Freja går en dag forbi et livligt torv på Strøget. En mystisk kvinde med øjne så mørke som nattehimlen griber hendes hånd og synger i en blid stemme:
Du, smukke, skal leve i et solrigt land, hvor luften dufter af hav og vildvin.
Freja ler højt:
Såne snakke! Jeg forlader aldrig min by!
Tiden går. Freja gifter sig med Jens, de får datteren Maja, og de drømmer om et andet barn. Før hun hopper på arbejdsmarkedet, beslutter hun sig for at blive i fem eller seks år, så hun ikke mister sine evner.
En arbejdsrejse vender alt på hovedet. Naboen, sygeplejersken Else, ringer:
Freja, Jens er kommet på hospitalet! Ambulancen dukkede op fra en ukendt adresse på den anden side af gaden.
Familiehemmeligheder kan dukke op hvor som helst. På den første aften efter tilbagekomsten skynder Freja sig til hospitalet, mens hjertet hamrer i halsen. Jens er blemt, med et omslag på hånden, og undgår hendes blik.
Hvor kom de fra? spørger hun stille.
Stilheden taler højere end ord. Det viser sig, at en ensom kvinde, Jens kollega, har boet i den lejlighed i over et år. Alle har deres egen måde at håndtere situationen på: nogen lukker øjnene, andre skaber drama og serverer suppe til forræderen. Freja er af en anden slags; hun venter ikke på Jens fra sygehuset, men tager sig af den sårede mand selv.
Hun pakker de mest nødvendige ting i den gamle kuffert, griber Maja i hånden, og forlader deres fælles lejlighed uden at se sig om.
Vi starter et nyt kapitel, min pige, siger hun og klemmer den lille hånd.
Majas mor tager dem ind i starten, men Freja ender i en skilsmisse, deler kvadratmeter med Jens og optager et boliglån på 1,2million DKK. Hun lever på autopilot, sikrer sig selv og datterens fremtid.
År senere, udmattet af arbejde og ensomhed, flyver Freja til Spanien, til veninden Katrines hyggelige hus en times kørsel fra Barcelona. Hun har spart på penge til ferien, men køber billet i sidste øjeblik, fordi livet føles uholdbart. Hun håber, at den spanske sol kan smelte isen i hendes hjerte.
Katrine, mens hun lytter til Frejas bitre indrømmelser Jeg vil aldrig kunne stole igen, Kærlighed findes ikke for mig ringer i hemmelighed til sin bekendt, vinproducenten Anders:
Anders, find mig Mikkel. Han skal have en forlovet.
Frejas tanker kredser langt fra romantik. Hun ligger allerede i sin bløde morgenkåbe, læser en bog for at jage de triste tanker væk, mens den mørke sydlige nat falder på.
Pludselig banker det på døren. En minuts senere springer Katrine ind i soveværelset med et stort smil:
Freja, stå op! Din forlovede er her!
Freja griner skeptisk, men kaster morgenkåben over skulderen og går ud i stuen.
Der står han. En høj mand med et lille gråt skær i håret og latteren i øjnene. Mikkel holder en motorcykelhjelm i hånden, mens en slidt motorcykel hviler mod væggen. Han har kørt 20kilometer gennem bjerge under stjernerne for at møde en fremmed.
Katrine sagde er du den russiske prinsesse? spørger han på halvtbrokede engelsk med en melodiøs accent.
Freja er målløs, men rækker hånden ud. Mikkel griber den med sine store, varme hænder og slipper den ikke. De sætter sig på sofaen uden at slippe hinandens greb. Han taler næsten ingen engelsk, hun hverken noget italiensk, men deres gestus, smil og blikke taler højere end ord. Katrine smiler og går sin vej, efterlader dem i deres nyfødte forunderlige øjeblik.
Mikkel drager om morgenen, igen på sin metalhest. Freja får senere at vide, at hans liv indtil nu kun har været en række nederlag: to ægteskaber uden børn eller hus, boende i en lille lejlighed over sin brors garage, næsten uden håb om lykke.
Ti dage før afrejse aftaler de alt.
Jeg kommer tilbage, svarer Freja på hans forslag. Vi skal bo sammen.
De næste måneder i Danmark er et tornadoagtigt kaos: fyring, pakning, svære samtaler med slægtninge, der ikke forstår hendes vanvid. Telefonen summer konstant.
Mit solskin, hvordan har du det? Jeg savner dig. Mikkel.
Vores nye vindue vender ud mod en olivenlund. Dit værelse venter. Din Mikkel.
Den 7årige aldersforskel og Majas teenageår skræmmer ham ikke.
En dag sidder de på terrassen i deres nye hus, badet i sol, og Freja klemmer ham om skulderen:
Mikkel, hvorfor troede du på os så hurtigt? Hvorfor blev du ikke bange?
Han vender sig mod hende, og i hans øjne blinker hele Toscana:
En gammel vinbonde fortalte mig, at jeg ville møde en kvinde fra øst, en kvinde med en stormfuld sjæl og et hjerte på jagt efter ro. Hun ville bringe den lykke, jeg har dyrket i mine vinmarker men aldrig fundet. Det er dig, Freja.
Og? hvisker hun, mens tårerne triller. Har du fundet den lykke?
Mikkel svarer ikke, men læner sig ind og kysser hende, som om det var deres første og sidste kys. Så smiler han med sin solrige smil og siger:
Hun fandt mig selv! Jeg er uendeligt lykkelig.
Livet falder på plads. De får et godt arbejde, optager et boliglån på 2million DKK til et hus med udsigt over bakkerne. Mikkel elsker stedsøsteren Maja, som nu ivrigt lærer spansk. Om morgenen bringer han Freja kaffe med kanel i sengen, om aftenen fylder duften af pasta deres hjem, mens han laver mad som en gud. Hans kærlighed viser sig i buketter af vilde blomster på bordet, i de blide berøringer og i blikket, når han ser hende hver morgen.
Freja blomstrer. Hun kan næsten ikke tro, at hun så længe troede, at fælles lykke ikke eksisterer. Nu ved hun: lykken er ingen myte. Den vandrer virkelig rundt i verden og søger sine halve dele, og når den finder dem, binder den dem sammen så stærkt, at ingen storm kan true dem længere.
