Kirsten står ved den glaslåste dør til hotellet og tjekker listen på sin telefon for anden gang. Otte personer, en engelsktalende gruppe, starter klokken ti, betaling kontant ved turens slut. Under særlige ønsker står kort: interesseret i moderne København, erhvervsområder, utraditionelle steder, ingen museer.
Hun løfter blikket. På Strøgets kant kører en strøm af biler, og ved siden af hører hun suset fra en bus med et turistbureau-logo. Chaufføren vinker fra kabinen. Kirsten nikker og lægger telefonen i tasken. Fingrene er kolde, selvom varmeren i hotellets lobby brummer.
For et år siden stod hun på en klasselokale og forklarede otteklassen forskellen mellem reformerne under FrederikVII og ChristianIX, mens hun prøvede at overdøve hvisken fra bagerste række. Så kom omstruktureringen, færre timer, samtalen med rektor, hvor hans blik ud af vinduet husker hende bedst. To måneder senere sagde hun selv op.
Guidetjeket kom fra en studiekammerat, der for længst var i turistbranchen. Du kan historien, sproget er fint. Prøv, det er ikke skole, men du kan leve af det. Kirsten gik på kursus, fik sit badge, lærte nye ruter, øvede at smile til trætte besøgende og fortælle om byen, som om hun selv troede på den.
Nu lever hun af ture. En lille lejlighed på Amager, medicin til mor, lån til en bærbar, som hun købte til skoleprojektet. Hver aflyst tur føles som et hul i budgettet.
Hotellet glider stille til siden. To mænd med kufferter på hjul træder ind i lobbyen, efterfulgt af en kvinde i en farverig scarf, der kigger sig omkring. På deres badges hænger konferencenoter om investeringer. Kirsten genkender logoet fra plakater over hele indre by.
Et par minutter senere samles gruppen ved udgangen. Otte personer, som angivet. Et par fra Nordsjælland, to unge kvinder fra Aarhus, tre udenlandske turister og en mand i trettifem år i en mørkeblå frakke. Han holder sig lidt til side, taler engelsk uden accent, men henvender sig på dansk til receptionisten.
Godmorgen, siger Kirsten på engelsk, og gentager på dansk. Jeg hedder Kirsten, jeg er jeres guide i København i dag. Turen varer fire timer. Har I særlige ønsker, så sig det nu.
Manden i frakken løfter blikket. Hans lyse øjne er trætte, men opmærksomme.
Jeg er Morten, svarer han på dansk. Jeg organiserer for denne gruppe. Han nikker mod de udenlandske. Vi får et par ekstra stop. Jeg fortæller jer undervejs. Okay?
Hun noterer ham i listen. Under ansvarlig står: Morten K..
Selvfølgelig, svarer Kirsten. Det vigtigste er, at vi holder tidsplanen.
Hun fører gruppen ud på gaden, tjekker antal ved bussen og går op ad trappen efter dem. I bussen mærker hun duften af billig duftspreder. Kirsten indtager pladsen foran, tager mikrofonen.
Så, begynder hun på engelsk, vi starter med en overblikstur i centrum, så kører vi ind i erhvervsområdet, og derefter
Hun fortæller som altid: gamle palæer, stalinistiske højhuse, hvordan byen har udviklet sig. Ordene flyder let, som indøvet rolle. Turisterne fotografere fra vinduerne, snakker sammen. Morten sidder i anden række, stirrer på sin telefon og kaster lejlighedsvist et blik ud af vinduet.
Efter en halv time går han hen til chaufføren.
Må vi dreje af tidligere? hvisker han. Vi skal til havnefronten, ved et forretningscenter. Der er et sted, gruppen gerne vil se.
Kirsten går frem.
Vi har Københavns Havn om en time, siger hun. Men du mener et andet sted?
Ja, et andet. Jeg viser jer. Han smiler, men i det er en hastende tone. Vi når det. Jeg betaler ekstra, hvis det bliver nødvendigt.
Ordet ekstra hænger i hendes hoved. En ekstra time betyder ekstra betaling for lejen. Hun kigger på uret, beregner ruten. Det kan måske klare sig med tyve minutter.
Okay, svarer hun. Bare sig til gruppen, at vi har et uplanlagt stop.
Morten nikker kort og forklarer på engelsk, at de vil besøge et interessant sted, ikke for alle. Turisterne bliver mere livlige.
Bussen drejer fra Strøget, undgår trafikken og kører mod vandet. Udsigten skifter fra facader til gårde til byggepladser. Kirsten fortsætter historien, mens hun i tankerne tæller kilometer og minutter.
Pludselig beder Morten om at stoppe ved en lav, glasbygning uden skilt. Ved indgangen ryger to mænd i mørke jakker.
Vi behøver kun ti minutter, siger Morten. Vi går ind, kigger rundt, så ud igen.
Hvad er det? spørger Kirsten. Et forretningscenter?
Kan man sige, svarer han undvigende. En coworkingplads, udstillingsområde. Ingen grund til bekymring.
Hun følger med, mens Morten og de udenlandske går ind. De danske turister forbliver i bussen, scroller på deres telefoner.
Kirsten sætter sig igen. Vinduet er let dugget. Gennem glasset ser hun indgangen. De rygende mænd slukker cigaretterne og følger efter.
Ti minutter går, så femten. Kirsten kigger på uret. Chaufføren justerer nervøst rattet.
Vi kan ikke blive stående så længe, siger han lavt. En bugserbil er på vej.
Kirsten nikker og rækker efter telefonen for at ringe til Morten, da døren til bygningen pludselig åbner. To udenlandske og Morten træder ud. En af dem bærer en sort sportsrygsæk, som han ikke havde med ind. Den ser tung ud, og han holder den med begge hænder, remmen strammer hans hånd.
Indenfor er der en lyd. Kirsten husker, hvordan en chef i turistfirmaet sagde: Hvis du ser, at kunderne er i noget ulovligt, så træk dig væk. Vi er ikke politi, men vi skal holde os ude af det.
Morten åbner bussens dør og smiler på engelsk:
Så, hvad synes I? Det er en privat klub, kun på invitation. Så kan I fortælle vennerne, hvor I har været.
Turisterne nikker. Den med rygsækken placerer den forsigtigt på gulvet mellem sæderne og sætter sig ved siden af den.
Kirsten får en klump i halsen. Selvom hun ikke ved, hvad der er inde i den, virker den mørke taske uden skilt, de rygende mænd ved indgangen, alt sammen som en advarsel.
Morten vender tilbage til sin plads.
Vi fortsætter, siger han. Så er vi på erhvervsområdet, ikke?
Ja, svarer Kirsten, forsøger at holde stemmen rolig.
Bussen rykker af sted. Hun tager mikrofonen igen, men ordene falder tungere. Tankerne hænger fast på tasken, Mortens ansigt, hans blik over salen.
På Københavns Lufthavnsvej sidder de fast i en trafikprop. Biler buldrer, hornet hyler, og i bussen bliver det varmt. En passager beder om at tænde aircondition.
Kirsten slukker mikrofonen og læner sig mod Morten.
Vær ærlig, hvisker hun. Hvad var det for et sted?
Han ser på hende med en let irritation.
Jeg sagde, det er en privat klub. Vores partnere.
Og den taske? hun peger tilbage. Den var der før.
Morten smiler svagt.
Du er observant. Der er brochurer, souvenirs. Det er en konference. Slap af.
Ordet slap af lyder som en ordre. Kirsten mærker den samme stædighed som dengang, hun gik op imod rektor om klasselast.
Jeg har ansvar for gruppen, siger hun. Hvis noget sker
Der sker ingenting, afbryder han. Jeg er ansvarlig for dem her. Du er ansvarlig for ruten og for at de hører om byen. Lad os holde os til vores opgaver.
Han vender blikket mod vinduet, som om samtalen er slut.
Trafikken skrider langsomt frem. Udsigten viser facader, skilte, folk ved holdepladser. Kirsten ser på deres ansigter og tænker, at ingen af dem ved, at en sort taske i bussen kan indeholde hvad som helst.
Hun prøver at fokusere på turteksten igen, taler om stalinistiske højhuse, byens udvikling, de nye erhvervsdistrikter. Turisterne nikker, tager billeder. Tasken ligger stadig på sin plads.
En time senere stopper de ved et udsigtspunkt. Turisterne stiger ud, strækker sig, fotograferer panoramaet. Morten går også ud, men ingen tager tasken med.
Kirsten bliver i bussen, går hen til den række, hvor tasken står, og stopper. Læderet er tykt, sort, uden logo. Lynlåsen er lukket, ingen låse.
Hun rækker ud, men rører den ikke. I hovedet snurrer nyheder om kontanttransport, smugling, alt der kan gemmes i en sådan taske. Hun ved, at hun ikke må åbne den det er andres ejendom. Men at lade som ingenting føles også forkert.
Chaufføren træder op ad trapperne.
Skal du ud eller blive? spørger han. Eller bliver du her?
Øjeblikkeligt, svarer Kirsten.
Hun træder væk fra tasken og går ud på gaden. Vinden er kølig, himlen grå. Turisterne står ved rækværket, Morten peger på horisonten.
Kirsten går tættere på, lytter. Han taler om investeringer, markedets fremtid, hvordan her vil alt forandre sig i de kommende år. Hans stemme er sikker, næsten inspirerende.
Hun mærker en stigende uro. Hvis hendes mistanke er grundløs, virker hun tåbelig. Men hvis den er rigtigt, kører hun nu med noget ulovligt og uskyldigt.
Hun husker nyheder om, at guider kan holdes ansvarlige, hvis de medvirker i kriminalitet. Det gør hende usikker, men hun har altid bare fortalt historien.
Morten vender sig om og fanger hendes blik.
Er du okay? spørger han på engelsk, så de andre kan høre. Vores fantastiske guide ser ud til at tænke.
Turisterne ler. Kirsten mærker blodet pumpe i kinderne.
Det er fint, svarer hun. Vi har halvanden time tilbage. Lad os gå en kort gåtur, så vender vi tilbage til centrum.
Hun fører gruppen langs rækværket, fortæller om udsigten. Ordene kommer automatisk. Indeni kører tanker som: Ring? Til hvem? Til kontoret? Til politiet? Skal jeg fortælle Morten, at jeg ikke vil fortsætte før han forklarer?
Et øjeblik fanger hun sig selv i at gentage den samme sætning. Hun stopper, trækker vejret og ser på Morten.
Han står i siden, taler i telefon. Stemmen er anspændt, men han taler lavt. Kirsten høres fragmenter: Ja, de kommer nej, alt er under kontrol om en time
Hun vender sig væk. En skam over at lytte fylder hende, men hjælper ikke.
Når de kommer tilbage til bussen, ligger tasken stadig mellem sæderne. Morten sætter sig ved den, som om han beskytter den.
Vi har et ekstra stop, siger han til Kirsten. En lille butik. De vil købe noget, så er vi færdige. Så vender vi tilbage.
Hvilken butik? spørger hun.
En privat. Samlervarer. Jeg lovede at vise dem. Han kigger hende i øjnene. Ingen våben, ingen stoffer. Bare varer, som de ikke viser offentligt. Men intet ulovligt.
Hans sikkerhed virker overdrevet.
Jeg har en rute godkendt af firmaet, siger Kirsten. Der er ingen butik på min plan.
Morten læner hovedet let.
Din firma får gode anmeldelser og måske nye kunder, svarer han. Jeg talte med din leder i morges. Han var åben for fleksibilitet. Vi er alle voksne.
Hun husker en kort besked fra lederen: Vigtig kunde, gør hvad du kan. Det har hun ikke tænkt over før.
Jeg kan ikke køre folk til ukendte adresser, siger hun lavt. Jeg har licens, jeg har ansvar.
Morten ser hende længe i øjnene.
Hør, Kirsten, siger han. Jeg forstår dine bekymringer. Men folk er glade, de er her for at bruge penge. Hvis vi begrænser dem, tager de bare en anden tur. Vil du det? Jeg vil ikke.
Han læner sig frem.
Og hvis du nu laver en scene, ringer til nogen, så risikerer du ikke kun din indkomst. Firmaet lider også. Så mister du de gode grupper, får kun skoleklasser og pensionister. Er det, du vil?
Ordene vejer tungt. Hun husker, hvordan hun som lærer talte hver ekstra timeløn, hver ekstra ansættelsesår. I turismen betales for sprog, for evnen til at holde folk samlet, for fleksibilitet. En god tur kan give samme indtjening som en hel uge.
Bussen drejer fra hovedvejen ind på en smal gade. Kirsten ved, at hun skal beslutte nu. Eller lade som om hun tror på Morten og fortsætte, eller sætte en grænse.
Hun husker, hvordan moren spurgte i går aftes:
Er du alene med dem? Der kan ske mange ting.
Hun havde smilet og sagt, at alt var under kontrol. Nu føltes ordene tomme.
Hun tager telefonen og går mod chaufføren.
Stop venligst ved nærmeste plet, siger hun.
Chaufføren ser overrasket på hende, men nikker. Et minut senere holder bussen ved en tankstation.
Hvad sker der? rejser Morten sig.
Kirsten vender sig mod gruppen.
Vi har en lille teknisk stop, siger hun på engelsk. Fem minutter.
Turisterne rejser sig, nogle strækker sig efter jakker. Morten går hen til hende.
Hvad laver du? knurrer han på russisk.
Jeg skal ringe til kontoret, svarer hun. For at afklare de ekstra stop.
Du ved, at der er ingen, der tager telefonen i dag, svarer han. Det er lørdag.
Hun ved, at han har ret, men telefonen er også hendes sikkerhed.
Hun går til et hjørne af tankstationen, slår op nummeret til lederen. Som forventet får hun ikke svar. Hun lader telefonen på vent, fingrene ryster.
At ringe 112 virker som en overreaktion. Men hun husker instruktionen: Hvis du føler en trussel mod gruppen, har du ret til at stoppe turen og kontakte nødtjenester. Det virker nu som en formalitet, men også som nødvendigt.
Hun trykker tallene og holder telefonen til øret.
Nødhjælp, taler du, høres en kvindelig stemme.
Kirsten sukker.
Hej, jeg er guide på en tur i København. Der er en sort taske i bussen, og jeg er usikker på indholdet. En mand insisterer på at stoppe ved mærkelige steder. Jeg føler mig utryg.
Hun giver busnummer, ruten og beskriver bygningen uden skilt, den sorte taske og Morten.
Operatøren noterer alt.
Vi videresender informationen til politiet, siger hun. Bliv på stedet, hvis du kan, eller gå mod nærmeste politistation.
Kirsten takker og lægger på. Hjertet banker så høHun går tilbage til bussen, ser på den sorte taske og ved, at hun straks må vælge mellem at beskytte sine gæster eller følge Mortens tvivlsomme plan.
