Bedstemors tøfler eller lidt om medfølelse
Et ben, der kastes til en hund, er ingen barmhjertighed. Barmhjertighed er et ben, som du deler med en hund, når du selv er sulten ikke mindre end hendes.
(J. London, Johnkorn)
Vores liv er som tre kroner, trampet ned med fødderne, smidt på sidelinjen, sagde de engang, men givet af Gud og derfor elsket. Så kom den ubarmhjertige nød. Som man siger: Fra kassen til fængslet
Vi sukede næsten lydløst, tørrede de tågede øjne med rynkede hænder og gav en skyggende smil, takket være Gud for alt: Han er nådig og god, det kunne have været værre.
Det kunne, men hvor meget værre?
Ingen kommer længere til de syge og gamle. Det er trist, kedeligt og endda skræmmende, men de forstår og bærer ingen nag: Hvad er meningen med at sidde ved siden af os? Hver får sin egen sorg.
Udmattede af sygdom, svøbt i veste og tørklæder over slidte kjortler, fremstod de som et dystert billede af svaghed. Kropslig svaghed, men sjælen, plaget af sygdom, forblev ren og tillidsfuld, venlig over for mennesker og taknemmelig. Mette undrede sig kun på den hvide jord udmattede, mange lidelser havde de gennemlevet, men ved siden af dem var der en ufattelig varme og fred. De kunne varme med et blik, kærtegne med et smil.
Mette er socialrådgiver. Da hun selv gik gennem svære tider, kom hun kun kortvarigt, men blev stille grebet af arbejdet og elskede det hårde job. Det er sandt, at kun dem med et hjerte, der brænder for tjenesten, bliver hængende i den sociale sektor med et kærligt, medfølende hjerte og en menneskelig, rastløs sjæl. Ikke alle kan elske selv deres egne sunde og succesfulde slægtninge; her handler det om fremmede: gamle, syge, kræsne, stædige, mistroiske, gnæsige, glemsomme og uplejede.
Man råder til at holde sig på afstand af de plejemodtagere, så tabet ikke gør ondt, men Mette har forelsket sig i disse hjælpeløse, blide kvinder som om de var hendes egen familie.
En mor og en datter, flygtninge. En upersonlig betegnelse flygtninge men bag hver skæbne gemmer sig et tungt kors!
Længe før grænserne forsvandt, og vi alle boede i fællesskab, fik Valborg Jensen, ved statens fordeling, en stilling på en fabrik i Jylland. Hun arbejdede, giftede sig, fik datteren Maja. De fik en lejlighed, byggede et hus, fik et barnebarn lev og glæd dig! Men mørke kræfter kom, nationalistiske meninger rev landet fra hinanden. Skæbnene faldt som sten fra et klippe, og folket blev kastet i afgrund. En rasende horde, med nationalparolen som våben, rykkede fra deres jord, konfiskerede alt hvad de havde. Majas lokale ægtemand blev også grebet af galskab, tog deres søn, smed Maja ud fra familien russerne var ikke længere ønsket, heller ikke deres egne børn. Ingen styrke er større end en gal masse. For at redde deres liv samlede de, hvad de kunne, i en kuffert og flygtede hjemad. Tre tog af, to nåede frem. Majas mand kunne ikke bære ydmygelsen.
De blev flygtninge. I starten holdt de sammen som en flok, hjalp hinanden. Men da livet rokkede sig, forsvandt medlidenheden blandt migrantene. Valborg lagde sig, og en sti voksede hurtigt til hende: hun blev glemt og efterladt… Hvem har brug for de fattige… og naboerne skiftedes.
Staten siger, vi er unødvendige, sukkede hun trist, men de har givet os lejlighed, pension, ydelser, den kommunale service er gratis. Staten har ikke forladt os, men folk hvis vi intet kan give dem, så er vi ikke engang nødvendig for hinanden, så lad os nikke til magten. Vi har så mange slægtninge i landet, som kom på besøg med frugt og varme men da vi kom tilbage som fattige og syge, gemte de sig væk Det er så bittert. Vi sår ondskab, men søger skyldige rundt omkring.
Mette besøgte ofte Valborg og hendes datter Kirsten Jensen hyppigere end tilladt. De kunne glæde sig, hvile deres sjæl imødekommende, altid taknemmelige. Verden var lille og lukket for dem, men de spurgte om alting ingen glemte noget, hver lille ting gjorde dem glade som børn med blid hjertevarme.
I dag besluttede Mette at besøge dem bare så. Kvinderne åbnede døren med stor begejstring: Hvor stor er vores glæde! Mette, hvilken lykke! Sofie har fundet os, hun er på besøg i dag! Det er kun et lille sted udenfor byen, i en landsby. Hun lover at komme igen!
De rødnede, begejstrede ved mødet, talte over hinanden, øjnene skinnede, rynkerne glødede, ryggen rettede sig. Selv når de gik, skramlede de mindre med de slidte tøfler.
Sofie, både smart og smuk. Mette, du må møde hende! insisterede Valborg, mens hun lavede te. Sofie afslog: I dag serverer vi jer. De talte uden pause.
Så vi ikke får for højt blodtryk, bekymrede Mette sig, men glædede sig oprigtigt for dem.
Hvor lidt behøver et menneske i livet: En gæst træder ind, ansigterne lyser op som klokker, minder om lykkelige tider.
Måltidet blev dækket, Mette så sit hjerte slå: en høj kage med flødeskum, chokoladekonfekt, salamipølse og røget torsk. Oste dalbøtte og blåskimmel, farvet af skimmel. Lyse safter, syltet i kvadratiske glas og mange andre mærkelige ting. Hvor mange penge har Sofie smidt af, uden at vide, at vi ikke må tage fra plejekunderne, tænkte Mette.
– Vi forstår, sagde værten, det er til dig, Mette, en godbid. Må vi få den lille hat? de løftede deres lyse øjenbryn. Børn, bare børn, smilede Mette for sig selv, mindede dem om diabetes og andre lidelser.
Sofies forældre arbejdede på samme fabrik, men er begge døde. De døde unge, sukkede de, græd og huskede.
Sofie er lidt yngre end Maja, men heldigvis sund! Hvor smuk, beundrede de, god, generøs endda ubehageligt! De sænkede blikket, skammede sig, og pegede på de store pakker af tøj i hjørnet.
– Måske er der en bedstemor, drømte Valborg, øjnene løftede.
Som tryllekunstnere trak de farvestrålende tøj frem fra store papkasser: slidte jeans med huller på knæene ikke af alder, men i kunstnerisk stil. Lange, solide cardigans, hættetrøjer med løse skuldre. Pjusket lange nederdele, korte, smukke cocktailkjoler, glittert-shirts, røde satinkjoler, og hjemmetøfler med en lille hvide pels på pompon let snavset. En denimjakke, en vindjakke, en lang kappe med bredt bælte og strikkede huer, én endda med ørepinde som en kat.
Jo højere bunken på gulvet voksede, jo sværere var det for de søde kvinder at holde glæden på ansigtet.
– Hvad er dette? spurgte Kirsten, forvirret, Hvorfor?
– Måske, sprang Valborg til forsvaret af Sofie, hun vidste ikke, at vi er syge og så gammeldags
Kirsten nikkede trist: Mette, ved du måske, hvem der kan få brug for dette linned?
Klæderne var virkelig dyre og smukke. Selvom de var slidte, måtte de gamle tøj gives på en måde, så man ikke ydmyger eller fornærmer, selv om personen er i nød.
At kaste den uønskede ting på de fattige er hverken godhed eller barmhjertighed, men affald under bordet. Nogle gange er det bedre at lade det passere, end at smide det ned på en syg og ulykkelig.
– Hvor ærgerligt, at der ingen forklæde sagde Valborg og viste de falmede sting på den falmede, slidte dragt og begyndte at græde.
Mette følte smerte og skam for Sofies forsvundne skønhed. Kvinderne, på grund af alvorlig sygdom, havde i lang tid ikke forladt hjemmet. Sidste sommer tog Mette dem ofte ud, men om vinteren var det svært at hjælpe en ældre med slagtilfælde eller sklerose ned ad en smal trappe.
Ingen vinterjakker eller hatte og de farverige jeans og trendy trøjer passede slet ikke. De trængte til flere tunge kåber, lange skjorter, og bedstemortøfler deres største drøm. De kolde ben fryser konstant, og de har brug for afløsningsbind og mere.
Uden ord snørede Mette dem ind i armene, kærtegnede deres grå hår. Hvad var det for skomønstre til en blinde? Disse stykker i poser for Valborg og Kirsten var som sko til en fuge.
Ja, hvor svært for den mætte at forstå den sultne. Hvor hårdt vi har hærget hinandens hjerter, når vi tror vi gør det gode.
Sofie kom igen to gange og bragte bunker med uønsket tøj, som værterne stille lagde i sofaen. Efter noget tid mødtes Mette endelig Sofie. Sandt: smuk, velplejet utrolig luksuriøs! Så ung som hun er, blev Mette forvirret, men Sofie var let at tale med.
– Jeg troede, da jeg kørte hertil, at det var værre. Jeg har hørt, men for at falde så sagde hun stille, det er som om at du tror det er håbløst!
Sofie fortalte om sit tidligere liv, sin velhavende mand, to lykkelige ægteskaber, men også om, hvordan hun nu lever i en gammel kåbe.
Valborg, som engang åbnede døre med foden, sagde nu: Jeg ville give livet til dig, men nu er jeg i en nedslidt kåbe, i et slidt slør, håret gråt. Hvorfor kan jeg ikke farve håret? Klippe mig?
Mette lyttede i tavshed, ubehagelig af den bitre kritik.
Pludselig så Sofie på Mette: Du er ung, men så uplejet. Vil du have, at jeg taler med salonglederen min venJeg takkede hende for hendes tilbud, men insisterede på, at vi i stedet gav de gamle de varme kåber og tøfler, som de så desperat havde brug for, og gik derfra med en ro i hjertet, vel vidende at ægte medfølelse altid vinder.
