Det var engang i den lille landsby Lillebæk, hvor de holdt et bryllup, så stort at hele bygden stod på kanten af deres sæder. Jens, den første ungkar i landsbyen, en mekaniker med hænder af guld, sagde ja til Lise. Lise var som en rød valmue i en grøn eng strålende, med en stemme, der sang som en klokkeklang, altid i centrum, altid den første. De to så ud som om de var taget ud af maleriets ramme. Jens forældre byggede dem et hus, hævede et nyt hegn og pyntede porten med bånd. De fejrede i tre dage med musik, duften af grillpølser og søde tærter, og alle råbte Brødre, lad os skåle! i takt med dansen.
Jeg var den dag ikke til festen. Jeg sad i min lille klinik, og foran mig lå Mette, den stille, næsten usete pige fra gården. Hendes øjne var som dybe skovsøer, rolige men fyldt med en århundredes sorg, så smertefuld at man næsten kunne føle den. Hun sad på en behandlingstabel, rank som en stram streng, med hænderne spundet i et knude på knæene, så knoglerne blev blege. På hende var den fineste kjole, af hør med lille blå blomster, gammel men ren og strøget, og i håret en blå stribe. Hun havde også planer om at gå til bryllup sit eget med Jens.
Jens og Mette havde været uadskillelige siden barndommen. Sammen i første klasse, side om side ved skrivebordet. Jens bar hendes taske, beskyttede hende mod drenge, mens hun leverede kager og løste regnestykker. Hele landsbyen vidste, at Hans og Mette var som himmel og jord, som sol og måne, altid sammen. Da Jens kom hjem fra militæret, løb han straks til hende, og alt gik som skrevet i de gamle love: de ansøgte, satte en dato. Det var den samme dag, hvor Lise og Jens var i færd med at spille deres bryllup.
Kort efter vendte Lise tilbage fra byen for at besøge landsbyen, og det hele begyndte at dreje sig. Jens blev som trukket i en anden retning; hvad der havde fastholdt ham ved Mette, forsvandt som røg. Han begyndte at undvige hende, gemte sit blik. En aften, da mørket allerede havde sænket sig, stod han ved Mettes lille port, rystende, med en hat i hænderne, og sagde med knækkede stemmer: Undskyld, Mette. Jeg elsker dig ikke. Jeg elsker Lise. Jeg vil gifte mig med hende. Så vendte han sig og gik, mens hun stod tilbage ved porten, med vinden som rystede hendes sjæl. Landsbyen susede, men så gik den videre; en andens sorg var ikke deres egen.
Jeg så hende sidde foran mig på dagen for hendes uopfyldte bryllup, mens musikken brølede udenfor, og latteren lød som om den kom fra en anden tid. Jeg så hendes hjerte bløde, men hun græd ikke. Ingen tåre flød, og det var værre end alt andet. Når man græder, ser man smerten, men when man sidder som en sten, brænder smerten inde i én.
Mette, sagde jeg stille, vil du have vand? Eller måske noget valeriandråber? Hun løftede sine skovsøøjne, men der var kun tomhed, som en brændt steppe. Nej, fru Jensen, sagde hun blidt som bladene i efteråret, jeg er ikke her for medicin. Jeg vil bare sidde. Hjemmets vægge trykker mig. Min mor græder, men jeg jeg er ligeglad. Vi sad tavst, fordi der ingen ord kan heale et hul i sjælen. Kun tiden kan dæmpe smerten, men den kan ikke fjerne den, kun dække den med en tynd slør, som ved berøring hurtigt smelter igen.
Vi sad så måske en time eller to, mens mørket sank udenfor, musikken døde, og kun mine gamle vækkeure på væggen og vinden i skorstenen kunne høres. Pludselig rystede hun sig som om kulden ramte hende, og sagde med blikket rettet mod et punkt i luften: Jeg syede ham en skjorte til brylluppet, med korssting ved kraven. Jeg troede, den ville beskytte ham. Hun strøg luften som om hun glatte en usynlig krave, og en enkelt, tung tåre gled langs hendes kind som smeltet tin. Den dryppede ned på hendes sammenknyttede hænder.
I det øjeblik syntes urerne at stoppe, og hele landsbyen, hele verden stod stille med den tåre. En bitter sorg, uudtalt, fyldte mig helt til benene. Jeg omfavnede hendes tynde, rystende skuldre og holdt hende som et lille barn. I mit hjerte bad jeg: Gud, hvorfor giver du sådan en stille, lys sjæl så tung prøvelse?
To år gik. Sne blev til mudder, mudder til støv, støv til sne igen. Livet i Lillebæk gik sin gang. Jens og Lise levede tilsyneladende godt; de havde et fuldt hus, en bil de havde købt for et par tusinde kroner. Men Lises latter var ikke længere klokkeklang; den lød som knust glas, skarp og vred. Jens gik som en vandtæt mand, hans ansigt mørkt, øjnene tunge af sorg. Han tilbragte mere tid i garagen med de andre mænd, men ikke uden grund. De sagde, at Lise gnagde ham fra morgen til aften lidt penge, lidt opmærksomhed, lidt blik på naboen. Deres kærlighed var som en forårsflod: den kom med styrke, rev alt med sig og forsvandt så hurtigt, at kun mudder og affald blev tilbage.
Mette levede videre, stille og uset. Hun arbejdede på posthuset, hjalp sin mor med husholdningen, og gemte sig som en snegl i sit skjold. Hun så ingen drenge, gik ikke til dans i klubben. Hun smilede af og til, men hendes øjne forblev som en dyb, stille skov. Jeg så hende på afstand, og mit hjerte sank for hende. Jeg troede, hun ville forblive som en knopp, der aldrig blomstrede.
En efterårsdag, da regnen faldt som fra en spand, og vinden rev de sidste gyldne birkeblade fra træerne, gik døren til min klinik langsomt op med en knirken. Jens stod dér, gennemblødt, beskidt, med en arm hængende akavet. Frøken Jensen, sagde han med rystende læber, kan du hjælpe? Jeg tror, jeg har brækket min arm. Jeg førte ham ind, sårede ham, bandagerede og satte en skinne på. Han lå stille, men så fyldt med fortvivlelse, som om han så ud over en afgrund.
Det er mig selv, sukkede han, jeg har gjort det i vrede. Lise og jeg har skændtes. Hun er flyttet til byen hos sin mor og sagde, at hun aldrig vender tilbage. Så brød han ud i tårer, stille, uden støj, og så hans ubesleede kind dryppe på den beskidte jakke. En stærk mand sad som en slået hvalp foran mig, forvirret og fortabt. Han talte om, hvordan Lises skønhed var blevet til en byrde, og hvordan hans kærlighed var blevet til en kravstorhed.
Jeg ser Mette i mine drømme hver nat, hviskede han, hun smiler til mig, men når jeg vågner, vil jeg bare hyle. Jeg er en tåbelig, blind tåbe. Jeg har kastet væk det dyreste, jeg havde, for en blank overflade. Jeg gav ham en slurk af Karskafløjte, sad ved hans side og tænkte på, hvor livet kan vende. Nogle gange må man miste alt for at forstå, hvad der virkelig betyder noget.
Næste dag gik snakken i hele landsbyen: Jens havde fået i stand. En uge senere kom han til Mettes hus, stod i den kolde regn, tog sin hat af, og stod foran hendes vindue i lang tid. Hun åbnede døren i en gammel frakke med et hovedtørklæde. Han knælede på den mudrede jord, greb hendes hænder og sagde: Undskyld. Hvad de sagde til hinanden ved jeg ikke, men det er ligegyldigt. Det, jeg så i hendes øjne, da hun senere kom til mig for at få salve til hans skrubne hænder, var ikke længere en brændt steppe, men et spejl af skovsøer. Der var et lille lys, som den første forårsblomst, som forsigtigt brød igennem.
De levede ikke et stort bryllup. De boede bare sammen. Jens flyttede ind i hendes lille, gamle hus, reparerede taget, lagde brættet ved hegnet, flyttede pejsen. Han arbejdede fra morgen til aften, som om han prøvede at afsgifte sig i arbejde. Hun hun smeltede, som en blomsterknop, der endelig fik vand. Hun smilede igen, og hendes smil var så lyst og varmt, at man selv ville smile ved siden af hende.
En sommer, i højsæsonen for høstklipning, hvor luften var tung af duften af nyklippet græs og markblomster, gik jeg forbi deres hus. Porten stod på klem. Jeg kiggede ind, og de sad på en gammel træbænk på verandaen. Jens, stærk og rolig, holdt hende om skuldrene, og hun, stille og lys, lænede sig mod ham og nynede en lille melodi, mens hun rørte ved en skål med jordbær, der duftede af sommer. Ved deres fødder, på de varme brædder, lå i en flettet kurv en lille dreng, deres søn, lille Svend.
Solnedgangen malede himlen i blide akvareltoner over floden, en ko brølede i det fjerne, en hund gøede, men på verandaen herskede en fred så stille, at tiden syntes at stå stille. Jeg så på dem og smilede gennem tårerne dette var nu andre tårer, lyse og rene.
