længere, hver var en hård, ubarmhjertig person. Som den gamle vise siger: man skal gøre tingene omhyggeligt.
Livet lærte Solvej, at ord på en skærm kan have store konsekvenser, og at ægte forsoning kræver ydmyghed og ærlighed. Den bedste gave, man kan give sig selv, er at tænke før man skriver. Dette er den visdom, der vil holde dig i ro, selv når nyåret banker på døren.
