Godmorgen, Fie morgenen, der vendte hele verden på hovedet
Morgente
En dag stod Mikkel ved siden af Ulla og hviskede i øret:
Godmorgen, Fie.
Han sukkede sødt, mens han lå og drømte videre.
Ulla vågnede med et gisp, så sine egne øjne stirre ned i madrassen, som om enhver bevægelse kunne smelte hendes krop. En isnende kulde bredte sig i hende hvad var sket? Havde alt været i orden, eller var det kun en drøm?
Mikkel strakte sig, gabte og sagde:
Ulla, du ser så kold ud, jeg kan næsten ikke holde mig vågen længere. Er du ok? Det er sommer, og du fryser under dynen. Jeg laver straks en kop morgenkaffe.
Mikkel, som om intet var hændt, gik ud i køkkenet og nynnede en munter melodi. Ulla lå lidt længere, før hun ståede op med tunge, blyagtige ben. Hovedet summede som en hvid støj. Måske var en kop kaffe virkelig hvad hun behøvede.
Mikkel bad om en pandekage. Ulla så på ham med et mørkt blik.
Du kaldte mig Fie i morges.
Hvad, skat?
Mikkel, lad være med at spille dum. Du blev ved med at kalde mig Fie.
Du må have hørt fejlagtigt, Ulla, det var bare en drøm. Hvorfor er du så kold og dyster? Åh, kvinder. De laver deres egne problemer. Jeg må ud på arbejde sulten.
Ulla gik rundt i huset, vandede blomsterne, steg bøttepandekager, tog en hastig påklædning og gik til Mikkels arbejde. Måske havde hun virkelig hørt forkert. Fie, Ulla det var kun et ordspil.
I receptionen fandt Mikkel en ny sekretær. Ulla følte en klump i halsen, som om en lille fugl sad under tungen. Hovedet fyldt af morgenangst igen.
Den unge sekretær, Lina, havde en krøllet rød manke og en overdimensioneret barm.
Mikkel Jensen er optaget i dag, så jeg kan finde en anden tid.
Bedre at få en tid hos ham selv, du får brug for det, udbrød Ulla pludseligt.
Undskyld? Lina blinkede med de store øjne. Hvem er du?
Jeg er Ulla Christiansen, Mikkels kone. Gå væk. Her samles kun gadelivets små væsner.
Pludselig lød Mikkels stemme fra højttaleren:
Fie, kan du hælde mig en kop kaffe?
Ulla trak på skuldrene:
Så gør du bare, så bringer jeg den.
Mikkel så hende med en bakke i hænderne:
Her er din kaffe. Jeg har også taget en pandekage til dig. Du får skilsmissepapirene med posten. Velbekomme.
Ulla råbte:
Hvad i alverden sker der? han begyndte at blive rasende. Det er som om en heks svæver over mig i min egen klinik.
Mikkel svarede:
Heksen sidder i din venteværelse. Hvorfor er hendes hår så vildt? Så solrig tandlæge og så vulgær sekretær det er en billig kombination, Mikkel Jensen.
Ulla gik i stå:
Stop. Jeg kan ikke holde flere udbrud. Jeg tager en uge på landet, så du kan køle ned. Ring, når du er rolig.
Mikkel sukkede:
For sent, Ulla. Jeg tolererer ikke utroskab. Jeg kan ikke tilgive det. Hvorfor?
Mikkel tog en slurk af kaffen, rynkede panden:
Lina gik fra den tidligere sekretær. Jeg hyrede Fie på hendes anbefaling.
For længe siden?
For en måned siden, svarer han modvilligt.
Ulla:
Hvorfor fortalte du mig intet? Du delte altid nyheder.
Mikkel:
Jeg forventede ikke, at Fie skulle blive så længe. Men hun gør sit arbejde fremragende.
Ulla:
Ikke kun på arbejdet!
Mikkel rødmede:
Det var en tilfældighed! Jeg ville ikke…
Ulla:
Jeg pakker mine ting i dag og flytter.
Mikkel:
Hvorhen? Jeg har sagt, jeg holder mig på sommerhuset i et par dage. Jeg vil ikke skilles!
Ulla:
Det må ske. Jeg kan ikke høre mit navn fra din mund længere. Ulla, Fie. Din røde sekretær vil altid spøge mig. Ødelæg ikke min psyke. Jeg har allerede et stresset job med børn.
Mikkel:
Hvor skal du? Bliv i lejligheden.
Ulla:
Hvorfor skulle jeg have din lejlighed? Jeg har mit eget hus.
Mikkel:
I den øde skov? Et gammelt træhus?
Ulla:
Det er mit hus. Punkt.
Det gamle familiehjem stod tomt og lugtede af fugtig gammel træ. Ulla ville græde. Minderne kom flyvende som tåge. En ven, Nell, sagde:
Du kan ikke blive her, Ulla. Gå tilbage til lejligheden, sælg huset, få et realkreditlån. Så…
Ulla gik gennem huset, åbnede alle vinduer.
Det er faktisk et fint sted at bo. Det ligger kun femten minutter fra Aarhus med bil. Byen har vækst, nye huse, måske allerede vand og el. Jeg har boet her fem år uden at bruge dem.
Nell:
Det er mange timer arbejde! Men kan du bo her i dag?
Ulla:
Hvor? I kælderen?
Nell:
Sashka er på ferie hos min mor. Du kan bo i hendes værelse indtil efteråret.
Ulla:
Teenagerværelset er helligt! Du er en forælder?
Nell:
Ja, lad os se.
Ulla:
Kan du lugte græs? Det er som en sommer i landskabet.
Nell:
Græsset er vokset, det må klippes. Du klarer det. Jeg kan hyre et byggefirma til at grave om. Jeg har sparet op. Jeg levede fem år på Mikkels klinik, han så min løn som underholdning.
Nell:
En god mand, sagde hun.
Ulla:
Jeg har kunnet blive bedre, men nu er mit hjerte tungt.
Nell:
Jeg forstår.
Ulla:
Jeg ville endda rive ud hans fremmede tænder, så han får nye. Men hun er ung og sund.
Nell:
Du er gammel og syg? grinende. Livet starter i 40erne.
Ulla:
Hvordan fortæller jeg Polina? Jeg vil bare sige, at jeg vil skille mig. Jeg vil ikke have, at hun kommer og forhandler.
Nell:
Forståeligt. I tyve år er det svært at give slip.
Ulla:
Slap af, du er så hård.
Nell:
Du tror, jeg vil græde?
Ulla:
Det vil du ikke få.
Nell:
Så er det stress.
Ulla:
Måske.
Senere på dagen gik Ulla ud for at hente vand fra en gammel brønd. En fremmed mand stod ved brønden med en rusten spand.
Ulla:
Jeg har brug for brænde.
Manden:
Kan jeg hjælpe?
Ulla:
Hvor er brønden?
Manden rystede på hovedet:
Der var engang en brønd her, men den er væk.
Ulla:
Så skal jeg finde en anden.
Nell hviskede:
Drikker du vand fra brønden?
Ulla:
Jeg har nok. Gå hjem nu.
Morgenen efter blev Ulla vækket af en svinskvægen som i barndommen, men ingen duft af kager. En svinehyl fra udenfor brød hendes tanker.
Hun hørte fodtrin ved vinduet, som om nogen gik i græsset.
Ulla råbte:
Hvem er der? Jeg ringer politiet!
En stemme svarede:
Bare rolig, jeg er naboen. Jeg har brug for din grise, Hector.
Ulla, iført natkjole, gik ud på trappen.
Hvilken Hector?
Manden råbte ind i busken:
Hector!
Græsset rystede, og en sort lille svinepig kom frem.
Ulla:
Er den af racen?
Manden:
Jeg ved ingenting om svin.
Ulla:
Hvorfor vil du have den?
Manden:
Den er løbet væk fra min gård, jeg fandt den i skuret. Jeg har kigget over hele området, ingen andre leder efter svin.
Ulla:
Hvorfor er du i vores landsby?
Manden:
Jeg elsker den friske luft, stilheden, byen er tæt på. Du ser ikke ud som en landbo.
Ulla:
Lad os droppe dramaet. Jeg er ved at blive skilt, jeg er stresset, jeg kan slå ned på dig med en økse, hvis du vil.
Manden:
Lad os gå, jeg behøver ikke din vrede. Jeg har ikke fået sat hegn endnu, men din græs ser ud til at passe ham.
Ulla:
Jeg gør ikke noget mod dyr. Farvel.
Næste morgen hørte Ulla en hunds hylen. Hun gik ud på trappen og så en lille hvalp.
Nabomanden, som stadig var i pysj, stod i døren med hvalpen og grisen Hector ved siden af.
Er det din hvalp? spurgte Ulla.
Manden:
Hvorfor tror du det?
Ulla:
I har ingen hegn, svinene kan gå ind, måske også hundene.
Manden:
Skal du have en hvalp? Jeg skal på dyrehjem i næste uge.
Ulla:
Jeg har aldrig haft en hund.
Manden:
Så lad os kalde den Arne.
Ulla:
Ikke Arne, jeg hedder Arne.
Manden:
Så lad os kalde den Chuk.
Ulla:
Chuk og Hector, perfekt!
Manden:
Hvordan hedder du?
Ulla:
Ulla.
Ulla gik ind igen, men kunne ikke forlade huset. Svinen og hvalpen lå ved hendes fødder, mens minderne og sorgen fyldte rummet.
Mikkels stemme lød fra et rum:
Hvorfor er du så stille?
Ulla svarede:
Mød hinanden, Mikkel, det er Arne. Arne, det er Mikkel. Min mand. Fremtiden måske en eks. Hvorfor er du her?
Mikkel:
Hvorfor har du åbnet porten? Hvorfor er du stadig her?
Ulla:
Det er din beslutning.
Mikkel gik ud gennem porten, Ulla så forvirret på naboen.
Manden:
Hvorfor gør du så? Dit hus er gammelt, ingen vand, ingen gas, toilet på gaden. Du kommer altid til mig, og jeg får dine dyr. Så flyt ind hos mig. Jeg kan ikke slippe af med dig. Jeg er alene, ingen tilfældige kvinder. Du har en datter, jeg har to. Så lad os leve sammen i fornøjelse. Jeg kan bygge om dit hus. Det er trist for dig, lad os gå på du.
Ulla:
Er du gal? Du må være en farlig mand. Jeg har en skilsmisse og forræderi i baghovedet. Jeg advarede dig.
Et år gik, og de blev gifte og fik en kat.
