De to gamle kvinder, Mette og Kirstine, boede sammen i en lille hytte på landet, langt fra de travle gader i Aarhus. Sammen kostede de kun 170 kroner om måneden, hver for sig Mette tjente sit livsindkomst i 86. år, mens Kirstine nåede 84. De havde aldrig været beslægtede, men for femten år siden besluttede de at dele den bløde, hvide lysstråle, som om de kunne spare på brændet og på madens krummer, og så havde de endelig nogen at fortælle sig indbyrdes om de små mærkelige tanker, der voksede i deres sind. Ensomheden havde nemlig fået en underlig ringelyd i deres hoved, og så begyndte de at tale med sig selv som med en anden.
De slog sig ned hos Kirstine, for hendes hytte var mere solid, mens Mette havde mistet den gamle stue med udhæng og havde brugt den til brænde. Fem år gik, mens de overlevede på brændeknuder og lidt mad, som de selv lavede. De havde engang haft en lille gård med en ged og høns, men år for år blev det sværere at holde den ved lige. En sommer glemte de helt at så deres grøntsagsbed, og til sidst var selv pejsen svær at holde i live.
En gang om ugen kom deres barnebarn, den treoghalvfems år gamle Søren, på motorcykel fra byen med en stor taske fuld af rugbrød, kringle, te og sukker det var næsten hele deres kost. Nogle gange lavede de også kartofler på en lille kogeplade med paraffin.
Da de så Søren, begyndte de at græde.
Hvis I fortsætter med at tude, så holder jeg op med at komme, sagde de.
Ro på, ro på, vi holder op, beroligede de ham.
Søren skyndte sig at tømme tasken, hente vand fra brønden, lægge brænde i pejsen, så de kun skulle gnipse en tændstik.
Hvad skal jeg hente næste gang? Jeg kommer tilbage om en uge, spurgte han, før han skyndte sig ud på motorcyklen og forsvandt som en forbrændt skygge.
Selv de korte sommernætter sov de ikke; de lå stille ved siden af hinanden.
Søvner du, Kirstine? spurgte Mette.
Nej, jeg har kun slumret lidt fra i går, men nu er ingen drømme i mine øjne, svarede Kirstine.
Jeg også, hvad tænker du på? spurgte Mette.
Alt sammen, svarede Kirstine.
Jeg tænker på lyset derude Hvad er der der? Ingen ved det, svarede Kirstine, og ingen vil nogensinde vide det.
Begge svækkedes, men deres sind arbejdede stadig så skarpt som i ungdommen, måske endda klarere, for fra afstand kan man se bedre. Hukommelsen fejlede dog undertiden, og de fangede hinanden i snørklede samtaler.
Midt om natten rejste Mette sig og begyndte at klæde sig på.
Hvor skal du? hvilede Kirstine.
Hjem, svarede Mette.
Men huset er jo dit her!
Nej, jeg skal hjem, hjem insisterede Mette, men da hun nåede døren, greb hun grebet, så sig om, gik tilbage, klædte sig af og lagde sig i sengen igen. Kirstine sagde intet, forstod at Mette kun havde fået en kortvarig forandring i bevidstheden.
De lod sig ikke opsluge af håbløs melankoli. Kirstine var som en legetøjsdukke, altid klar til at tale.
Hør på min tåbelige fornuft, sagde hun. Verden er ikke uden gode mennesker. Søren kører her, han bringer proviant, vi har brænde. Vi lever i vores eget hus, i varme og lys. Vi får vores pension. Hvad mere behøver vi?
Du kan synge, du har en barnebarn. Jeg har ingen, svarede Mette. Mine ben vil svigte, og jeg må til et plejehjem.
Jeg forlader dig ikke! Så længe jeg kan bevæge mig, er du ved min side. Men selv i et plejehjem er der mennesker, sagde Kirstine.
Mette lo, kiggede rundt med nye øjne, og Kirstine strålede af glæde og kærlighed.
De talte om deres liv. De var ligeså gamle som verden selv, og havde set alt. Deres børn var gået i krig; Mette havde fire sønner, Kirstine to. Mette havde mistet sin mand, der blev syg under en høst, hans mave brød sammen. En bonde ville ikke stoppe arbejdet for at pleje ham, men han blev liggende på en brændeskor, håbede på helbredelse. Mette bandt en hest og førte ham til hospitalet, hvor de fandt en betændt blindtarmsbetændelse.
Alle fire af Mettes sønner døde én efter én. Hvordan kunne hun udholde det uden at miste forstanden? Efter hver nyhed faldt hun i bevidstløshed, så de andre hældte vand over hende. Men som om hun var lavet af et særligt stærkt stof, rejste hun sig hver gang og levede til hun nåede 85 år. Hun bar ingen bitterhed, kun en svag sorg, som en vedvarende melodi i sjælen.
Kirstine mistede sin mand og én søn, men den anden vendte tilbage, dog som en bristet skygge, en invalide, men levende. Han slog sig ned i byen, gifte sig, døde efter 37 år. Hans enke giftede sig igen, og Søren blev hos sin bedstemor. Kirstine takkede Gud for nåde: hendes slægt var ikke rødnet som Mettes, hun havde en barnebarn, som forsorgede dem, og barnebarnets børn voksede allerede.
Åh, kære! sagde Kirstine. Hvor meget behøver vi egentlig? Et stykke brød og en kop te, så er vi mætte hele dagen. Har du brug for noget?
Jeg har ikke brug for noget, svarede Mette, rystende på hovedet. Måske vil Gud bringe mig fred en sommer.
Tiden kommer, så dør vi, lovede Kirstine.
Da foråret kom, gik de to gamle damer, stadig iført vinterfrakker og tørklæder, ud på gården, sad på en gammel stenbænk, solbadede sig og lyttede til jordens duft. Årstiderne gik som et uendeligt tæppe. Selvom solen skinnede, frøs de stadig, men foråret rørte dem stadig. Den tidlige forårsduft mindede dem om ny begyndelse, barndommens begejstring, senere om længsel, så gik den ind i stilhed og talte om forfald.
De sad i timevis i samme stilling hænderne på en stok, ansigtet let hævet mod solen, øjnene blinkede kun lejlighedsvis.
Når en samtale var nødvendig, lyste deres ansigter op, og de tygge læberne.
Det er på tide at dø! sagde den ene. Varmen, blomsterne, græsset, fuglene synger.
Ja, svarede den anden. Jorden er så blød som dun, let at grave i.
En morgen greb Mette en uro. Hun sad et øjeblik på bænken, rejste sig og gik ind i hytten. Hver trin på verandaen var en kamp; hendes hænder, som fuglekløer, rystede. Hun holdt fast i væggen, trådte forsigtigt over de hævede plankeborde og faldt klodset på sengen, en svag støn knapt hørbar.
Kirstine så straks, at noget var galt, og fulgte efter. Mettes ansigt blev mørkere, hendes øjne mistede glansen. Kirstine forstod, at Mettes tid var ved at løbe ud, og hun holdt vagt ved hendes side.
Mette forsøgte at rejse sig, men faldt igen på den samme venstre side. Hun vendte sig på ryggen, men det var ubehageligt, så hun knurrede stille og kæmpede med hovedet mod puddet.
Kirstine kom flere gange for at hjælpe, men indså, at hun var magtesløs. Hun satte sig på en stol og så på hende.
Om aftenen blev Mettes ansigt blegt, men hendes øjne blev roligere, som om en usynlig hånd havde lagt en fredelig slør over hende. Hendes hjerte slog svagt, men stadig.
Kirstine gik væk for ikke at forstyrre den stille. Mette vågnede ikke igen.
Kirstine, som vogtede over hende, hørte kun Mettes svage åndedræt i hytten. Hun følte sig som om nogen havde løftet hende fra sengen og lagt hende ved siden af Mette. Hjertet slog tre-fire gange, så var det stille for altid.
Hvor er jeg blevet efterladt? råbte hun gennem hytten.
Hvorfor? Hvorfor er vi som søstre? hvæsede hun.
Hvornår kommer Søren? Jeg vil straffe ham men med hvem?
Hun tænkte på dette hele natten, indtil morgenen gryede med sang fra nattergalen.
Morgenen vågnede motorlyden fra Søren, og hans ben, næsten unge igen, bar ham ud på verandaen.
Engle har bragt dig hertil i dag, sagde Kirstine til ham. Mette er død.
Hvad? Søren’s ansigt blev blegt.
Hvordan skal jeg leve alene? spurgte Kirstine og sank ned på trinnet med tårerne i øjnene.
Du, gamle kone, tænk ikke på det. Jeg forlader dig ikke. Jeg tager dig med mig til vinteren.
Må Gud bringe mig fred denne sommer.
Igen det samme! sukkede Søren.
Hvad skal jeg tale om? Du er min slægt, men din kone er fremmed, og jeg vil være som en stub i jeres familie, at snuble over mig.
Der er intet at diskutere.
Kirstine og Søren brugte to dage på travlt at ordne ting, mens Kirstine ikke længere så sig selv hvor kom den ny energi fra? Hun gik rundt i huset, holdt pejsen i live, lavede mad, som om hun havde ti år ekstra. Havde Mettes ånd trædt ind i hende?
Kirstine stod alene, og en så dyb længsel ramte hende, at hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Det var en sorg over den tabte ven. I femten år havde de to gamle kvinder været tættere end blodsbånd, hver så den anden som sit andet jeg. De havde aldrig haft en dag, hvor de ikke var uenige eller kritiserede hinanden. Begge forstod, at de kun levede, fordi de havde hinanden, og frygtede at stå alene.
Du har det godt! sagde Mette, mens hun holdt sin kurv. Hvad med mig?
Søren besøgte hende ofte, næsten hver dag, og overnattede nogle nætter. Han bragte kringle og tørre ristet brød, som Kirstine dyppede i te og spiste. Men selv hans brød kunne ikke trøste hende.
En dag, midt i midsommer, rykkede Kirstine stille rundt i hytten, da hun tydeligt hørte Mettes stemme:
Hej, ældre dame! Du sidder her for længe!
Kirstine åbnede døren til gangen ingen. Hun gik rundt om huset, rystede på en pind for at flytte muld, men der var ingen skjul. Alligevel følte hun Mettes stemme i sit indre. Hvor kom den fra? Måske var det hendes egen forestilling, men den lyder så klar.
«Hun må have kommet efter mig. Måske savner hun mig også», tænkte Kirstine, og hendes lemmer blev tunge. Hun kæmpede sig til hytten, åbnede kisten, trak et bundt med klæder frem, lagde det på bordet og lagde sig på sengen.
Hvorvidt det var dag eller nat, vidste hun ikke, og hvor længe hun lå, kunne hun kun gætte timer eller måske dage. Hun mærkede livet svinde ud, men uden smerte, kun en fredelig ro. I hendes sind flammede korte, klare billeder fra hendes liv: som treårig pige på en blomstrende eng med sin bedstemor, sin unge mand i en hvid skjorte, sine børn, høstning, at slå korn med en rystende rytme, duften af hø og havedyr. Livet så både ud til at være uendeligt langt og samtidig gå gennem et øjeblik.
Da Søren kom på motorcykel og så sin bedstemor livløs, faldt han på bordet ved siden af det lille bundt og brød ud i gråd.
