Jeg bor hos dig i et par måneder, så kan jeg leje min lejlighed ud i starten, foreslår min veninde, mens hun giver mig lidt ekstra til lønnen.
Det lyder som den nemmeste løsning for os begge, svarer jeg.
Lærke kan næsten ikke tro, hvor frimodige folk kan være! Lærke og Pernille er levende beviser på, at ordsproget Fortæl mig, hvem din ven er, så fortæller jeg, hvem du er ikke altid holder.
Man kan næsten anvende teorien om, at modsætninger tiltrækker hinanden, for at beskrive dem så forskellige både i udseende og indre er de sjældne at finde.
Mens pigerne vokser op, undrer deres forældre og omgivelser sig over, hvordan de altid finder samtaleemner og hvordan de aldrig keder sig sammen.
Pernille er en latterlig modefan, der allerede i børnehaven flirter med drengene.
Lærke er den klassiske bogorm, der af naturlig generthed foretrækker gestus frem for snak.
Det er et mysterium, hvordan de overhovedet gik fra at blive bekendte til at tale sammen ingen kan finde forklaringen.
Alligevel har deres venskab sine fordele. Med Lærkes hjælp hopper Pernille fra klasse til klasse.
Ingen prøver at såre den populære vensryg, de inviterer hende endda til fælles arrangementer i håb om, at noget positivt falder ud af det.
Efter niende klasse forlader Pernille skolen og får et job som stukkatørmaler på en teknisk skole.
Det viser sig, at hun kun er der for at tjene penge, for kort efter 11. klasse får Lærke en bryllupsinvitation fra en veninde.
Den vigtigste uddannelse for en pige er at blive gift på en god måde, fniser Pernille, mens hun fortæller om, hvordan hun mødte Alex.
Lærke er ikke jaloux. Tværtimod er hun glad på Pernilles vegne det er jo flot, når nogen når sit mål.
Hun selv er ligeglad med drenge, hun vil klare sig selv og ikke stole på en mand, som måske er der i dag og væk i morgen.
Mens Pernille lærer familielivet at kende, knokler Lærke på hotel- og restaurationsuddannelsen på universitetet.
Hun vil ikke have børn eller gifte sig, så hun lægger al energi i studierne og derefter på arbejdet.
I en alder af tredive har Lærke opbygget en solid karriere som højre hånd til direktøren på det største og mest stjernespækkede hotel i København.
Pernille ser ud til at have slået sig ned som hustru og mor.
Alt ændrer sig en overskygget eftermiddag i oktober.
Det er vådt, glat og mørkt en kombination, der gør det farligt at krydse vejen uden fodgængerfelt, især når man er iklædt sort fra top til tå.
Bilisten prøver at bremse, men er for sent; Alex dør på skadestuen en dag senere, og Pernille bliver enke med deres lille datter Vika som forældreløs.
Dette markerer starten på en sort periode i Pernilles liv.
Først hjælper venner og forældre, men efter et år tørrer trøsten ud, og de begynder i stedet at spørge: Hvornår får du et arbejde?
Det er forældrene, der stiller de hårde spørgsmål. Konflikterne eskalerer, og en sommergrå dag græder Pernille i Lærkes køkken over en kop varm te og fortæller, at hendes egne forældre har smidt hende ud af deres hus selvom hun plejede at være deres gæst.
De siger, at de vil tage sig af barnebarnet, men de kan ikke længere holde den gale tante på deres skuldre.
Find et arbejde. Jeg vil lige så hurtigt finde et, protesterer Pernille. Jeg har været til et par samtaler, men betingelserne er slaveri eller de afviser mig med et blik, så de ved, hvor lidt løn de kan betale.
Hvad overrasker dig? Du har hverken uddannelse eller erfaring, og barnet er kun otte år.
Arbejdsgivere holder sig fra folk som dig, og hvis de tager dig, så kun fordi de er desperate.
Ja, selvfølgelig. Jeg er jo ikke et menneske, man kan gøre, hvad som helst med mig. sukker Pernille. Mine forældre er også gode.
Da alt gik godt, var kærlighed som gulerod; men så snart problemerne kommer, falder alt fra hinanden.
Lærke kunne sige, at hun står på forældrenes side, for en pensioneret lærer og en fabrikarbejder kan ikke forsørge en voksen datter og et barn.
Heldigvis er Pernille stadig i stand til at tage sig af sit barn, og hun kunne, hvis hun måtte, tage et vikariat eller gå på en kortere uddannelse.
Men Lærke forstår, at hvis hun taler så åbent, vil deres mangeårige venskab gå i opløsning.
Pernille brister med mange andre venner og også med sine egne forældre, mens Lærke stadig værner om deres bånd, måske kun af nostalgi, for Pernille har ændret sig til det værre på det seneste.
Ved du, Pernille, jeg tror, jeg kan hjælpe dig. Du kan tage et job som tjener hos os, så får du et par år erfaring måske bliver du manager.
Ingen tør at plage vores direktør, han er streng, og gæsterne er ikke den type, der vil gøre noget usædvanligt.
Stilheden fylder køkkenet.
Tjener, siger du? gentager Pernille langsomt. Så du foreslår, at jeg løber rundt med bakker mellem bordene som en pige?
Vælg ordene med omhu, svarer Lærke. Jeg har også selv været tjener, og blandt de, der løber med bakker, findes der mange normale mennesker, så pas på dit sprog.
Pernille rejser sig, går mod entréen, tager et demonstrativt suk og begynder at klæde sig på.
Lærke mindes, at denne trick har fulgt hende siden barndommen: så snart noget går imod hende, går hun i jeg er såret, så jeg går, men så vender hun tilbage for at undskylde, uanset hvem der egentlig var skyldig.
Hun rammer Pernille med en kommentar, der gør Lærke levende, så Lærke ikke skynder sig at undskylde.
Pernille ringer først, men samtalen starter ikke med undskyldninger, som Lærke havde forestillet sig.
I hendes forestilling ser fremtiden sådan ud: Pernille siger noget dumt, men uden at tænke, så er stemningen anspændt, og hun smadrer deres venskab.
Men Lærke får et overraskende svar, da Pernille spørger, om tilbuddet stadig gælder.
Med et drys af sarkasme svarer Lærke, at ja, tilbuddet står, træning tager højst tre dage, så Pernille kan komme i gang.
De giver hende simple ordrer i de første par uger, men pengene er nok til at dække regningerne.
Forældrene vil måske, når de ser, at deres datter handler, udvise mildhed og hjælpe med et lille beløb.
Så lærer du menuen, møder kollegerne, og måske bliver du chef om et par år, siger Lærke.
Det er netop, hvorfor jeg vil tale om det. Du giver mig den dårligste stilling, er det virkelig venskabeligt?
Pernille, jeg kan ikke gøre dig til manager, når du aldrig har arbejdet i vores branche, har ingen uddannelse og
Så hvad betyder det? Jeg er din veninde, så du kunne have fundet et bedre sted.
Lad mig blive manager. Jeg skal også bo et stykke væk, så jeg kan bo hos dig i et par måneder så er det lettere for os begge.
Jeg lejer min lejlighed ud, så jeg får ekstra til lønnen i starten.
Lærke kan slet ikke tro, at folk kan være så frimodige! Hun venter stadig på, at Pernille skriger Aprilspøg! selvom det er november udenfor.
Men Pernille tager det helt alvorligt; hun mener, at Lærke bogstaveligt skal finde hende den stilling, hun drømmer om.
Sådan bliver drømmebriller knust, og Pernille må nu klare sig uden en rimelig lønnet job og uden en veninde, der kan holde ud.
I hendes øjne er listen over forrædere uendelig, men i dette øjeblik er det ikke en svær tid, men blot et andet kapitel i hendes liv.
