Jeg har længe tænkt på den tid, da jeg som ung pige i København stod over for et liv, der fulgte en uventet kurve. Det var i en lille lejlighed på Nørrebro, hvor min mor, Anna, havde boet hele sit liv, og hvor jeg, Siv Hansen, voksede op med drømme om studier og frihed.
Mor var fast besluttet på, at jeg ikke skulle gifte mig med den ældre Søren Mikkelsen. Du er kun 20 år, du er smuk og klog, du skal studere! sagde hun i sin blide, men insisterende stemme. Han er otte år ældre, skilt, og har et ukendt job! hun fortsatte. Jeg svarede, at hans tidligere ægteskab var fortid, at han boede i en anden by, og at vi knap nok havde set hinanden i et årti. Alderen syntes mig kun at være en latterlig hindring.
Min mors bekymring skyldtes, at hun huskede, hvordan jeg for to år siden havde lidt under en ubesvaret forelskelse. Nu, da jeg syntes at have fundet ro i et forhold med Søren, ville hun ikke se mig give afkald på den chance.
Jeg havde allerede boet i den lille lejlighed, som min bedstemor havde efterladt mig, tjente til side ved at arbejde om aftenen, og var ikke længere afhængig af mor. Vi giftede os i en beskeden ceremoni, men kun en uge senere ramte en tragisk trafikulykke Søren. Han endte på en hospitalsseng med alvorlige skader, næsten ude af stand til at gå.
Lægen sagde træt: Der skal en ny operation og lang rehabilitering, men prognosen er god. Det kan ordnes via sygesikringen, men så skal I vente og kæmpe for at få den. Jeg vidste, at vi havde brug for at få ham på benene så hurtigt som muligt. Jeg solgte min gamle Volvo, som min far havde givet mig, droppede universitetet og påtog mig to jobs for at betale regningerne.
Mor prøvede igen at overbevise mig: Du har kun kendt ham i et halvt år. Du behøver ikke stå fast ved dette. Overvej at skilles, før det er for sent. Jeg svarede: Mor, jeg elsker Søren, jeg vil hjælpe ham, og det er forkert at forlade ham i hans sværeste stund. Med den overbevisning kastede jeg mig ind i hans behandling.
Vi indrettede et hvilested i lejligheden, fysioterapeuten kom hver dag, og en sygeplejerske besøgte os ofte. Den anden operation gik som planlagt, og jeg støttede ham gennem en lang rehabiliteringsperiode. Søren forsøgte at arbejde hjemmefra, men smerten holdt ham tilbage, og indtjeningen blev kun et par kroner om dagen.
Efter et år kom den nye fysioterapeut, Vika Larsen, en ung kvinde med nye metoder og et smittende gåpåmod. Efter to år og seks måneder i rehabilitering gik Søren næsten uden hjælp rundt i lejligheden, og hans moral steg. Jeg begyndte at drømme om at vende tilbage på universitetet, om at han skulle få et fast job, og om vi sammen skulle tage på en lille ferie til Skagen.
En dag sagde han med et smil: Livet er kort, så lad os gøre det mere farverigt. Jeg spurgte, hvad han mente, og han svarede: Jeg elsker en anden kvinde, og jeg går til hende. Ordene ramte mig som en kold brise.
Jeg husker, hvordan han gik ud af døren med en taske, uden at sige farvel. Jeg stod som i en søvn, gik rundt i lejligheden uden at vide, hvad jeg skulle gøre. Jeg ringede til mine kolleger og sagde, at jeg var syg. Jeg følte mig knust, men måtte holde fast.
Tre dage senere kom Vika tilbage fra en kort rejse, og jeg fortalte hende, hvad der var sket. Hun var forbløffet: Hvor er hans nye kvinde? spurgte hun. Jeg svarede, at jeg ikke vidste, og at min hjælp nu også var unødvendig. Vika eksploderede: Vi elskede hinanden, vi skulle giftes! Hvor er han så? Så kom sandheden frem Søren havde fundet benene igen for flere måneder siden, men holdt det skjult, så han kunne mødes med Vika uden forstyrrelser.
Vika spurgte mig hårdt, om jeg nogensinde havde undersøgt, hvem hans nye elskerinde var. Jeg svarede, at det var ligegyldigt, og at hun skulle gå. Jeg prøvede at holde mig sammen, men tvivlen spøgte i mig: Var hans løgne bare en dårlig spøg, eller var Vika bare en løgner?
To uger senere kom Vika igen, hævet hovedet. Hun fortalte, at Søren havde været gift to gange før, at hans tidligere koner, Oksana og Lena, var flygtet fra ham, og at han havde mishandlet dem. Jeg rystede på hovedet: Det er tospeak, men han har altid været blid over for mig. Vika sagde, at han var en ren skurk, men jeg kunne ikke lade være med at huske de ømme øjeblikke, han havde haft med mig.
En dag bankede han på døren med en stor buket blomster. Undskyld mig, sagde han med tårer i øjnene. Jeg var dum, jeg elsker kun dig. Jeg behøver ingen anden. Mit hjerte flakkede, men jeg var ikke klar til at tilgive ham med det samme. Jeg sagde, at han kunne blive, men kun som gæst.
Vi gik sammen til biografen, men ved indgangen blev vi stoppet af to politibetjente. De ville anholde Søren. Jeg prøvede at beskytte ham: Lad ham gå! men de vendte sig ikke om. En af dem sagde: Din mand er kendt for at have slået en kvinde og stjålet 300.000 kroner. Jeg troede ikke på det, men ringede til Vika. Hun gik med mig til sygehuset, hvor en kvinde ved navn Eva fortalte, at hun var blevet udsat for hans vold og at han havde rømt med pengene.
Jeg havde allerede pantsat mine smykker for at betale for min uddannelse, og lønnen var forsinket. Vika rystede på hovedet: Grådighed har ødelagt ham. Søren blev fængslet for lang tid, flere forbrydelser kom frem under efterforskningen, og jeg blev endelig skilt fra ham. Med Vika og Eva har jeg holdt kontakten, men de minderne fra den tid står stadig som et stille ekko fra et liv, der engang var fuld af håb og svigt.
